Hop til indhold

Før prøven begynder

Har i husket at tilmelde jeres eksaminander til prøverne i XPRS?

Institutionen skal huske at indberette prøveplaner til XPRS. Det er institutionens leder, der har ansvaret for, at alle kursister er tilmeldt korrekt til prøverne. Indberetningen til XPRS sikrer blandt andet:

  • At institutionen modtager det korrekte antal prøvesæt til de skriftlige censorbedømte prøver
  • At institutionen modtager information om censor til de skriftlige prøver

Institutionen vil modtage meddelelser fra XPRS vedr. informationer om tilmelding og censorfordeling. 

Har i husket at bestille prøvemateriale i Prøveshoppen?

Institutionen skal være opmærksom på fristen for bestilling af fysisk prøvemateriale via Prøveshoppen.

Det er ikke muligt at foretage efterbestillinger. Det betyder, at hvis institutionen ikke bestiller det korrekte antal prøvesæt inden for den angivende frist, skal institutionen selv printe evt. prøvemateriale via Prøveshoppen.

Prøvematerialet er tilgængeligt på Prøveshoppen senest fem hverdage før prøvens begyndelse. 

Har I afstemt med eksaminator og censor, hvordan besvarelserne skal sendes?

 Efter prøveafholdelsen skal både censor og eksaminator bedømme prøven, hvorefter de ved konferering fastsætter en karakter. 

Af hensyn til at lette samarbejdet, anbefaler styrelsen, at institutionen:

  • I god tid før prøven tager kontakt til eksaminator og censor, så format for forsendelse af besvarelserne tur-retur er afstemt og koordineret (Rekommanderet post/breve, ZIP-filer, Sikkerpost etc.)
  • Af hensyn til at reducere den administrative byrde og risiko for bortkomne prøver i posten, anbefaler styrelsen, at besvarelserne sendes digitalt.
  • Ved digital oversendelse samler besvarelserne i én PDF pr. prøveniveau, så censor/eksaminator ikke skal åbne én fil pr. opgavebesvarelse.
  • Undersøger muligheden for, at eksaminander kan besvare skriftlige prøver i hånden med kuglepind, så besvarelsen tydeligt kan læses ved evt. digital scanning.

Bemærk, at følgende prøver har én bedømmer:

  • dansk, sproglig prøve niveau G og D
  • dansk som andetsprog, sproglig prøve niveau G
  • engelsk, prøven i læseforståelse, niveau G.
Har I modtaget det trykte prøvemateriale?

To - tre uger inden de skriftlige prøver sender trykkeriet prøvematerialet til institutionerne. Institutionen skal sikre, at prøvematerialet er korrekt i forhold til de prøver, der bliver afholdt på institutionen.

Hvis der er fejl i antallet af pakker, som institutionen har modtaget, skal institutionen selv printe prøvematerialet til den pågældende prøve via Prøveshoppen. Materialet er tilgængeligt i Prøveshoppen senest fem hverdage før den pågældende prøve skal afvikles. 

Har institutionen modtaget for meget prøvemateriale, skal institutionen enten makulere det overflødige materiale eller opbevarer dette utilgængeligt for uvedkommende, inden det potentielt anvendes til undervisningsrelaterede formål (f.eks. terminsprøver). 

Har I kursister, der skal aflægge prøve på særlige vilkår? 

Kursister, der aflægger prøver på særlige vilkår, skal have adgang til tilgængeliggjorte PDF’er. I god tid forinden prøven skal den eksamensansvarlige have læst den tekniske vejledning om download af prøvemateriale.

Læs den tekniske vejledning her

Har I læst styrelsens retningslinjer til prøverne?

Institutionens leder skal sørge for, at alle ansvarlige for prøveafviklingen og den tilsynsførende har læst styrelsens retningslinjer før afvikling af de skriftlige/mundtlige prøver.

Læs styrelsens retningslinjer for de skriftlige prøver her

Derudover påhviler det institutionen at gøre eksaminanderne bekendt med institutionens lokale regler og retningslinjer.  

Ved I, hvad I skal gøre, hvis der opstår et lokalt nedbrud under prøverne? 

Ved lokale nedbrud eller andre lokale problemer kan institutionen henvende sig til Kontor for Prøver, Eksamen og Test for hjælp til at løse problemet.

Efter prøven er aflagt

Har I afsat tid til hurtigst muligt efter prøvens aflæggelse at sende besvarelserne?

Efter modtagelse af prøvebesvarelserne har censor og eksaminator normalt otte hverdage til at foretage bedømmelsen. Efter denne periode fastsættes en karakter ved konferering.

Da det kan tage tid at scanne og sende besvarelserne, skal I gerne have tænkt dette ind som en del af eksamensplanlægningen.

Har I husket at angive kontaktoplysninger i oversendelsen til eksaminator og censor?

Når prøven er aflagt, skal både censor og eksaminator bedømme prøven, hvorefter de ved konferering fastsætter en karakter. 

Derfor er det vigtigt, at der i oversendelsen af besvarelserne til hhv. eksaminator og censor angives kontaktoplysninger på den respektive part (navn, telefonnummer, institution, mailadresse etc.)

Derudover skal besvarelserne sendes retur til VUC’et, hvorfor kontaktoplysninger herpå også skal fremgå tydeligt for eksaminator og censor (VUC’s navn og adresse, mailadresse, telefonnummer, etc.)

 

 

 

 
 
Sidst opdateret: 27. oktober 2025