Alle elever på folkeskoler har ret til at danne et elevråd, hvis skolen har mindst 5. klassetrin.
Hvis eleverne ikke af sig selv danner et elevråd, skal skolens ledelse opfordre dem til at gøre det.

Elevernes interesser

Elevrådet taler på elevernes vegne, i samarbejde med skolens ledelse, lærere og pædagoger. På den måde varetager elevrådet elevernes interesser.

Valgret

Alle elever på skolen har valgret og er valgbare til elevrådet. Der afholdes valg til elevrådet hvert år inden udgangen af oktober måned.

Vedtægter

Elevrådet skal have et sæt vedtægter, som er reglerne for elevrådet og dets arbejde. Reglerne for elevrådets vedtægter står i bekendtgørelsen om elevråd (retsinfo.dk)

Sidst opdateret: 27. april 2017