Hop til indhold

Ordblindetesten har siden 2015 været et vigtigt redskab til at identificere børn og unge med ordblindhed. Nye tal fra Styrelsen for It og Læring viser nu for første gang, hvor stor en andel af eleverne i de enkelte kommuner der testes med Ordblindetesten.

Tallene viser, at brugen af testen varierer betydeligt fra kommune til kommune. I skoleåret 2024/25 er 28 procent af eleverne i 3.-9. klasse i Langeland Kommune blevet testet for ordblindhed. I Brønderslev Kommune er 26 procent blevet testet. Andelen i Glostrup Kommune er 9 procent, og 10 procent i Frederiksberg Kommune. 

Den nationale dataopgørelse om ordblindhed følger af Aftale om Ordblindepakke IV mellem regeringen og et bredt flertal i Folketinget. Formålet med opgørelsen er at give øget viden til fx lokale læsevejledere og ordblindelærere, som kan målrette relevante indsatser og sikre, at flere børn og unge får mulighed for at få den nødvendige hjælp.

”Alle elever med ordblindhed skal have den hjælp, de har brug for. Heldigvis er der sket meget de seneste år. Med fem ordblindepakker har vi styrket indsatsen for ordblinde med fokus på tidlig indsats og målrettet støtte. Jeg hører dog stadig om børn i folkeskolen, der ikke får de hjælpemidler, de har krav på. Forældre, der ikke ved, at deres barn har ret til støtte. Jeg håber, at de her nye tal kan være med til at give kommunerne et redskab til at handle målrettet. Så flere børn og unge får den støtte, de har brug for,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Lille forskel på drenge og piger

I skoleåret 2024/2025 er der på tværs af landet godt 13.500 elever i 9. klasse på fri- og privatskoler, folkeskoler og efterskoler, der er testet for ordblindhed i løbet af deres skoletid. Det svarer til cirka 20 procent af en årgang. Heraf var godt 8.000 elever – cirka 13 procent af årgangen – testet ordblinde.

Der har tidligere været en tendens til, at der blev testet lidt flere drenge end piger, og at der også var en større andel af drengene, som var ordblinde i 9. klasse. Den forskel er blevet mindre over de seneste fem år. I det seneste år er der kun en meget lille forskel på andelen af ordblinde drenge og piger i 9. klasse. I skoleåret 2024/25 blev 20 procent af pigerne testet for ordblindhed, mens det gjaldt for 22 procent af drengene. Af dem blev henholdsvis 12 procent af pigerne og 13 procent af drengene testet ordblinde. 

Der gøres opmærksom på, at de kommunale tal er forbundet med en række forbehold, da tallene ikke nødvendigvis viser noget om andelen af ordblinde i en bestemt kommune, eller hvor meget en kommune benytter Ordblindetesten.

Ordblindepakker 

Siden 2019 har Folketinget indgået fem aftaler om ordblindepakker for at sikre en styrket ordblindeindsats. Du kan læse om ordblindepakkerne herunder:

Om Ordblindetesten

Siden februar 2015 har Børne- og Undervisningsministeriet stillet en gratis, national ordblindetest til rådighed, Ordblindetesten. Ordblindetesten kan identificere elever med ordblindhed fra marts i 3. klasse og op i grund-skolen, på ungdomsuddannelser, videregående uddannelser samt vok-senuddannelser. Ordblindetesten er en digital test, som består af et kort spørgeskema om læsevanskeligheder samt tre deltest.

Ordblindetesten er udviklet af Børne- og Undervisningsministeriet i samarbejde med Socialstyrelsen, Center for Læseforskning på Københavns Universitet og Skoleforskningsprogrammet IUP ved Århus Universitet. 

Data som udstilles kommer fra Ordlindetesten.dk, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), samt data fra BUVMs datavarehus.