Med aftalen om en markant styrkelse af erhvervsuddannelser investeres en halv milliard kroner årligt i erhvervsuddannelserne. Aftalepartierne er enige om i alt 31 initiativer, som fordeler sig på 8 overordnede områder:
-
Gode rammer for attraktive erhvervsuddannelser
Erhvervsskolerne får et betydeligt løft af økonomien og frihed til lokalt at beslutte, hvordan de bedst løfter kvaliteten til gavn for elever og lærlinge. Der afsættes 262 mio. kr. fra 2025 stigende til 317 mio. kr. varigt fra 2032 og frem til skolerne uden bindinger. Der er også afsat midler til at styrke ungdomsmiljøet på erhvervsuddannelserne og så får erhvervsskolerne øget frihed bl.a. gennem afskaffelse af de fire mål og ved afskaffelse af en række regler og krav.
-
Dygtige undervisere
Dygtige og inspirerende undervisere er afgørende for elevernes motivation og fastholdelse. Aftalen afsætter 100 mio. kr. årligt til at sende flere undervisere på pædagogisk efteruddannelse. Den pædagogiske efteruddannelse for undervisere skal styrkes, og brugen af gæstelærere øges.
-
Flere veje ind på erhvervsuddannelserne
Der skal være flere veje ind på udvalgte erhvervsuddannelser for elever med erfaring, derfor bliver det muligt at fravige de gældende adgangskrav for udvalgte erhvervsuddannelser for ansøgere med et års relevant erhvervserfaring. Derudover igangsættes også to 4-årige forsøgsordninger med udvidede adgange fra FGU og fri fagskoler.
-
Flere elever og lærlinge til udlandet
Andelen af elever og lærlinge, der tager en del af deres uddannelse i udlandet, skal femdobles. Derfor øges tilskuddet til uddannelsesophold i udlandet, og elever, der er i oplæring i en virksomhed i udlandet, får bedre muligheder for at færdiggøre deres uddannelse i Danmark.
-
Erhvervsuddannelse i grænselandet
Aftalepartierne er enige om at afsætte 5 mio. kr. årligt i 2026 og 2027 til erhvervsskoler med udbud i Sydjylland, så skolerne kan udbyde danske erhvervsuddannelser på tysk eller engelsk, og stille undervisningsforløb til rådighed for andre skoler.
-
Flere pædagogiske assistenter
Pædagogiske assistenter spiller en vigtig rolle i det pædagogiske arbejde. Derfor igangsættes en afdækning af, hvordan kvaliteten af den pædagogiske assistentuddannelse (PAU) kan løftes.
-
Færre elever skal falde fra
Det skal ske gennem flere initiativer, der både skal sikre stærke faglige og sociale miljøer på uddannelserne og en øget trivsel på skolen og i oplæringsvirksomheder, og så indeholder aftalen initiativer, der skal hjælpe elever og lærlinge med særlige støttebehov.
-
Lærepladstaxameteromlægning
Fremover vil midlerne blive fordelt efter antallet af elever frem for antallet af indgående lærepladsaftaler mellem elever og arbejdsgivere. Der ændres ikke på erhvervsskolernes opgaver og ansvar for at opsøge og formidle uddannelsesaftaler mellem elever og oplæringsvirksomheder, så det sikres at mindst 80 pct. af eleverne har en læreplads ved afslutning af grundforløb 2.