Danske elever har generelt stor tro på egne evner, og mange oplever stærke fællesskaber i skolen. Det viser en ny undersøgelse fra Grundskolepanelet, som består af ledere, lærere, pædagoger og elever fra udvalgte folkeskoler og frie grundskoler.
Undersøgelsen viser, at hele 77 procent af eleverne er glade for deres lærer, og knap tre ud af fire elever udtrykker et stærkt tilhørsforhold til deres klasse og skole. Omvendt er der kun 8 procent af eleverne, som er uenige i, at de er glade for deres lærer og 8 procent af eleverne, som ikke føler, at de hører til på deres skole.
”Når størstedelen af eleverne kan lide at gå i skole og har tillid til deres egne evner, er der rigtig meget, der lykkes. Det vidner om en stærk folkeskole, hvor lærerne laver spændende undervisning, og hvor børnene får venner og indgår i et fællesskab. Det er godt, men vi må aldrig glemme de få, der ikke forbinder skolen med noget rart. Derfor er jeg også glad for, at vi med skolereformen laver et kvalitetsløft, der blandt andet sikrer mere varieret undervisning og mere støtte til de fagligt svageste elever,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Undersøgelsen viser også, at de fleste elever har stor tro på egne evner. Syv ud af ti elever føler sig sikre på, at de kan klare de udfordringer, de møder i skolen. Der er dog forskelle mellem kønnene, når det kommer til troen på egne evner og frygten for at fejle.
Omkring halvdelen af pigerne er bange for, at de ikke er gode nok, når de ikke klarer sig godt i skolen, mens det kun gælder for cirka en fjerdedel af drengene.
Elevernes tro på egne evner, skoletilhørsforhold og oplevet støtte i hjemmet
Grundskolepanelet har i undersøgelsen set på elevernes tro på egne evner, deres frygt for at fejle, motivation og arbejdsindsats i undervisningen. Derudover er eleverne blevet spurgt ind til relationer til lærere og andre elever samt deres oplevelse af støtte i hjemmet.
Resultaterne viser blandt andet, at:
- 70 procent af eleverne tror på egne evner mht. at løse problemer og klare det, som de sætter sig for. Drengene tror i højere grad på egne evner end pigerne.
- Ca. 50 procent af pigerne er bange for, hvad andre mener om dem, og at de ikke er gode nok, når de ikke klarer sig godt. Det gælder ca. 25 procent af drengene.
- 69 procent af eleverne svarer, at det er vigtigt for dem at være gode i matematik eller dansk. 46 procent af eleverne svarer, at de øver sig, hvis der er noget, de ikke er gode til.
- 77 procent af eleverne udtrykker, at de er glade for deres lærer. Godt 75 procent af eleverne udtrykker et stærkt tilhørsforhold til både deres klasse og skole.
- 78 procent af eleverne svarer, at en voksen i hjemmet for det meste eller altid hjælper dem med skoleopgaver, hvis de har brug for det.
Om undersøgelsen
Grundskolepanelet er en spørgeskemaundersøgelse blandt et fast panel af 180 folkeskoler og 57 frie grundskoler. Panelet består af ledere, lærere, pædagoger og elever fra 4., 6. og 8. klasse. Her deltager 548 ledere, 587 pædagoger, 1.941 lærere og 17.168 elever i undersøgelsen. Undersøgelser i Grundskolepanelet gennemføres hvert andet år.