Optagelse til FVU sker på baggrund af en individuel vurdering af, om ansøger er i målgruppen for tilbuddet og vil kunne få udbytte af undervisningen. I vurderingen indgår brug af obligatoriske test eller samtaleguider.
Selve placeringen på trin sker ud fra en konkret vurdering af ansøgerens faglige forudsætninger, typisk i forbindelse med første undervisningsgang. I det nedenstående finder du redskaberne, der skal anvendes i forbindelse med de enkelte fag.
FVU-dansk
Til brug for vurdering af, om ansøger er i målgruppen for FVU-dansk, har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet udviklet en interviewguide, som kan bruges i den indledende samtale med den voksne.
Samtalen giver viden om deltagerens baggrund, motivation for at gå til FVU-dansk, oplevede vanskeligheder og undervisningsbehov.
Bilag 1: Interviewguide (docx)
Hvis FVU-dansk indledningsvist skønnes at være det rette tilbud, skal ansøger inden endeligt optag gennemføre en obligatorisk test, Vejledende Læsetest for Voksne 2 (VLV-2), til brug for en vurdering af ansøgers læsefærdigheder.
VLV-2 er udviklet til uddannelsesinstitutionerne og gennemføres af en testvejleder. Alle FVU-udbydere tilsendes brugernavn og kodeord, så de kan logge sig på testsiden.
Læs mere om VLV2: "Vejledende Læsetest for Voksne" (pdf)
Uddannelsesinstitutionen kan gennemføre den obligatoriske test ved screening af flere ansøgere samtidigt (fællesscreening) med mulighed for at undlade den indledende samtale. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har udarbejdet en vejledning til, hvordan fællesscreening gennemføres.
Vejledning om fællesscreeninger (pdf)
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har endvidere udviklet en vejledning om trinplacering samt tilhørende bilag til brug for uddannelsesstedernes afdækning af deltagerens læse-, stave- og skrivefærdigheder med henblik på at placere deltageren på det rette FVU-trin.
Vejledning til trinplacering i FVU-læsning (3. udgave) (pdf)
Bilag 2: Casebeskrivelser: eksempler på trinplacering (pdf)
Bilag 3: Hverdagsstavning for voksne (pdf)
Bilag 4: Hverdagsskrivning for voksne (pdf)
Bilag 5: Hjælpeskema til trinplacering (pdf)
Særlige værktøjer og vejledninger til tosprogede
Tosprogede voksne udgør på nogle undervisningssteder en relativt stor del af FVU-deltagerne og har som udgangspunkt andre forudsætninger for at deltage i undervisningen end voksne med dansk som modersmål.
På den baggrund er der udviklet forskellige værktøjer og vejledninger til brug for vurdering og afklaring af de tosprogedes forudsætninger for deltagelse i FVU-dansk.
Bilag 6: Mundtlige dansksproglige forudsætninger hos voksne med dansk som andetsprog (pdf)
Bilag 7: Find det rigtige ord! (pdf)
Bilag 8: Andetsprogede voksnes afkodningsfærdigheder (pdf)
Værktøjer til afdækning af tosprogede voksnes færdigheder og forudsætninger (FVU-læsning) (word)
FVU-matematik
Til brug for vurdering af, om ansøger er i målgruppen for FVU-matematik, har styrelsen udviklet en interviewguide, som kan bruges i den indledende samtale med den voksne.
Samtalen giver viden om deltagerens baggrund, motivation for at gå til FVU-matematik, oplevede vanskeligheder og undervisningsbehov.
Interviewguide til FVU-matematik (docx)
Hvis FVU-matematik indledningsvist skønnes at være det rette tilbud, skal ansøger inden endeligt optag gennemføre en obligatorisk test, Vejledende Matematiktest for Voksne 2 (VMAT-2), til brug for en vurdering af ansøgers basale færdigheder i regning og matematik.
VMAT-2 er udviklet til uddannelsesinstitutionerne og gennemføres af en testvejleder. Alle FVU-udbydere tilsendes brugernavn og kodeord, så de kan logge sig på testsiden.
Læs mere om VMAT-2: "Vejledende matematiktest for voksne" (pdf)
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har endvidere udviklet en vejledning om trinplacering til brug for uddannelsesstedernes afdækning af deltagerens funktionelle regne- og matematikfærdigheder med henblik på at placere deltageren på det rette FVU-trin.
Vejledning til trinindplacering FVU-matematik (pdf)
FVU-start
Til brug for vurdering af, om FVU-start er det rette tilbud, skal der gennemføres en obligatorisk samtale med den voksne. Til dette formål har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet udarbejdet en obligatorisk samtaleguide, der konkretiserer og operationaliserer den europæiske referencerammes sprogkrav og afdækker, om ansøgerne har de krævede danskfærdigheder som forudsættes til optagelse på FVU-start samt afdækker ansøgers forventede progression og motivation for undervisning.
Samtaleguiden indgår som bilag til FVU-bekendtgørelsen:
Samtaleguide for FVU-start (retsinformation.dk)
Samtaleguide for FVU-start (pdf)
FVU-digital og FVU-engelsk
Ved optagelse til FVU-digital og FVU-engelsk anlægges en helhedsvurdering af ansøgers formelle, faglige og personlige forudsætninger for at deltage i faget. Der skal tages stilling til, om ansøgeren formelt er i målgruppen for tilbuddet, det vil sige er ansat i en privat eller offentlig virksomhed, ansøgerens faglige niveau samt ansøgers motivation for deltagelse i undervisningen.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har udarbejdet en guide til brug for den samtale, der ligger til grund for helhedsvurderingen. Samtaleguiden er obligatorisk at anvende og består af to dele: 1. Målgruppeafdækning, som skal bruges til afklaring af, om ansøgeren har de formelle adgangsforudsætninger og 2. Afdækning af faglige og personlige forudsætninger, som skal bruges til at afklare, om ansøgeren har de rette faglige og personlige forudsætninger for at få udbytte af undervisningen.
Samtaleguiderne indgår som bilag til FVU-bekendtgørelsen:
Samtaleguide for FVU-digital (retsinformation.dk)
Samtaleguide for FVU-engelsk (retsinformation.dk)
De kan også findes som separate pdf-dokumenter:
Samtaleguide for FVU-digital (pdf)
Samtaleguide for FVU-engelsk (pdf)
Kan en ung under 25 år, der går på hf-enkeltfag, få adgang til FVU?
En ung under 25 år kan kun få adgang til FVU, hvis den unge opfylder én af de oplistede betingelser i FVU- og OBU-lovens § 2, stk. 2, nr. 1-6, og samtidig opfylder betingelserne for at kunne få FVU (have forudsætninger for at følge undervisningen med udbytte). Blandt de mulige undtagelser, der giver adgang til FVU, er, at man er i gang med eller har færdiggjort en ungdomsuddannelse.
Hf-enkeltfag betragtes ikke som en ungdomsuddannelse. Det betyder, at en ung, der går på hf-enkeltfag, ikke kan få adgang til FVU i medfør af undtagelsesbestemmelserne om, at man er i gang med eller har færdiggjort en ungdomsuddannelse. Men en ung, der går på hf-enkeltfag kan eventuelt få adgang til FVU, hvis den unge opfylder én af de andre betingelser i nr. 1-6 i FVU-lovens § 2, stk.2, fx reglen om at være selvforsørgende eller i deltidsbeskæftigelse minimum 20 timer om ugen (nr. 1), på barsel (nr. 4) eller uden for FGU-målgruppen (nr. 5).
Hvilket grundlag skal der til for at blive optaget på FVU?
Optagelse til FVU-dansk og FVU-matematik sker på baggrund af screening med VLV-2 og VMV-2. Det fremgår af FVU-bekendtgørelsens § 11, stk. 2: ’Ved optagelsen til FVU-dansk og/eller FVU-matematik vurderer uddannelsesinstitutionen indledningsvis, om FVU skønnes at være det rette tilbud, jf. dog stk.3 [...]. Vurderes FVU at være det rette tilbud, skal ansøgeren for at blive optaget på FVU-dansk og/eller FVU-matematik gennemføre en obligatorisk test, som er udarbejdet af STUK. På baggrund af testresultatet og den indledende vurdering træffes afgørelse om optagelse til FVU-dansk og/eller FVU-matematik. Trinindplacering sker på baggrund af testresultatet og yderligere afdækning’. (BEK nr. 249 af 11. marts 2024).
Forud for screeningen skal der ved individuelle screeninger være gennemført en vurdering af, om FVU skønnes at være det rette tilbud. Ved fællesscreeninger sker denne vurdering efter screening med VLV-2/VMV-2 sammen med en afdækning af den voksnes motivation og ønsker for efteruddannelse.
At testresultater er vejledende betyder ikke, at den testansvarlige kan vælge at anvende testen eller lade være, eller at man kan vælge om testnormerne/grænseværdierne skal anvendes eller ej. Den testansvarlige skal bruge sin faglighed i vurderingen af, såvel om FVU er det rette tilbud, og i vurderingen af resultaterne på testen. Desuden skal den testansvarlige notere sine faglige-pædagogiske begrundelser, så lederen har et grundlag for at afgøre, om en voksen er i målgruppen for FVU eller ej.
For voksne med for svage sproglige forudsætninger, vil FVU ikke være det rette tilbud. Det fremgår af hyrdebrev af 28. marts 2019, at voksne på FVU-start skal have færdigheder svarende som minimum til A1 med hensyn til at læse og skrive dansk og A2+ med hensyn til at forstå og tale dansk (Den Fælles Europæiske Referenceramme for Sprog). Ved FVU-dansk trin 1 kræves niveauet B1.
Udgangspunktet for FVU er, at den voksne har tilstrækkelige faglige og dansksproglige forudsætninger til, at FVU-udbyderen med rimelighed kan forvente, at personen kan opnå målene for det FVU-fag og -trin, som deltageren ønsker optagelse på, inden for det fastsatte omfang af undervisningen på trinnet.
Optagelse til FVU kan ikke ske på baggrund af modultest. Modultest kan give en indikation af en voksens niveau, men testresultatet er sammen med oplysninger fra samtalen med den voksne grundlaget for at træffe afgørelse om optagelse til FVU-dansk og FVU-matematik.
Hvordan bliver man optaget på FVU-dansk og/eller FVU-matematik?
Ved optagelse på FVU-dansk og/eller FVU-matematik, vurderer uddannelsesinstitutionen indledningsvis, om FVU skønnes at være det rette tilbud.
Hvis FVU vurderes at være det rette tilbud, skal ansøgeren for at blive optaget på FVU-dansk og/eller FVU-matematik gennemføre en obligatorisk test, som er udarbejdet af STUK.
Den endelige afgørelse om optagelse på FVU-dansk og/eller FVU-matematik sker på baggrund af den indledende vurdering og resultatet af den obligatoriske test. Trinplacering sker ligeledes på baggrund af testresultatet og yderligere afdækning.
Har en udlænding, som kommer til Danmark, og som har en videregående uddannelse, der ikke længere kan bruges, adgang til FVU?
Personer med en videregående uddannelse antages almindeligvis at falde uden for FVU-målgruppen, da disse personer i kraft af deres uddannelse må forventes at have læse-, skrive – og matematikfærdighedsniveau svarende til minimum folkeskolens 9. klasse. Der kan dog være enkelte tilfælde, hvor en person med en videregående uddannelse oplever, at den pågældendes læse, – skrive – og matematikfærdigheder ikke er tilstrækkelige, og vedkommende derfor selv henvender sig med et ønske om at forbedre sine basale færdigheder. I disse tilfælde vurderes det ved samtalerne med den voksne og via den obligatoriske test, om den pågældende alligevel kan anses for at være i målgruppen for FVU. Det har derfor ingen betydning, om den videregående uddannelse ikke længere kan benyttes.
FVU er ikke et tilbud om sprogundervisning, og hvis en udlænding har brug for at forbedre sine danskkundskaber, er det danskuddannelserne (DU), som er et tilbud om undervisning i dansk som andetsprog, der kan være det relevante tilbud.