Hop til indhold

Temaet om frihed, ledelse og profession er afrapporteret i fire faktaark, der omhandler ledelse og styringsmæssige rammer i skolen, pædagogisk ledelse og samarbejde, faglig selvtillid, anerkendelse og kompetenceudvikling samt pædagogernes arbejde i folkeskolen.

Hovedresultater

  • 93 procent af lederne svarer, at de er enige eller meget enige i, at de normalt kan finde løsninger, hvis de oplever udfordringer i deres arbejde. Flere ledere på frie grundskoler (55 procent) end folkeskoler (38 procent) svarer meget enig.
  • 58 procent af lederne vurderer, at omfanget af deres ledelsesopgave er stort, men overkommelig, mens 30 procent vurderer, at det er for stort.
  • 75 procent af lærerne er enige eller meget enige i, at de på skolen drøfter undervisningsaktiviteter med hinanden for at forbedre dem.
  • 78 procent af lærerne på de frie grundskoler er enige eller meget enige i, at medarbejderne involveres i de beslutninger, der træffes vedrørende skolen. Det samme gælder for 57 procent af lærerne i folkeskolen.
  • 99 procent af lærerne i de frie grundskoler og 94 procent af lærere på folkeskoler er meget enige eller enige i, at de har faglig frihed til at tilrettelægge undervisningen.
  • 43 procent af lærerne og 47 procent af pædagogerne oplever i høj eller meget høj grad et kompetenceudviklingsbehov inden for arbejdet med elever med særlige behov. 5 procent af lærerne og 8 procent af pædagogerne oplever ikke aktuelt et kompetenceudviklingsbehov.
  • Flest pædagoger deltager i dansk- og matematikundervisningen (79 procent og 72 procent). De tre klassetrin, som flest pædagoger er tilknyttet, er børnehaveklassen (35 procent), 1. klasse (34 procent) og 2. klasse (42 procent).
  • 63 procent af pædagogerne gennemfører dagligt eller ugentligt undervisning alene.
  • Inklusion af elever med særlige behov er dét område, hvor flest pædagoger oplever at have behov for kompetenceudvikling (47 procent).

En mere detaljeret beskrivelse af resultaterne findes i faktaarkene. 

Om Grundskolepanelet

Grundskolepanelet er en spørgeskemaundersøgelse, som gennemføres hvert andet år blandt et fast panel af grundskoler. Panelet består af 180 folkeskoler og 57 frie grundskoler, hvor ledere, lærere der underviser i dansk og matematik på 2., 4., 6. og 8 klassetrin samt elever i 4., 6. og 8. klasse bliver spurgt ind til deres oplevelser inden for forskellige temaer. I folkeskolerne deltager pædagoger, som indgår i undervisningen, også i undersøgelsen.  

Læs mere om Grundskolepanelet

Sidst opdateret: 8. september 2025