Regeringen viderefører opkvalificeringspuljen på dagtilbudsområdet fra 2026. Puljen skal understøtte et bredt løft af kompetencer blandt det pædagogiske personale både i daginstitutioner og dagplejen. Der er afsat ca. 235 mio. kr. i 2026 og ca. 210 mio. kr. i 2027-2030 (2026-niveau) til puljen.
Opkvalificeringspuljen skal føre til flere pædagogiske assistenter og pædagoger samt sikre opkvalificering gennem voksen- og efteruddannelse. Opkvalificeringspuljen har kørt siden 2023 og blev oprindeligt aftalt som en del af Aftalen om minimumsnormeringer fra 2020.
Med genudmøntningen ændres der ikke på rammerne for, hvordan midlerne kan anvendes. Pædagogmedhjælpere kan bl.a. få introkurser, mens erfarne pædagogmedhjælpere kan tage en pædagogisk assistentuddannelsen (PAU) eller meritpædagoguddannelse. Puljen giver derudover uddannet pædagogisk personale og dagtilbudsledere mulighed for specialisering og efteruddannelse samt eksempelvis førstehjælpskurser.
”Den stigende mistrivsel og uro i folkeskolen er et alvorligt problem. Mange børn har svært ved at blive en del af fællesskabet i skoleklassen. En væsentlig del af løsningen er at investere mere i børnehaven. Vi har særligt brug for flere pædagogisk uddannede. I børnehaven skal man blandt andet blive klar til skolen. Ikke ved at lære tal og bogstaver. Men ved at lære at vente på tur, tage imod en kollektiv besked og kende egne og andre børns grænser. Derfor investerer vi i pædagogisk efteruddannelse. Jeg er særligt optaget af, at flere medhjælpere får muligheden for at læse til meritpædagog” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Som noget nyt skal den enkelte kommune udarbejde en lokal plan for opkvalificering af pædagogisk personale i dagtilbud for at kunne anvende midlerne. Det skal gerne medføre, at kommunen arbejder strategisk med opkvalificering af det pædagogiske personale og igangsætter initiativer, der giver et uddannelses- og kompetenceløft på dagtilbudsområdet.
Der er tilstræbt en ubureaukratisk udmøntningsmodel, hvor tilskuddet til den enkelte kommune beregnes for alle årene på baggrund af det forventede børnetal i kommunen i 2026.
Genudmøntning af puljen betyder, at kommuner kan påbegynde nye op-kvalificeringsforløb frem til 31. juli 2031 med forbehold for puljens opretholdelse på de årlige finanslove. Puljen giver således adgang til, at der kan afholdes udgifter for opkvalificeringsforløb, der fx gennemføres i 2034, så længe de er igangsat senest den 31. juli 2031.