Fastsættelsen af de endelige kapaciteter er den sidste fase af i alt tre faser for kapacitetsfastsættelse for de gymnasiale uddannelser.
De endelige kapaciteter er Styrelsen for Undervisning og Kvalitets opgørelse af, hvilken kapacitet, målt på antal elevpladser, der tildeles det enkelte gymnasiale udbud på henholdsvis htx, hhx, stx, hf og preib for skoleåret 2025/26.
De endelige kapaciteter for skoleåret 2025/26 er udmeldt den 24. april 2025, og de sætter rammen for fordelingen af alle de ansøgere, der har søgt inden ansøgningsfristen den 1. marts 2025 kl. 12.
Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har fastsat de endelige kapaciteter med udgangspunkt i de foreløbige kapaciteter og de faktiske søgetal til de gymnasiale uddannelser. Kapaciteterne er fastsat med inddragelse af regionerne og input fra institutionerne.
De endelige kapaciteter er bindende for institutionen, men regionsrådet har mulighed for at hæve kapaciteten midlertidigt med en eller flere elevpladser til bl.a. ufordelte ansøgere og eftertilmeldere.