Alle kommuner har en kommunal ungeindsats, der koordinerer de unges samlede forløb på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen.

Unge under 25 år, der ikke er i gang med eller ikke har gennemført en erhvervskompetencegivende ungdomsuddannelse, kan få vejledning om Uddannelse og Job hos den kommunale ungeindsats.

Jobcenteret og den kommunale ungeindsats samarbejder om unge under 25 år, når det er relevant.

Den kommunale ungeindsats giver vejledning til alle unge i grundskolen fra 7. klasse til 10. klasse. Alle elever modtager kollektiv vejledning.

Elever, der ønsker at starte på en uddannelse, som de er vurderet ikke-uddannelsesparat til, skal have individuel vejledning. Vejledningen skal her være særlig målrettet mod, at eleven bliver uddannelsesparat.

Udover vejledningsindsatsen skal elever i folkeskolen have undervisning i det obligatoriske emne Uddannelse og Job (emu.dk). Undervisningen i Uddannelse og Job er koblet tæt sammen med den kollektive vejledning.

I Uddannelse og Job forberedes eleverne til det forestående uddannelsesvalg og får igennem undervisningen indsigt i uddannelsesmuligheder efter folkeskolen, i arbejdslivet og arbejdsmarkedet.

Den kommunale ungeindsats skal gennem en opsøgende og opfølgende indsats tilbyde unge vejledning om valg af uddannelse og erhverv, hvis de ikke er i gang med eller har fuldført en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Det gælder dog ikke unge, der er i beskæftigelse i mere end 30 timer om ugen.

Vejledningen af unge uden for skolen rettes mod unge, der skønnes at have behov for en særlig vejledningsindsats, og som ikke i forvejen modtager vejledning fra kommunale jobcentre, socialforvaltningen eller andre myndigheder.

Alle unge, der forlader grundskolen, skal have en plan for videre uddannelse. Man har automatisk en uddannelsesplan, hvis man går direkte fra grundskolen videre på en ungdomsuddannelse.

For unge, der ikke går direkte videre i uddannelsessystemet, skal den kommunale ungeindsats sørge for at hjælpe den unge på vej mod uddannelse eller beskæftigelse. Det gælder også unge, der hverken er i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Her er uddannelsesplanen det værktøj, som den kommunale ungeindsats bruger i samarbejde med den unge til at samle alle relevante informationer om den unge, så de kan hjælpe den unge bedst muligt på vej.

Den kommunale ungeindsats foretager målgruppevurdering af unge, der ønsker at starte på Forberedende Grunduddannelse (FGU) og unge, der kan være i målgruppen for ungdomsuddannelse for unge med særlige behov (STU).

Sidst opdateret: 26. maj 2020