Hop til indhold

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har nedsat en arbejdsgruppe bestående af bl.a. forskere og praktikere, der skal udarbejde anbefalinger til kriterierne for en mærkning af de test, som udbydes af private og offentlige leverandører. Det sker som et led i implementeringen af den politiske aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem. Arbejdsgruppen har afleveret sine anbefalinger til Børne- og Undervisningsministeriet i september 2023, og ordningen forventes at blive lovbehandlet i 2024 og træde i kraft i 2025.

Formålet med mærkningsordningen er at fremme skolernes og kommunernes overblik over test fra offentlige og private leverandører, så skoler og kommuner kan se, hvordan styrelsen vurderer de test, de ønsker at erhverve sig. De mærkede test vil blive formidlet via Test- og Evalueringsbanken på emu.dk. Offentlige og private leverandører af test vil frivilligt og gratis kunne søge om at opnå en mærkning.

Arbejdsgruppens medlemmer

Leder af National Center for Skoleforskning ved DPU, Christian Christrup Kjeldsen, er formand for arbejdsgruppen.

Derudover består gruppen af følgende medlemmer:

  • Carsten Elbro, leder af Center for læseforskning og professor i læsning ved Københavns Universitet
  • Lone Anesen, lærer på Strynø Skole og matematikvejleder på Ørstedskolen
  • Martin Stolpe Andersen, projektleder hos Dansk Psykologisk Forlag
  • Ole Hallenberg, lærer på Sofiehøj Friskole
  • Palle Olesen, skolekonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune
  • Slobodanka Dimova, professor i flersprogethed og sprogevaluering, Center for Internalisering og Parallelsproglighed, Københavns Universitet

Involvering af folkeskolens parter

Parterne i Sammen om Skolen har sideløbende med arbejdsgruppens arbejde givet input til arbejdsgruppens anbefalinger til kriterier for en mærkningsordning.

Tidsplan for udarbejdelsen af mærkningsordningen

Arbejdsgruppen mødtes for første gang den 10. maj 2023 og afleverede sine anbefalinger i september 2023.  Nu skal Børne- og Undervisningsministeriet beslutte, hvordan den endelige model skal udformes, herunder de endelige fastsatte kriterier, der bl.a. skal tage hensyn til konkurrence- og statsstøtteretlige aspekter.

Mærkningsordningen er planlagt til at træde i kraft i 2025.

Når mærkningsordningen har været i brug i to år, vil Styrelsen for Undervisning og Kvalitet lave en erfaringsopsamling i forhold til ordningen, da efterspørgslen på en frivillig mærkningsordning for test fra offentlige og private testleverandører ikke er kendt i dag.

Nyt evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen

Mærkningsordning for test er ét af mange initiativer under den politiske aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen.

Tilsammen har de forskellige initiativer til formål at styrke evalueringskulturen i folkeskolen ved at

  • bidrage til løbende evaluering og feedback til alle elever
  • bidrage til, at der følges op på elever, der oplever udfordringer
  • styrke den enkelte skole og det lokale skolevæsens evalueringskapacitet.

 Aftalen om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen blev indgået af Folkeskoleforligskredsen i efteråret 2021 efter en tæt dialog med folkeskolens parter i Sammen om Skolen.

Læs mere om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen

Sidst opdateret: 26. februar 2024