Hop til indhold

Elevers og lærlinges oplæring foregår i virksomheder, som er godkendt af det faglige udvalg for den pågældende uddannelse. Regeringen og arbejdsmarkedets parter har med Trepartsaftale om initiativer til at modgå seksuel chikane på arbejdspladser sikret en bedre retsstilling for elever og lærlinge, som udsættes for seksuel chikane i oplæringsvirksomheden.

Ophævelse af uddannelsesaftale

Elevers/lærlinges oplæring i virksomheder er omfattet af en uddannelsesaftale, som er indgået mellem eleven/lærlingen og virksomheden. Uddannelsesaftalen kan ikke opsiges af aftalens parter. Dog kan den ene part ophæve aftalen, hvis den anden part væsentligt misligholder sine forpligtelser.

Seksuel chikane, som det er defineret i ligebehandlingsloven, er som udgangspunkt en væsentlig misligholdelse, der kan begrunde ophævelse af en uddannelsesaftale. Der vil dog være tale om en konkret vurdering i den enkelte sag. Vurderingen foretages af elevens/lærlingens skole eller Tvistighedsnævnet afhængigt af sagens forløb.

Hvis uddannelsesaftalen ophæves på baggrund af en påstand om seksuel chikane, vurderes uddannelsesaftalen at være mistet uforskyldt. Hvorvidt uddannelsesaftalen er mistet uforskyldt har betydning for elevens/lærlingens mulighed for at komme i skoleoplæring eller i skoleundervisningen, hvis uddannelsen ikke har skoleoplæring. 

Optagelse i skoleoplæring

Elever og lærlinge, som uforskyldt har mistet uddannelsesaftalen, skal tilbydes optagelse i skoleoplæring. Hvis uddannelsen ikke har skoleoplæring, skal eleven/lærlingen i stedet for tilbydes optagelse i skoleundervisningen.

Hvis der er indbragt en tvistighed for det faglige udvalg, kan eleven/lærlingen først optages i skoleoplæring eller i skoleundervisning i uddannelser uden skoleoplæring, når tvisten er færdigbehandlet, f.eks. ved at der er indgået forlig.

Hvis tvisten angår seksuel chikane og indbringes for Tvistighedsnævnet, efter der forgæves har været forsøgt indgået forlig mellem parterne med hjælp fra det faglige udvalg, så kan eleven/lærlingen optages i skoleoplæring eller skoleundervisningen, mens sagen behandles i Tvistighedsnævnet. Hvis eleven ikke får medhold i Tvistighedsnævnet, kan eleven/lærlingen ikke fortsætte i skoleoplæring eller skoleundervisningen i uddannelser uden skoleoplæring. Det bliver af den grund en forudsætning for, at eleven/lærlingen kan forsætte sin uddannelse, at den pågældende indgår en uddannelsesaftale med en anden oplæringsvirksomhed.

Hvis Tvistighedsnævnets afgørelse indbringes for domstolene, kan eleven/lærlingen fortsætte i skoleoplæring, hvis eleven/lærlingen fik medhold i Tvistighedsnævnet.

Rammerne for optagelse i skoleoplæring, mens sager om seksuel chikane behandles i Tvistighedsnævnet, er omtalt i kapitel 2.4. i håndbogen Skoleoplæring i erhvervsuddannelserne (pdf)

Formidling af lærepladser

En elev eller lærling, som udsættes for seksuel chikane, og af den årsag uforskyldt har mistet sin læreplads, er som udgangspunkt i en sårbar situation uddannelsesmæssigt og derved potentielt frafaldstruet. 

Skolerne skal foretage en særlig intensiveret indsats og formidling af lærepladser over for frafaldstruede elever. Når en elev mister sin uddannelsesaftale uforskyldt, har skolen altså pligt til at tage hånd om eleven og opsøge og formidle en ny læreplads til eleven. Hensigten er, at eleven eller lærlingen kan fortsætte uddannelsen i en anden virksomhed eller anden afdeling af samme virksomhed.

Skolernes pligt til at formidle en anden læreplads er omtalt i afsnit 1.3. i Vejledning om ansvars- og opgavefordelingen i forbindelse med det lærepladsopsøgende arbejde (pdf)

Tilbagekaldelse af godkendelse til at være oplæringsvirksomhed

Det faglige udvalg kan helt eller delvist tilbagekalde en godkendelse af en oplæringsvirksomhed, hvis betingelserne for godkendelsen ikke længere er opfyldt. Betingelserne er, at virksomheden skal være i stand til at gennemføre oplæringen i overensstemmelse med reglerne om oplæringen og kan give elever og lærlinge tilfredsstillende oplæringsforhold. Den sidstnævnte betingelse er relevant i sager om tilbagekaldelse af godkendelser på baggrund af sager om seksuel chikane, som ikke er blevet håndteret.

Rammerne for at tilbagekalde en godkendelse helt eller delvist fremgår af denne vejledning til de faglige udvalg (pdf)

Forslag om fast track i faglige udvalg og Tvistighedsnævnet

Et udvalg nedsat af Børne- og Undervisningsministeriet har stillet forslag om en særlig hurtig og tryg proces (fast track) i de faglige udvalgs og Tvistighedsnævnets behandling af sager om seksuel chikane. Udvalget foreslår, at:

  • BUVM og arbejdsmarkedets parter retter fælles henvendelse til de faglige udvalg med en opfordring til at udarbejde en procedurebeskrivelse for udvalgets behandling af sager om seksuel chikane.
  • Der bør indføres lovhjemmel til, at Tvistighedsnævnet behandler sager om seksuel chikane i et fast track.
  • BUVM gennemfører en evaluering af fast tracks i de faglige udvalg og Tvistighedsnævnet, når der er høstet tilstrækkelige erfaringer, hvilket f. eks. kan være inden for tre år.

Forslagene er udfoldet i udvalgsrapportens kapitel 5, som kan findes på uvm.dk

Børne- og undervisningsministeren vil se nærmere på udvalgets forslag og tage stilling til dem.

Sidst opdateret: 15. februar 2024