Hop til indhold

Kommunen skal fastsætte åbningstider og lukkedage for dagtilbud, der hører under kommunens forsyning, så alle børn i kommunen får mulighed for at få et reelt pasningstilbud. Det vil fx sige, at forældre med skæve arbejdstider skal kunne få passet deres barn i hverdage i et dagtilbud i kommunen.

Dagtilbud under kommunens forsyning omfatter kommunale, selvejende og udliciterede daginstitutioner, kommunale og private dagplejere samt puljeordninger.

Åbningstider i dagtilbud

Der er ingen konkrete lovbestemte krav til åbningstider i dagtilbud, men kommunen skal tilbyde pasning alle hverdage, undtagen den 5. juni (Grundlovsdag) og den 24. december (Juleaftensdag).

Åbningstiden skal give forældre et reelt pasningstilbud. Åbningstiden skal samtidig fastsættes, så den er fleksibel og kan dække de forskellige behov for pasning i kommunen.

Kravet om at tilbyde pasning følger af forsyningsforpligtelsen og reglerne om pasningsgarantien i dagtilbudsloven. 

Når kommunen vurderer, om åbningstiden giver et reelt pasningstilbud, skal kommunen bl.a. tage højde for forskellige familie- og arbejdssituationer: 

  • Forældre der arbejder fuldtid. 
  • Forældre der har forskellige arbejdstider, fx tidlige og sene mødetider.
  • Forældres transporttid til og fra arbejde.

Kommunen skal tilrettelægge åbningstiderne i dagtilbuddene, så organiseringen sker på den økonomisk mest hensigtsmæssige måde. Kommunen kan justere åbningstiderne, hvis kommunen vurderer, at den samlede dagtilbudskapacitet afspejler de lokale behov og giver et reelt pasningstilbud for forældrene.

Hvis en forælder har et arbejdsrelateret behov for at få passet sit barn i nattetimerne, kan forælderen ansøge kommunen om kombinationstilbud, som består af en deltidsplads i et dagtilbud og et tilskud til fleksibel pasning. 

Lukkedage i dagtilbud 

En lukkedag er en hverdag, hvor et dagtilbud holder helt eller delvist lukket. Med hverdage menes alle dage undtagen lørdage, søndage og helligdage samt den 5. juni (Grundlovsdag) og den 24. december (Juleaftensdag).

Kommunalbestyrelsen kan fastsætte et maksimum for omfanget af lukkedage, som led i fastsættelsen af serviceniveauet i sine mål og rammer.

Kommunen kan desuden fastsætte lokale retningslinjer for lukkedage og for den alternative pasning i de dagtilbud, der er omfattet af kommunens forsyning. For selvejende og udliciterede daginstitutioner skal eventuelle retningslinjer ske under hensyn til driftsaftalen.

Kommunen kan fx fastsætte retningslinjer om, at der skal være voksne, som barnet kender, når et barn pga. lukkedage er henvist til at benytte et alternativt dagtilbud. Kommunen kan også eksempelvis fastsætte retningslinjer om venskabsinstitutioner eller dagplejegrupper, der kan bidrage til, at barnet føler sig tryg ved den alternative pasning.

En lukkedag kan ske på en dag, hvor fremmødet typisk er lavt, og hvor det derfor ville være uforholdsmæssigt dyrt at holde åbent. 

Lukkedage kan eksempelvis være:

  • I sommerferien
  • Mellem jul og nytår 
  • Fredagen efter Kristi Himmelfartsdag
  • Ved pædagogiske dage eller andre fælles aktiviteter.

Kommunen skal stille alternativ pasning til rådighed, når et dagtilbud under kommunens forsyning holder en lukkedag. Kommunen kan kun undlade at stille alternativ pasning til rådighed, når dagtilbuddet holder lukket:

  • I weekender
  • På helligdage samt 
  • 5. juni (Grundlovsdag) 
  • 24. december (Juleaftensdag)

Det skyldes, at disse dage ikke defineres som lukkedage.

Kriterier for lavt fremmøde

Kommunerne skal selv fastsætte kriterier for lavt fremmøde, som afgør, hvornår der må afholdes en lukkedag i daginstitutioner. Kriterierne skal afspejle, hvornår det er uforholdsmæssigt dyrt at holde åbent.

Kommunen kan vælge at fastsætte enten ét generelt kriterium for lavt fremmøde, der gælder for samtlige institutioner, eller forskellige varierende kriterier, der gælder for forskellige institutioner afhængigt af institutionernes størrelse.

Kommunen skal fastlægge målbare kriterier, der kan bruges til at vurdere, hvornår fremmødet er lavt nok til at holde lukket.

Klik på overskrifterne herunder for at læse mere om kriterier for lavt fremmøde.

Kommunen kan vælge mellem to modeller, når den fastsætter kriterier for lavt fremmøde.

Model 1: Et maksimalt antal børn, der må have behov for pasning

Kommunen fastsætter et maksimum for, hvor mange børn der må have behov for pasning, før der kan holdes lukket i kommunens daginstitutioner. Kommunen skal tage hensyn til forholdet mellem antallet af børn og pædagogisk personale i kommunens institutioner.

Model 2: En maksimal procentdel af børnene, der må have behov for pasning

Kommunen fastsætter en grænse for, hvor stor en procentvis andel af børn med pasningsbehov, før der kan holdes lukket i kommunens daginstitutioner. Kommunen kan fastsætte et eller flere procentvise kriterier for lavt fremmøde. Det kan være hensigtsmæssigt at tage hensyn til både antallet af børn og forholdet mellem antallet af børn og pædagogisk personale, så der også tages hensyn til daginstitutionernes størrelse.

 

Eksempel på model 1: Et maksimalt antal børn, der må have behov for pasning

En daginstitution må ikke holde lukket, hvis flere end fx 12 børn har et pasningsbehov. 

Lavt fremmøde skal ses i en ressourcemæssig kontekst, så fastsættelsen af kriteriet kan eksempelvis tage udgangspunkt i den situation, hvor det ikke er muligt at tilpasse de personalemæssige ressourcer, og hvor normeringen (personale pr. barn) derfor bliver markant højere end det generelle niveau i institutionen.

Eksempel på model 2: En maksimal procentdel af børnene, der må have behov for pasning

I denne tabel fremgår eksempler på kriterier for lavt fremmøde, fastsat som en procentdel, i forhold til forskellige institutionsstørrelser.

Institutionsstørrelse

Kriterium for hvilken andel af børnene i en institution der skal have et pasningsbehov, for at fremmødet regnes som lavt 

Forklaring
80 indskrevne børn
15 procent

Lukkedage kan kun afholdes, når maks. 15 pct. af institutionens indskrevne børn har et pasningsbehov.

60 indskrevne børn
20 procent

Lukkedage kan kun afholdes, når maks. 20 pct. af institutionens indskrevne børn har et pasningsbehov.

40 indskrevne børn
30 procent

Lukkedage kan kun afholdes, når maks. 30 pct. af institutionens indskrevne børn har et pasningsbehov.

Før kommunen eller daginstitutionen kan beslutte at afholde lukkedage, skal det vurderes, om pasningsbehovet i den enkelte daginstitution eller i den enkelte enhed eller afdeling i daginstitutionen ligger inden for kommunens kriterier for lavt fremmøde for hver af de ønskede lukkedage.

Det er kommunens ansvar, at kommunens eller daginstitutionens vurdering er saglig og afspejler forældrenes reelle pasningsbehov. 

Kommunen kan i vurderingen eksempelvis inddrage erfaringer fra tidligere år, input fra forældrebestyrelser og forældremøder.

Kommunalbestyrelsen kan vælge at uddelegere beslutningen om placering af lukkedage til forældrebestyrelsen i kommunens daginstitutioner. Det vil sige, at det i stedet er forældrebestyrelsen, som træffer beslutningen om lukkedage.

Beslutningen om placeringen af lukkedage skal ske inden for de kriterier for lavt fremmøde, som kommunen har fastsat.

 

Privatinstitutioner og lukkedage

Kommunen kan ikke stille krav om antallet af lukkedage i en privatinstitution. Til gengæld skal kommunen stille krav om, at privatinstitutionen skal tilbyde alternativ pasning på sine lukkedage. Hvis privatinstitutionen holder flere lukkedage end det kommunale maksimum, kan kommunen tage højde for det i beregningen af driftstilskuddet.

Dagplejen og lukkedage

I et dagplejehjem er der typisk kun én ansat. Det betyder, at dagplejeren ikke kan modtage børn ved fx sygdom, kurser og ferie. Derfor skal kommunen skaffe alternativ pasning til dagplejebørnene, når dagplejeren er fraværende.

Kommunen skal informere forældrene generelt om, hvordan kommunen tilrettelægger den alternative pasning, når dagplejeren er fraværende. Det kan eksempelvis være, hvis der benyttes dagplejegrupper. Hvis der er etableret en fast ordning for, hvor den alternative pasning finder sted, hvis barnets faste dagplejer er fraværende, skal dette oplyses.

Selvejende og udliciterede daginstitutioner og lukkedage

Kommunalbestyrelsen kan fastsætte et maksimum for antallet af lukkedage i selvejende og udliciterede daginstitutioner. 

Institutionerne skal overholde det fastsatte maksimum, men kan vælge at afholde færre lukkedage, hvis de samtidig lever op til det kommunalt fastsatte serviceniveau.

Private pasningsordninger og lukkedage

Der er ingen krav om alternativ pasning, når en privat pasningsordning holder lukkedage. 

Sidst opdateret: 31. oktober 2025