Kommunalbestyrelsen har det overordnede ansvar for skolestrukturen i kommunen. Det betyder, at den træffer beslutninger om blandt andet
- antallet af folkeskoler
- hver enkelt skoles omfang med hensyn til klassetrin
- opdeling af en skole i afdelinger.
Beslutninger om skolestruktur kan kun træffes af kommunalbestyrelsen og ikke af fx forvaltning, skoleledere eller skolebestyrelser. Beslutningerne skal vedtages politisk efter høring af de berørte skolebestyrelser.
Kommunalbestyrelsen kan også sætte overordnede mål og rammer for elevernes fordeling i klasserne, men skolebestyrelsen skal have mulighed for at fastsætte lokale principper om fordelingen.
Skolens daglige ledelse og beslutninger om elever
Skolelederen står for den administrative og pædagogiske ledelse og træffer alle konkrete beslutninger vedrørende eleverne. Det gælder fx
- hvilken afdeling en elev skal undervises på
- placering i klasser, fx ved skolestart i børnehaveklassen
- hverdagsforhold som undervisningens tilrettelæggelse og brug af lokaler.
Disse beslutninger træffes inden for de mål og rammer og principper, som kommunalbestyrelsen henholdsvis skolebestyrelsen har fastsat.
Kommunalbestyrelsen kan ikke ændre konkrete afgørelser om elever, der er truffet af skolelederen.
Skoler med flere afdelinger
En folkeskole kan have flere afdelinger placeret på forskellige adresser. En skole med flere afdelinger kan dog kun indgå i ét skoledistrikt.
Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, om en skole skal oprette eller nedlægge afdelinger. Beslutningen kan ikke delegeres til forvaltningen eller fx skolens leder, da det angår skolens struktur, og skal derfor træffes af kommunalbestyrelsen på et møde.
Kommunen er ansvarlig for at registrere både skolen og dens afdelinger korrekt i Institutionsregistret.
Skolens leder fordeler eleverne på skolens afdelinger og klasser. Forældre og elever har ikke krav på optagelse på en bestemt afdeling.
Hvis en skole har flere afdelinger, skal kommunen være opmærksom på, at der ikke må oprettes separate distrikter for de enkelte afdelinger. Hele skolen – uanset antal afdelinger – skal have ét samlet skoledistrikt.
En afdeling af en skole
En afdeling af en skole er et lokalt undervisningssted, hvor der er undervisning i mere end blot et enkelt eller et par fag. Afdelingen har en klar geografisk afstand til skolens andre undervisningssteder.
En geografisk samlet skole kan ikke opdeles i afdelinger.
Fx er en svømme- eller idrætshal, der ligger afsondret fra resten af skolen, ikke en afdeling.
Proces og regler for at nedlægge en skole
Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, at en skole skal nedlægges.
Kommunalbestyrelsen skal følge en fastlagt procedure for at sikre transparens og borgerinddragelse.
Krav til tidsplan og proces for at nedlægge en skole:
- Beslutningen skal være truffet senest 1. marts det år, hvor nedlæggelsen skal have virkning fra august.
- Kommunen skal offentliggøre forslaget om nedlæggelse på kommunens og skolens hjemmeside.
- De berørte skolebestyrelser skal høres senest samtidig med offentliggørelsen.
- Der skal være mindst otte ugers indsigelsesfrist.
- Ved indsigelser kan beslutningen først træffes mindst fire uger efter fristen udløber.
Vi anbefaler at afsætte mindst 12 uger fra offentliggørelse til forslaget vedtages inden den 1. marts.
Lovgivning og relevante paragraffer
Folkeskoleloven
- § 24, stk. 4 om beslutning nedlæggelse af en skole
- § 40, stk. 2 om kommunalbestyrelsens beslutninger der er omfattet af et delegationsforbud
- § 44, stk. 2 om skolebestyrelsens fastsættelse af principper
- § 45, stk. 2 om skolelederens kompetence til at træffe alle beslutninger om skolens elever