Den konkrete udarbejdelse af udkast til folkeskolens fagplaner foregår i et tæt samarbejde mellem fagudvalgene, rådgivningsgruppen og den fagdidaktiske fagplansgruppe.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og parterne i Sammen om Skolen samarbejder tæt om Fagfornyelsen i et fælles sekretariat.
Sekretariatet for Fagfornyelsen og fagudvalgene er løbende i dialog med en række aktører i og omkring skolen, som giver vigtige perspektiver på udviklingen af fagplanerne.
Bidrag og dialog kvalificerer arbejdet
De mange perspektiver på og input til Fagfornyelsen er afgørende for fagplanernes kvalitet.
De bidrager til fagplanernes kvalitet og til at skoleledere, lærere, børnehaveklasseledere og pædagoger oplever, at de kan bruge fagplanerne til at udvikle engagerende undervisning.
Bidrag kommer fra forskellige aktører med erfaring fra skoleverdenen og faglig viden, herunder blandt andre lærere og elever, skoleledere, folkeskolens parter, fag- og videnspersoner. De kommer også fra andre vigtige aktører omkring skolen, der fx uddanner lærere eller producerer læremidler.
I løbet af Fagfornyelsen bliver der mulighed for, at alle med interesse for folkeskolens fag kan give deres bidrag til udviklingen af folkeskolens fagplaner.
Centrale aktørers bidrag til Fagfornyelsen
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet samarbejder med en række centrale aktører, der på forskellige måder og med forskelligt fokus bidrager til udviklingen af folkeskolens fagplaner.
Folkeskolens parter
Folkeskolens parter er Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Kommunernes Landsforening, Danske Skoleelever, Børne- og Kulturchef foreningen, BUPL samt Skole og Forældre.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og folkeskolens parter samarbejder omkring et fælles sekretariat. Sekretariatet understøtter arbejdet med Fagfornyelsen og sammenhængen til skolernes hverdag og de dagsordener og initiativer, der optager de centrale grupper i og omkring skolen.
Lærere, børnehaveklasseledere, pædagoger, skoleledere og elever
Lærere, børnehaveklasseledere, pædagoger, skoleledere og elever bidrager på forskellig vis med vigtige erfaringer og perspektiver på arbejdet i Fagfornyelsen.
Lærere er repræsenteret i fagudvalgene, og børnehaveklasseledere er repræsenteret i fagudvalget for børnehaveklassen.
I rådgivningsgruppen er der både lærere og en skoleleder, og det var der også i ekspertgruppen for Fagfornyelsen.
Lærere, børnehaveklasseledere, pædagoger, skoleleder og elever inddrages desuden på følgende måder:
Udviklingsprogram for afprøvning af fagplaner
I udviklingsprogrammet for afprøvning af folkeskolens fagplaner afprøver flere end 140 skoler udkast til fagplanerne og giver input og feedback.
Alle andre skoler har også mulighed for at prøve udkastene af på egen hånd og give feedback, som formildes til fagudvalgene.
Udviklingsprogrammet bliver gennemført af EVA – Danmarks Evalueringsinstitut for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Læs mere om udviklingsprogrammet
Dialog med faglige foreninger
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har løbende dialog med de faglige foreninger.
Fagudvalgene er også i dialog med de faglige foreninger for at få deres perspektiver på udkastene til fagplanerne.
Læs opsamling på møde med de faglige foreninger hos Danmarks Lærerforening, november 2024 (pdf)
CFU’s sommerkurser for lærere
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har holdt oplæg om Fagfornyelsen på CFU’s sommerkonference i juli 2025. Her gav deltagerne forslag til, hvordan de nye fagplaner med udgangspunkt i folkeskolens formål kan være med til at sætte retning for en engagerende undervisning.
Nogle deltagere prøvede kræfter med rollen som fagudvalg for en dag og gav input til fagplanerne for nogle fag.
Bidrag til Fagfornyelsen fra elever og lærere på baggrund af dialogmateriale
I august 2024 fik alle skoler, herunder de frie skoler en invitation til at komme med indledende bidrag til Fagfornyelsen. Elever, lærere, pædagoger og skoleledere blev opfordret til at drøfte, hvad der er vigtigt i udviklingen af folkeskolens fagplaner for at understøtte, at de bliver relevante og meningsfulde. Skolerne fik materiale til at hjælpe med at igangsætte drøftelserne.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har videreformidlet bidragene til børne- og undervisningsministeren og ekspertgruppen for Fagfornyelsen. Perspektiverne indgår i det videre arbejde i Fagfornyelsen.
Materiale til folkeskoler
- Hent brev fra Børne- og Undervisningsministeren og parterne i Sammen om Skolen (pdf)
- Hent samtaleplanchen til folkeskoler (pdf)
- Hent guide målrettet skoleledere, lærere og pædagoger (pdf)
- Hent brev fra Børne- og Undervisningsministeren og Danske Skoleelever til elever på folkeskoler (pdf)
Materiale til elever
- Hent brev fra Børne- og Undervisningsministeren og Danske Skoleelever til elever på folkeskoler (pdf)
- Hent brev fra Børne- og Undervisningsministeren og Danske Skoleelever til elever på frie skoler (pdf)
- Hent samtaleplanchen til elever (pdf)
- Hent guide målrettet pædagogisk personale om samtaler mellem eleverne (pdf)
Materiale til frie skoler
- Hent brev fra Børne- og Undervisningsministeren (pdf)
- Hent samtaleplanchen til frie skoler (pdf)
- Hent guide målrettet skoleledere og pædagogisk personale ved frie skoler (pdf)
Bidrag fra lærere i et lærerpanel
Et lærerpanel på otte lærere understøttede i 2024 ekspertgruppen for Fagfornyelsens arbejde med at udvikle et format for folkeskolens fagplaner.
Lærerpanelet bragte deres konkrete erfaringer med at planlægge og evaluere undervisning og anvende fagplaner ind i ekspertgruppens arbejde.
Ekspertgruppen nedsatte også en sparringsgruppe af skoleledere, der har givet deres perspektiv på arbejdet med fagplanerne.
Lærerpanelets medlemmer var
- Anne Hammer, Sejs Skole, Silkeborg. Underviser i dansk, samfundsfag, håndværk og design
- Betina Hollen Tofting, Hedegårdsskolen, Brønderslev. Underviser i dansk, matematik, engelsk og idræt
- Christian Rye Sletbjerg, Dragør Skole, Dragør. Underviser i historie, geografi, biologi og matematik
- Lars Bechager, Skolen på Islands Brygge, København. Underviser i matematik, billedkunst, idræt og historie
- Lisbeth Berth, Vibeskolen afd. Aunslev, Nyborg. Børnehaveklasseleder
- Mikkel Aslak, Marienhoffskolen, Syddjurs. Underviser i teknologiforståelse i fagene og brug af digitale redskaber i undervisningen og er CFU-konsulent med fokus på it og medier
- Nicklas Bach, Herstedøster Skole, Albertslund. Underviser i musik, dansk og idræt
- Rikke Rask, Lindevangsskolen, Frederiksberg. Underviser i biologi, dansk, engelsk og natur/teknologi.
Materiale fra lærerpanelets møder
Lærepanelets møde 1 den 30. april 2024
Lærerpanelets møde 2 den 30. maj 2024
Lærerpanelets møde 3 den 20. august 2024
Lærerpanelets møde 4 den 11. november 2024
Fag- og vidensmiljøer
Fag- og vidensmiljøerne omkring folkeskolen bidrager til Fagfornyelsen med vigtig viden om blandt andet fag, didaktik og pædagogik.
Sekretariatet for Fagfornyelsen har løbede møder med professionshøjskolerne for at understøtte sammenhængen mellem Fagfornyelsen og læreruddannelsen, efter- og videreuddannelsestilbud og CFU’ernes arbejde.
Derudover er fag- og vidensmiljøerne på professionshøjskoler og universiteter repræsenteret i blandt andet fagudvalgene og rådgivningsgruppen, ligesom de var det i ekspertgruppen.
De inddrages desuden på følgende måder:
Fagdidaktisk fagplansgruppe
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har, med inddragelse af rådgivningsgruppen for folkeskolens fagplaner, nedsat en fagdidaktisk fagplansgruppe. Den skal støtte fagudvalgenes arbejde i samarbejde med rådgivningsgruppen.
Den fagdidaktiske fagplansgruppe består af personer med stærk fag- og almendidaktisk viden om fagudvikling og læreplaner.
Gruppen læser blandt andet på tværs af fag inden for skolens fagblokke med fokus på, at fagplanerne lever op til intentionerne med Fagfornyelsen.
Læs mere om den fagdidaktiske fagplansgruppe og rådgivningsgruppen
Forsker- og vidensseminar
Ekspertgruppen for Fagfornyelsen inviterede i september 2024 en lang række forskere til et seminar for at diskutere de vigtigste opmærksomhedspunkter i udarbejdelsen af folkeskolens fagplaner.
Drøftelserne tog udgangspunkt i skriftlige vidensbidrag, som forskerne havde udarbejdet forud for seminaret.
- Læs forskernes vidensbidrag til ekspertgruppen (pdf)
- Læs opsamling fra forsker- og vidensseminaret den 17. september 2024 (pdf)
Ministeriets faggrupper
Ministeriets faggrupper har fra 2019-2024 rådgivet Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om udvikling af folkeskolens fag, og har også bidraget til Fagfornyelsen.
I maj 2024 deltog faggrupperne i et fælles møde om Fagfornyelsen.
Faggrupperne blev inddraget igen i slutningen af 2024, hvor hver faggruppe mødtes med fagudvalget for det respektive fag.
Faggrupper for folkeskolens fag er fra 2025 sat i bero, mens fagudvalgene udarbejder folkeskolens fagplaner. Fagudvalgene og Sekretariatet for Fagfornyelsen involverer og har dialog med blandt andre praktikere og eksperter, der kan bidrage til at kvalificere fagudvalgenes arbejde.
Det forventes, at der genetableres faggrupper, når de nye fagplaner er trådt i kraft i skoleåret 2027/2028, så faggrupper igen kan rådgive Styrelsen for Undervisning og Kvalitet om fagene og understøtte implementeringen og den løbende udvikling af folkeskolens fagplaner.
- Læs dagsorden fra mødet i faggrupperne den 30. maj 2024 (pdf)
- Læs opsamling fra mødet i faggrupperne den 30. maj 2024 (pdf)
Læremiddelproducenter
Der er løbende møder mellem Danske Undervisningsforlag og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet for at understøtte, at bl.a. at forlag har indsigt i intentionerne og processen i Fagfornyelsen og kan tage højde for folkeskolens nye fagplaner i udvikling af læremidler.
Interesseorganisationer og fonde
Fagfornyelsen sker i dialog med interesseorganisationer og fonde, der har snitflader til folkeskolen, og som på baggrund af deres forskellige fokusområder kan bidrage med viden og perspektiver på arbejdet.
De bidrager blandt andet på følgende måder:
Dialogmøder for interesseorganisationer og fonde
I efteråret 2024 holdt Styrelsen for Undervisning og Kvalitet et dialogmøde for en række interesseorganisationer og fonde, der arbejder for et specifikt tema eller fx repræsenterer idræts-, erhvervs- eller kulturlivet, og som har fokus på folkeskolens fag og undervisning.
Planlægningen af endnu et dialogmøde er i gang.
Læs opsamling fra dialogmødet den 30. september 2024 (pdf)
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet er i dialog med netværket Naturfagsdanmark, der består af syv organisationer, der arbejder med at udvikle STEM-undervisningen i Danmark.
Læs opsamling fra mødet med Naturfagsdanmark den 25. april 2025 (pdf)
Frie grundskolers foreninger
Børne- og Undervisningsministeriet har dialog med frie skolers foreninger om snitfladerne mellem Fagfornyelsen og de frie grundskolers virke.