Hop til indhold

Ordblindhed eller andre skrive- og læsevanskeligheder er for mange en barriere for at få en uddannelse og finde en plads på arbejdsmarkedet. 

Derfor har regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier (Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige) indgået en aftale om Ordblindepakke V. Aftalen skal forbedre forholdene for elever med ordblindhed på FGU-institutionerne. Den skal også sikre, at flere voksne testes for ordblindhed og andre læse- og skrivevanskeligheder og efterfølgende får den støtte, de har brug for. 

Samlet set afsætter aftalen 30 millioner kroner årligt over de kommende fire år og 15 millioner kroner varigt fra 2028 og frem til ordblindeindsatsen.

Med aftalen afsættes der blandt andet næsten 43 millioner kroner over de kommende fire år til kompetenceudvikling af undervisere på FGU-institutionerne med særligt fokus på, hvordan lærerne kan indrette undervisningen, så elever med ordblindhed ikke bliver tabt. FGU-institutionerne spiller en central rolle i forhold til at få flere unge i job eller uddannelse, og mange elever på FGU har læse-og skrivevanskeligheder, herunder ordblindhed. 

Ordblindepakken indeholder desuden et nyt forsøg, hvor forældre til elever, som testes ordblinde i løbet af deres tid i folkeskolen, skal have tilbud om test for ordblindhed. Initiativet er et forslag fra Reformkommissionen og skal bidrage til at flere voksne får identificeret deres ordblindhed og får den rette støtte, da ordblindhed kan være arveligt. 

Der afsættes også midler til et forsøg med korte introduktionskurser, så kendskabet til hjælpemidler og støttemuligheder kan nå ud til en bredere målgruppe af voksne, der måske ikke tidligere har fået den rette hjælp. 

”De seneste år har vi især haft fokus på ordblindeindsatserne i folkeskolen. Og med rette. Vi ved, at elever med ordblindhed får bedre muligheder for at klare sig lige så godt som alle andre børn og unge, hvis vi får sat tidligt ind med den nødvendige hjælp. Desværre er der rigtig mange voksne, som ikke fik den støtte, da de var børn. Dem må vi ikke glemme. Derfor sætter vi nu benhårdt ind for at hjælpe de unge, som hverken er i uddannelse eller i job, og de voksne, som måske ikke har fået den rette hjælp indtil nu,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

“Jeg glæder mig i dag på vegne af alle de unge og voksne, som bliver mindet om deres ordblindhed hver eneste dag. Denne aftale får os endnu et skridt nærmere, at flere kan få et myndigt voksenliv. Især glæder jeg mig over, at vi nu afskaffer slettereglen på de 15 år. Ordblindhed er ikke en sygdom - det er noget, der følger en resten af livet,” siger Frederik Vad, Socialdemokratiet. 

”Alt for mange unge og voksne har store læse- og skrivevanskeligheder, og derfor har de ofte vanskeligt ved at få en uddannelse eller få en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Derfor glæder det mig også rigtig meget, at Venstre sammen med de øvrige regeringspartier har opnået en bred politisk aftale for Ordblindepakke V. Vi håber med denne pakke at øge fokus på især de unge og de voksne for at hjælpe dem på vej til en bedre livskvalitet ved at styrke de enkeltes kompetencer på læse- og skriveområdet, siger Anni Matthiesen, Venstre.

”I Moderaterne er vi begejstrede for, at vi nu har landet en femte ordblindepakke med otte substantielle initiativer. For os er det afgørende, at alle, uanset deres forudsætninger, mødes med de bedst mulige betingelser for at gennemføre en uddannelse og varetage et arbejde. I dag er over 75.000 unge under 30 år parkeret uden for dette fællesskab. For en betydelig del skyldes det ikkeidentificeret ordblindhed eller mangel på ordblindeunderstøttende arbejds- og undervisningsmiljøer. Det afhjælper aftalen på flere måder, bl.a. ved at flere får ordblindestøtte, øget mulighed for screening, og at undervisere på FGU opkvalificeres til at facilitere et mere ordblindevenligt undervisningsmiljø,” siger Rasmus Lund-Nielsen, Moderaterne. 

”Det er vigtigt, at vi hele tiden styrker indsatsen for ordblinde, så de også får lige muligheder både for uddannelse og job. Det gør vi med denne aftale, hvor vi både styrker faglighed og indsatser for unge og deres forældre. Det er et vigtigt skridt. Men vi er ikke i mål, og i SF ønsker vi, at der arbejdes videre med både bedre hjælp som styrkede rettigheder,” siger Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti.

”For Danmarksdemokraterne er det afgørende, at børn, unge og voksne, som kæmper med ordblindhed, får den rette hjælp og støtte så tidligt som muligt. Desværre er det ikke altid tilfældet. Derfor er det positivt, at vi nu styrker indsatsen for voksne og unge med ordblindhed. I den forbindelse er Danmarksdemokraterne særligt glade for, at FGU-lærerne er blevet hørt, og der nu prioriteres midler til at klæde dem godt på til at arbejde med unge, der udfordres af ordblindhed. På den måde kan de fortsætte deres vigtige arbejde og den store succes med at hjælpe endnu flere unge til at finde fodfæste i uddannelsessystemet og på jobmarkedet,” siger Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne. 

”Det er afgørende, at man får den rette hjælp gennem hele livet og undgår unødvendige udfordringer som ordblind. Desværre bliver ikke alle ordblinde opdaget tidligt i livet, hvis de overhovedet bliver opdaget. Derfor glæder vi os i Liberal Alliance over, at der bliver lagt mere vægt på at hjælpe og opdage flere voksne, så de også kan få den nødvendige støtte. Det er desuden vigtigt, at ordblindes testresultater ikke længere automatisk bliver slettet efter 15 år – det er unødvendig besvær, og vi håber, det kan medvirke til at mindske stigmatiseringen af ordblinde. Samtidig er det afgørende, at vi i aftalekredsen har forpligtet os til at følge den teknologiske udvikling tæt, så ordblinde får den optimale hjælp,” siger Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance.

”Det Konservative Folkeparti er meget tilfredse med, at vi nu får gjort endnu mere for at opdage ordblindhed hos børn og voksne og give dem den rette hjælp. Det har været afgørende for os, at vi også langt om længe får fokus på dem, som har talblindhed, som hidtil har været overset,” siger Lise Bertelsen, Det Konservative Folkeparti. 

“Det varmer mit socialrådgiverhjerte, at vi nu gør en konkret forskel for mange unge, der har svært ved at læse og skrive. I Enhedslisten knokler vi for at give alle unge lige gode muligheder for at få en uddannelse - og det her er et lille, men vigtigt skridt på vejen,” siger Anne Hegelund, Enhedslisten. 

”Alle børn kan blive glade for matematik. Sådan er det desværre ikke i dag, hvor en del slår sig så meget, at de udvikler matematikangst. Nogle børn har specifikke vanskeligheder med tal, præcis som ordblinde har med bogstaverne, og jeg har lagt særligt vægt i aftalen på, at vi bliver lige så gode til at hjælpe talblinde elever som ordblinde,” siger Lotte Rod, Radikale Venstre. 

“DF er glad for den nye ordblindeaftale, der blandt andet gør det muligt at støtte forældre, der selv kan være ramt af ordblindhed,” siger Alex Ahrendtsen, Dansk Folkeparti. 

”I Alternativet er vi glade for hver en indsats, der vil hjælpe mennesker, som lever et liv med ordblindhed. Dertil har det betydet meget for os, at der i denne aftale også er kommet fokus på talblindhed, som hidtil har haft et meget lille fokus i samfundet såvel som den politisk debat, men som også en hverdagsudfordring for mange borgere i Danmark. Vi ser derfor frem til, at der nu fra politisk hold vil blive kigget ind i, hvilke indsatser der er nødvendige for, at børn og voksne, der lider af talblindhed, fremover vil få den hjælp, de har brug for,” siger Helene Liliendahl Brydensholt, Alternativet. 

“At styrke indsatsen for personer med ordblindhed og andre læse- og skrivevanskeligheder er meget vigtigt. Derfor er jeg og Nye Borgerlige glade for at være en del af denne aftale. For det er et område, vi skal tage alvorligt. Og derfor vil vi altid arbejde på at skabe de bedste løsninger og målrette hjælpen - både til dem på skolebænken og dem på arbejdsmarkedet,” siger Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Læs hele aftalen (pdf)

Ordblindepakke V

Ordblindepakke V indeholder en række initiativer:

  1. Kompetenceløft af undervisere på FGU med fokus på undervisning af elever med ordblindhed. Der afsættes 43 millioner kroner over de kommende fire år til initiativet.
  2. Hævet taxameter til virksomhedsrettede forløb i regi af ordblindeundervisning for voksne (OBU) og forberedende voksenundervisning (FVU), som er enkeltfag til voksne over 25 år, der ønsker at blive bedre til at læse, skrive, regne mv. Initiativet er aftalt med arbejdsmarkedsparter i Trepartsaftale om langsigtede investeringer i voksen-, efter- og videreuddannelse fra 12. september 2023. Der afsættes 20 millioner kroner over de kommende fire år og 5 millioner kroner årligt fra 2028 og frem til initiativet.
  3. Midler til afprøvning af modeller for screening af voksne for ordblindhed og andre læse- og skrivevanskeligheder, så flere får den nødvendige hjælp og støtte. Initiativet er aftalt med arbejdsmarkedsparter i Trepartsaftale om langsigtede investeringer i voksen-, efter- og videreuddannelse fra 12. september 2023. Der afsættes 15 millioner kroner over de kommende tre år til initiativet.
  4. Midler til afprøvning af Reformkommissionens forslag om, at forældre til elever, som testes ordblinde i løbet af deres tid i folkeskolen, skal have tilbud om test for ordblindhed. Der afsættes omkring 16 millioner kroner over de kommende fire år til initiativet.
  5. Forsøg med korte introduktionskurser målrettet voksne med ordblindhed og andre læse- og skrivevanskeligheder. Tiltaget skal gøre det mere overskueligt at gå i gang med fx et ordblindeundervisningsforløb. Der afsættes 20 millioner kroner over de kommende fire år til initiativet.
  6. Ændret slettepolitik for ordblindetesten, så personer, der testes ordblinde (rød score), kan tilgå testresultatet hele livet, medmindre den voksne anmoder om sletning.
  7. Driftstilskud til Ordblindeforeningens rådgivnings-, vejlednings- og bisidderkorps, som tilbyder gratis rådgivning og vejledning til personer med ordblindhed og deres pårørende. Der afsættes 6 millioner kroner over de kommende fire år til initiativet.
  8. Reserve på 10 millioner kroner fra 2028 og frem til finansiering af indsatser for personer med ordblindhed og andre læse- og skrivevanskeligheder. 

Femte ordblindepakke

Det er femte gang, et flertal i Folketinget indgår aftale om en ordblindepakke. Du kan læse om de tidligere ordblindepakker her: