Hop til indhold

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) er nu klar med tilsynsplanen for 2023. Tilsynsplanen dækker alle ministeriets uddannelses- og institutionsområder og er styrelsens overordnede arbejdsplan for planlagte tilsynsopgaver i 2023. 

Med tilsynsplanen for 2023 tager styrelsen fat på andet år efter offentliggørelsen af sin tilsynsstrategi for 2022-24. Tilsynsplanen bygger videre på at indfri STUKs målsætning om, at tilsynsindsatsen først og fremmest skal være til gavn for eleverne og kursisterne på landets skoler og institutioner. Det vil styrelsen bl.a. opnå ved at sætte hurtigt ind over for skoler og institutioner med lav kvalitet i undervisningen og hurtigt gøre brug af sanktioner, hvis det er nødvendigt og relevant. Ligeledes vil STUK være konkret og anvisende i sin tilsynsindsats og dele viden om tilsynenes resultater og god praksis med de ansvarlige skoler, institutioner og foreninger for på den måde at understøtte den bedst mulige indvirkning på elevers og kursisters undervisning og uddannelse.

I 2023 vil STUK sætte fokus på tilsyn med specialundervisning på udvalgte fri-, privat- og efterskoler for at undersøge, om specialundervisningen står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolens specialundervisning. Styrelsen vil desuden vurdere, om tilskudsbetingelserne relateret til specialundervisning er opfyldt. Tilsvarende udvikles kvalitetstilsynet på folkeskoleområdet i disse år til også at omfatte specialundervisningsområdet. På erhvervsuddannelsesområdet vil styrelsen fra 2023 føre et årligt tilsyn med erhvervsskolernes indfrielse af de lovbundne måltal for lærepladser, som er en opfølgning på Trepartsaftalen fra november 2020 om flere lærepladser og entydigt ansvar.

Som noget nyt kan STUK i tilsynsplanen for 2023 introducere et sidste underafsnit under alle uddannelsesområder om opmærksomhedspunkter de kommende år. Mens tilsynene i styrelsens tilsynsplaner oftest er udtryk for planlagte aktiviteter et år frem, er opmærksomhedspunkterne udtryk for forskellige emner, som styrelsen har særligt for øje under områderne i et flerårigt sigte. Opmærksomhedspunkterne kan blandt andet omhandle særlige tendenser på uddannelsesområderne, som styrelsen ønsker at følge nærmere. Opmærksomhedspunkterne kan derfor føre til konkrete planlagte tilsyn i kommende år, men de kan også føre til øget vejledning eller understøttelse fra styrelsens side. 

Læs mere tilsynsplanen for 2023 her (pdf).