Hop til indhold

Du kan kontakte styrelsen, hvis du har spørgsmål om lovgivningen på friskoleområdet eller vil vide mere om, hvordan reglerne skal forstås i praksis. Du kan også kontakte os, hvis du er bekymret over forholdene generelt på en skole.

Hvis du vil klage over en fri grundskole

Du kan ikke klage til styrelsen over en sag eller konflikt på en skole. Styrelsen kan ikke føre sager på vegne af forældre og elever eller tage parti i konflikter mellem forældre, elever og skoler.

Hvis du ønsker at klage over en fri grundskole, skal du henvende dig til skolens bestyrelse, som er skolens øverste ledelsesorgan.

Hvis du er bekymret over forholdene på en fri grundskole

Forældre, lærere og andre omkring eleverne kan rette henvendelse til styrelsen, hvis man er bekendt med oplysninger om, at en skoles praksis ikke overholder friskolelovens regler.

Styrelsen har ansvar for at føre et overordnet tilsyn med undervisningen på de frie skoler. Tilsynet tager udgangspunkt i, at kvalitetssikring og regeloverholdelse er et lokalt ansvar, der skal løftes af de enkelte skolers ledelse og bestyrelser.

Du kan derfor henvende dig til styrelsen, hvis du er bekymret over nogle forhold på en skole. Det kan fx være manglende undervisning i et lovpligtigt fag, manglende samtale med en elev eller anden inddragelse af elevens perspektiv forud for en udskrivning eller manglende overholdelse af frihed og folkestyre-kravet.

Læs mere om frihed og folkestyre-kravet

Læs mere om stå mål med-kravet

Styrelsen fører tilsyn med, om skolerne generelt overholder friskoleloven. Når styrelsen modtager din henvendelse om en skoles praksis, vil vi vurdere, om der er grundlag for at indlede en tilsynssag.

Hvis styrelsen indleder et tilsyn med skolen

Hvis vi vurderer, at skolen skal i tilsyn på baggrund af din henvendelse og evt. andre forhold, omhandler dette udelukkende skolens overholdelse af reglerne for frie grundskoler, efterskoler og frie fagskoler.

Henvendelser fra fx forældre, lærer eller elever indgår som information i vores vurdering, men giver ikke henvender status som part i en eventuel sag. Som henvender vil man derfor ikke blive inddraget i den videre sagsbehandling eller blive orienteret om sagens videre forløb.

Læs om styrelsens tilsynspraksis

Hvad kan du kontakte styrelsen om?

Du kan kontakte styrelsen, hvis du:

  • Har spørgsmål til lovgivningen på friskoleområdet
  • Har behov for generel vejledning om, hvilke regler og krav, der gælder
  • Vil gøre opmærksom på bekymrende forhold på en fri grundskole

Styrelsen kan ikke hjælpe med:

  • Klager over konkrete hændelser eller personer
  • Konflikter mellem forældre og skole
  • Pædagogiske vurderinger i enkeltsager
  • Juridisk bistand eller partsrepræsentation
Sidst opdateret: 18. august 2025