Samarbejde er et nøgleord, når der skal iværksættes indsatser for børn, der har behov for støtte i skolen.
Det konkluderer en ny undersøgelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der har afdækket, hvordan kommunale forvaltninger og skoler kan styrke kvaliteten i forløb for børn med støttebehov.
Det er vigtigt for kvaliteten i indsatser for børn med støttebehov, at de fagprofessionelle – herunder lærere, pædagoger og PPR-medarbejdere – arbejder tæt sammen og inddrager børnene og deres forældre.
Undersøgelsen peger på, at det er vigtigt at fokusere på de kontekster og læringsmiljøer, børn indgår i, når man skal udvikle tiltag og indsatser for børn med støttebehov. Det kræver fokus på, at udfordringer blandt børn ofte er reaktioner på de omgivelser, børnene er i.
Undersøgelsen viser desuden, at det er vigtigt at inddrage børn og deres forældres perspektiver, da de bærer på viden, der kan være afgørende for at imødekomme udfordringer i skolen. Det styrker samarbejdet, når de fagprofessionelle regelmæssigt tager kontakt til forældrene for at give status på deres børns forløb og lytte til deres bekymringer og spørgsmål. Det kan for eksempel handle om de justeringer, lærerne afprøver i skolen.
Det styrker også indsatserne, når de fagprofessionelle i skoler, dagtilbud, PPR og andre forvaltningsenheder koordinerer deres arbejde og deler viden om, hvilke tiltag der er sat i værk. Det er et ledelsesmæssigt ansvar – i både kommunale forvaltninger og på skoler – at skabe gode rammer for denne vidensdeling. På samme vis er det vigtigt, at der er en tydelig ansvarsfordeling mellem de fagprofessionelle.
Endelig er det vigtigt at få overleveret relevante oplysninger om barnets støttebehov, når der er medarbejderudskiftning, eller hvis barnet starter i en ny klasse eller skole.
"Jeg tror på, at vi kan lykkes med at få flere børn til at være en del af fællesskabet i deres lokale folkeskole. Men det kræver, at vi ved, hvad der virker. Det bliver vi heldigvis klogere på i takt med, at flere og flere kommuner har fokus på inkluderende læringsmiljøer. Derfor er det også vigtigt, at vi fra centralt hold støtter udviklingen og blandt andet kommer med konkrete bud på, hvad der kan gøres, så folkeskolen bliver mere rummelig," siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen består af en analyserapport og to publikationer med anbefalinger, som er udarbejdet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet som en del af VIBUS – Vidensenhed for børn og unge med særlige behov.
Udgivelserne bygger på en omfattende kvalitativ undersøgelse foretaget i tre kommuner. Undersøgelsen er baseret på interviews med forældre til børn med støttebehov samt interviews og workshops med ledere og medarbejdere i kommunale forvaltninger, skoler og dagtilbud.
Udgivelserne er rettet mod ledere og medarbejdere i forvaltninger, PPR, skoler og dagtilbud og kan bruges som inspiration til udvikling af lokale retningslinjer og praksis.
Analyserapporten giver et dybdegående indblik i og konkrete eksempler på udfordringer og muligheder i forløb for børn med støttebehov.
Publikation 1: Fælles forståelse og tværfagligt samarbejde giver otte anbefalinger til, hvordan ledelsen i kommunale forvaltninger og på skoler kan styrke det tværprofessionelle samarbejde ved at skabe en fælles forståelse af børns behov og muligheder for deltagelse.
Publikation 2: Samarbejde mellem fagprofessionelle og familier giver ti anbefalinger til, hvordan fagprofessionelle i kommunale forvaltninger og på skoler kan styrke samarbejdet med forældre gennem et fokus på inddragelse, kommunikation og sammenhæng.