Temaet om praktisk og motiverende undervisning er afrapporteret i tre faktaark, der omhandler tilrettelæggelse og gennemførelse af undervisningen, praksisfaglighed i undervisningen og elevernes tro på egne evner, skoletilhørsforhold og oplevet støtte i hjemmet.
Hovedresultater
- Andelen af lærere, der arbejder problembaseret eller anvendelsesorienteret, stiger fra 17 procent i 2. klasse til 29 procent i 8. klasse. Omvendt falder andelen af lærere, som tilrettelægger undervisning med bevægelseselementer fra 23 procent i 2. klasse til 6 procent i 8. klasse.
- 70 procent af lærerne til elever i 2. klasse og 42 procent i 8. klasse oplever, at praktiske aktiviteter i høj eller meget høj grad skaber deltagelse og engagement i undervisningen.
- 52 procent af lærerne oplever i høj eller meget høj grad, at praktiske aktiviteter gør det lettere for eleverne at huske det lærte.
- De fleste lærere svarer, at de ugentligt eller hver undervisningsgang forklarer eleverne, hvad der forventes, at de skal lære (84 procent), eller hvad de forventer af deres opførsel i undervisningen (94 procent).
- 32 procent af eleverne svarer, at de er enige eller meget enige i, at de keder sig i det respektive fag, de spørges ind til. 28 procent svarer uenig eller meget uenig.
- To ud af tre elever svarer, at de altid eller for det meste kan koncentrere sig i dansk/matematik timerne, men hver tiende elev svarer aldrig eller ikke så tit.
- 70 procent af eleverne tror på egne evner mht. at løse problemer og klare det, som de sætter sig for. Drengene tror i højere grad på egne evner end pigerne.
- 77 procent af eleverne udtrykker, at de er glade for deres lærer. Godt 75 procent af eleverne udtrykker et stærkt tilhørsforhold til både deres klasse og skole.
En mere detaljeret beskrivelse af resultaterne findes i faktaarkene.
Resultater fra Grundskolepanelet
Om Grundskolepanelet
Grundskolepanelet er en spørgeskemaundersøgelse, som gennemføres hvert andet år blandt et fast panel af grundskoler. Panelet består af 180 folkeskoler og 57 frie grundskoler, hvor ledere, lærere der underviser i dansk og matematik på 2., 4., 6. og 8 klassetrin samt elever i 4., 6. og 8. klasse bliver spurgt ind til deres oplevelser inden for forskellige temaer. I folkeskolerne deltager pædagoger, som indgår i undervisningen, også i undersøgelsen.