Hop til indhold

Som tilskudsmodtager skal du være opmærksom på betingelserne i bevillingsbrevet, som udgør de grundlæggende forudsætninger for ministeriets tilsagn om tilskud. Se også eventuel puljeudmelding i puljeoversigten.

Udbetaling af tilskud

Tilskuddet udbetales til tilskudsmodtagers NemKonto.

Tilskuddet udbetales i rater jævnt fordelt over projektperioden. Raternes antal og størrelse afhænger af varigheden af projektperioden og det samlede tilskuds størrelse.

Ministeriet tilbageholder som udgangspunkt 10-20 procent af tilskudsbeløbet, som udbetales efter, at afrapportering for tilskuddet er modtaget og gennemgået.

Nærmere information om udbetaling af tilskuddet fremgår af bevillingsbrevet.

Ændringer i projektet

Hvis der ønskes ændringer i projektet eller den aktivitet, der er givet tilsagn om tilskud til, herunder tidsplan og budget, skal ministeriet godkende ændringerne. Ansøgning om godkendelse af ændringerne skal som hovedregel være behandlet af ministeriet, inden ændringerne igangsættes.

Såfremt ændringen har betydning for projektets økonomi, skal du også udarbejde et revideret budget, som tager højde for ændringen. Bemærk dog, at en budgetændring ikke kan indebære forhøjelse af det samlede tilskud.

Hvis ændringen er så omfattende, at projektet ændrer karakter og ikke længere vurderes at bidrage til puljens formål, kan ministeriet trække tilsagnet om tilskuddet til projektet tilbage.  

Timelønssatser

Ved frikøb af lærere skal uddannelsesinstitutionerne i regnskabet  anvende de lærerarbejdstimesatser, som fremgår af oversigten over timelønssatser for det år, hvor tilskuddet blev givet. Dette gælder også ved flerårige projekter. Oversigten kan findes længere nede på siden. Eventuelle andre timelønssatser, der skal anvendes i regnskabet, vil fremgå af puljeudmeldingen.

Uddannelsesinstitutioner, som hører under ministeriets ressort, har pligt til at anvende de relevante timelønssatser. Ved at slå institutionstypen fra oversigten over timelønssatser op i Institutionsregisteret kan man se, hvilke institutioner der hører til i de enkelte institutionstyper. I alle andre sammenhænge anvendes som udgangspunkt de timelønsatser for hver af de involverede personer, som følger af gældende overenskomster, således at regnskabet viser den faktiske løn for de involverede.

 

Moms

Tilskudsmodtager må i regnskabet kun inkludere faktisk købsmomsudgifter i det omfang, det ikke er muligt at få momsen kompenseret via anden generel momskompensationsordning. Selvejende institutioner på det regulerede område henvises til ministeriets momskompensationsordning.

Delafrapportering

Ministeriet kan i bevillingsbrevet stille krav om, at tilskudsmodtager i løbet af projektperioden skal aflevere delrapport og delregnskab for projektet eller aktiviteten for at dokumentere, at fremdriften i projektet er i overensstemmelse med ansøgningen.

Delrapporten skal redegøre for projektets eller aktivitetens status. Nærmere krav til indholdet i delrapporten vil fremgå af bevillingsbrevet.

Delregnskabet skal være sammenligneligt med det godkendte budget og revideres i overensstemmelse med bestemmelserne i bevillingsbrevet.

Slutafrapportering

Ved projektets eller aktivitetens afslutning skal tilskudsmodtageren som udgangspunkt fremsende en rapport og et regnskab. De konkrete krav til afrapporteringen vil altid fremgå af bevillingsbrevet.

Slutrapporten skal udarbejdes i overensstemmelse med kravene i bevillingsbrevet, og den skal redegøre for, hvordan og i hvilken grad formålet med tilskuddet er blevet opfyldt.

Slutregnskabet skal være sammenligneligt med det godkendte budget og revideres i overensstemmelse med bestemmelserne i bevillingsbrevet.

Eventuelt produkt

Ministeriet kan stille krav om offentliggørelse af eventuelle produkter udviklet i projektet. Sådanne krav vil fremgå af bevillingsbrevet.

Fremsendelse af materiale

Alt materiale, herunder ansøgning om godkendelse af ændringer, skal sendes til puljefou@uvm.dk, medmindre andet fremgår af bevillingsbrevet. Projektnummer og projekttitel skal angives i emnefeltet.

Frister for fremsendelsen af del- og slutafrapportering vil fremgå af bevillingsbrevet.

Retningslinjer for tilskudsmodtagere om forvaltning af projekter på Børne- og Undervisningsministeriets område

Som tilskudsmodtager skal du følge disse retningslinjer i forvaltningen af projektet.

Retningslinjer for tilskudsmodtagere (pdf)

Sidst opdateret: 31. januar 2024