Hop til indhold

På denne side kan institutioner læse retningslinjer om praktiske og proceduremæssige forhold ved prøveafholdelse af de skriftlige prøver på almen voksenuddannelse (avu), der er fastsat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet jf. § 5 i den almene eksamensbekendtgørelse (retsinformation.dk).

Institutioner kan fastsætte lokale regler og retningslinjer

Institutioner kan vælge at fastsætte yderligere, lokale retningslinjer i forbindelse med prøveafholdelse på avu. Institutionerne kan for eksempel fastsætte retningslinjer om eventuelle frister for tilmelding, prøve- og eksamensperioder samt tidspunkter, konsekvenser af forstyrrende adfærd samt krav om identiteten på en eksaminand ved f.eks. at udbede sig billedlegitimation. 

Institutionens lokalfastsatte regler og retningslinjer skal være tilgængelige på institutionens hjemmeside. jf. § 6, stk. 5, i den almene eksamensbekendtgørelse (retsinformation.dk).

Før afviklingen af den skriftlige prøve 

Institutioner skal i forbindelse med prøveafholdelse udpege en prøveansvarlig, der skal sikre, at prøverne afvikles efter gældende regler og retningslinjer samt være tilgængelig, såfremt der opstår situationer, der kræver handling.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet stiller prøvesæt til rådighed via Prøveshoppen. 

Information om Prøveshoppen og download af prøvesæt fremgår af den tekniske vejledning, som fremgår af styrelsens hjemmeside. 

Bestilling af prøvemateriale

Bestilling af de trykte prøvesæt foregår i Prøveshoppen. Institutionen skal orientere sig i frist for bestilling af prøvesæt i den administrative prøvekalender. Læs mere om teknisk vejledning ved de skriftlige prøver.

Efter modtagelsen af prøvemateriale samt evt. print af ekstra prøvesæt

De trykte prøvesæt sendes til institutionen ca. to uger før prøveterminen. Institutionen skal ved modtagelse af prøvesættene straks kontrollere, at det bestilte antal prøvesæt er modtaget. 

Hvis institutionen oplever ændringer i antallet af eksaminander efter fristen for bestilling af fysisk prøvemateriale eller modtager et forkert antal prøvesæt til en given prøve, skal institutionen printe det digitale prøvesæt via Prøveshoppen.

Prøvematerialet er fortroligt frem til prøvens afholdelse 

Det er vigtigt, at institutionen er særligt opmærksom på, at prøvematerialet behandles fortroligt frem til prøvens begyndelse. Prøvemateriale må kun hentes af de personer, der forbereder prøveafviklingen. Det downloadede materiale skal behandles på en sikker måde, så det ikke kan komme til kendskab for uvedkommende.

Institutionen udpeger tilsynsførende til de skriftlige prøver. 

Undervisere, der har undervist eksaminanderne i det pågældende fag, må ikke være tilsynsførende ved prøven.

Det er institutionens ansvar at sikre, at tilsynsførende er bekendt med reglerne ved den pågældende prøve herunder tilladte hjælpemidler og håndtering af formodning om snyd under prøven. 

Institutionen skal før prøven sikre, at eksaminanderne kender til reglerne for prøven

Før en prøve påbegyndes, påhviler det institutionens ansvar, at eksaminanderne er bekendt med:

  • konsekvenser ved sygdom, udeblivelse og for sent fremmøde
  • tilladte hjælpemidler
  • hvornår en prøve begynder og slutter
  • mulighed for at få tildelt særlige prøvevilkår
  • konsekvenserne af at skaffe sig eller yde uretmæssig hjælp
  • klageprocedure og klagefrister.

Institutionen kan fastsætte yderligere retningslinjer herunder retningslinjer om konsekvenser af forstyrrende adfærd. Institutionen vil kunne kontrollere identiteten på en eksaminand ved at udbede sig billedlegitimation jf. § 6, stk. 4, i den almene eksamensbekendtgørelse (retsinformation.dk).

Aflæggelse af prøver på ordinære og særlige vilkår

Eksaminander kan aflægge avu-prøve på ordinære prøvevilkår eller på særlige prøvevilkår, jf. § 19, i den almene eksamensbekendtgørelse (retsinformation.dk).

Ordinære prøvevilkår Særlige prøvevilkår

Prøverne på almen voksenuddannelse aflægges som udgangspunkt på papir i et trykt prøvesæt.

Dog kan eksaminanden vælge at aflægge prøven på computer til følgende prøver: 

  • skriftlig fremstilling i dansk
  • skriftlig fremstilling i dansk som andetsprog 
  • skriftlig fremstilling i engelsk
  • skriftlig fremstilling i tysk.

Særligt for den skriftlige prøve i matematik

Eksaminanden skal have adgang til computer, da brugen af it indgår i bedømmelseskriterierne.

Eksaminanden skal have adgang til at benytte regneark og andre it-værktøjer, der er anvendt i undervisningen, og som er tilladte ved prøven.

 

Prøven kan aflægges digitalt i en tilgængeliggjort PDF-fil, som institutionen kan tilgå via Prøveshoppen.

Institutionen kontrollerer i god tid inden at prøven begynder, at det korrekte prøvesæt er downloadet på eksaminandens computer, så eksaminanden kan tilgå prøvesættet. 

Eksaminander på særlige prøvevilkår skal også have et trykt/printet eksemplar af prøvesættet stillet til rådighed. 

Selvstuderende

Personer, der ikke er tilmeldt undervisningen, kan indstille sig til prøve som selvstuderende. Det er en forudsætning herfor, at den selvstuderende opfylder adgangskravet for at aflægge prøve jf. § 38 i bekendtgørelsen om almen voksenuddannelse (retsinformation.dk).

Selvstuderende tilbydes faglig vejledning, der gives individuelt eller i grupper af selvstuderende.

Særligt om prøver i forbindelse med fagelementer

Et fagelement leder ikke frem til prøve, men selvstuderende, der ønsker at aflægge prøve efter undervisningen i et fagelement, vil kunne aflægge prøve i faget som selvstuderende.

Læs mere om ofte stillede spørgsmål om almen voksenuddannelse.

Hjælpemidler

Under prøven er anvendelse af hjælpemidler, herunder elektroniske, tilladt, medmindre der i reglernefor den enkelte prøve er fastsat begrænsninger. Eksaminanden har alene adgang til internettet, 
for så vidt angår egne læremidler, egne notater og egne arbejder jf. § 15, stk. 1 og 2 i den almene eksamensbekendtgørelse.

Institutionen skal altid orientere sig i den gældende læreplan for det enkelte fag for at være opdateret på, om der er fastsat yderligere begrænsninger. Læreplan for det enkelte fag og niveau findes på ministeriets hjemmeside om fag og læreplaner.

Institutionen skal være opmærksom på, at reglerne i avu-bekendtgørelsens bilag for enkelte fag begrænser eller afskærer adgangen til at bruge hjælpemidler i forhold til hovedreglen i den almene eksamensbekendtgørelse.

Læs om og se oversigten over tilladte hjælpemidler til skriftlige prøver på avu (pdf)

Brug af AI-baserede værktøjer som f.eks. ChatGPT 

Brug af værktøjer baseret på generativ kunstig intelligens f.eks. ChatGPT og andre lignende værktøjer må ikke anvendes til de skriftlige prøver. Det skyldes, at brugen af sådanne værktøjer betegnes ikke som eksaminandens egen og selvstændige besvarelse, hvorfor anvendelse af sådanne værktøjer betragtes som snyd, jf. § 20 i den almene eksamensbekendtgørelse (retsinformation.dk).

Det er heller ikke tilladt at anvende Google Translate, da dette ikke er ikke omfattet af definitionen ”egne læremidler”, jf. § 15, stk. 2 i den almene eksamensbekendtgørelse (retsinformation.dk).

Google Translate

Google Translate er ikke omfattet af ”egne læremidler”. Det er derfor ikke tilladt at anvende Google Translate eller tilsvarende oversættelsesværktøjer ved prøverne. 

Det er derfor heller ikke tilladt at anvende Words funktioner i form af oversæt eller ordforslag.

Under prøven

Under prøven skal eksaminanden blive siddende på sin plads og må ikke kommunikere med andre. Eksaminanden må kun forlade sin plads i forbindelse med toiletbesøg, hvor den tilsynsførende skal ledsage eksaminanden.  

Håndtering af snyd eller formodning om snyd

Det er institutionslederens ansvar at sikre, at eksaminanden kender reglerne om snyd. Såfremt der under en prøve opstår formodning om snyd, skal tilsynsførende kontakte institutionens prøveansvarlige med henblik på handling. 

Formodning om snyd under en prøve 

Kan formodningen om snyd bekræftes under prøven, og erkender eksaminanden at have snydt, skal institutionen bortvise eksaminanden fra prøven.

Kan formodningen om snyd ikke bekræftes under prøven, bør eksaminanden færdiggøre prøven. Institutionen skal efterfølgende træffe afgørelse om, hvorvidt eksaminanden har snydt.

Formodning om snyd efter prøven 

Såfremt prøveansvarlig, eksaminator eller censor efter prøven har formodning om, at en eksaminand uretmæssigt har skaffet sig eller ydet hjælp, skal dette indberettes til institutionen jf. § 20, stk. 2, i den almene eksamensbekendtgørelse (retsinformation.dk).

Ved aflevering af den skriftlige prøve

Såfremt en eksaminand har besvaret prøven på computer, skal denne printes. Ansvarsdelingen for afleveringen af den skriftlige prøve er således: 

Den prøveansvarlige

Før prøven skal den prøveansvarlige sikre, at der er printerfaciliteter til rådighed, og at disse fungerer. 

Efter endt prøve skal den prøveansvarlig kontrollere, at alle prøvebesvarelser, der er besvaret på papir, er indsamlet, og at alle digitale prøvebesvarelser er gemt evt. på USB-stik. Prøvemateriale, der ikke indgår i bedømmelsen, indsamles og makuleres. 

Eksaminanden

Eksaminanden afgør, hvilke ark der skal afleveres til bedømmelse. Eksaminanden nummererer disse ark, og det samlede antal ark angives på hvert ark, fx ’Side 1 af 8’. 

Eksaminanden må ikke tage prøvemateriale, der ikke indgår i bedømmelsen, med ud fra prøvelokalet. 

Den tilsynsførende

Tilsynsførende skal sikre, at eksaminanden har udfyldt de skrivbare felter på prøvens forside med

  • fulde navn
  • eksaminandnummer og 
  • underskrift på at prøvebesvarelsen er udarbejdet uden uretmæssig hjælp.

Tilsynsførende attesterer med sin underskrift, at prøvebesvarelsen er afleveret til bedømmelse.

Særligt for aflevering af prøven i matematik

Konstruktionsopgaver løst digitalt kan afleveres printet, som GeoGebra-fil eller som indsat billede, med alle relevante mål, digitalt i regnearket. De præfabrikerede regneark vil være i formaterne Excel (.xlsx) og LibreOffice Calc (.ods). Disse to formater samt GeoGebra (.ggb) accepteres i forbindelse med digital aflevering.

Institutionen skal sikre, at filnavnene indeholder eksaminandens eksaminandnummer og navn, og kontrollere, at det er de korrekte filer, der afleveres til bedømmelse.

Institutionen skal tage en sikkerhedskopi af filerne og opbevare filerne.

Efter den skriftlige prøve

Snarest muligt og senest dagen efter prøven er afholdt, skal prøveansvarlig sikre, at prøvebesvarelserne sendes til censor.

Censor skal modtage:

  • prøvebesvarelser
  • karakterlister påført eksaminators navn, telefonnummer og mailadresse
  • eksemplar af prøvesæt, inklusive eventuelle oplæsningsark.

Forsendelsesprocedurerne er enten digital eller fysisk:

Digital forsendelse af eksamensbesvarelser Fysisk forsendelse af eksamensbesvarelser

Prøvebesvarelser kan sendes digitalt. Forsendelsen skal ske på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde, f.eks. via sikker-mail.

Det anbefales, at institutionerne med fordel sender og/eller gemmer en kopi af eksaminandernes besvarelser for at minimere risikoen for, at materiale bortkommer under forsendelsen. 


Opbevar en kopi af den original besvarelse eller send en kopi af besvarelsen

Hvis institutionen ønsker fysisk forsendelse af eksamensbesvarelserne, er det institutionslederen, der afgør, om de beskikkede censorer skal modtage den originale besvarelse eller en kopi til bedømmelse.

Det anbefales, at institutionerne med fordel sender og/eller gemmer en kopi af eksaminandernes besvarelser for at minimere risikoen for, at materiale bortkommer under forsendelsen. 

Send eksamensbesvarelser som rekommanderet brev/pakke

Er digital forsendelse ikke mulig, sendes prøvebesvarelser, karakterliste og eksemplar af prøvesæt som rekommanderet brev eller pakke, hvor forsendelsen kan spores og kun udleveres til modtageren mod kvittering. 

Fysisk forsendelse til censors ansættelsessted som sikker post

Prøvebesvarelser, karakterlister og et eksemplar af prøvesættet sendes til censors ansættelsessted som sikker post. 

Såfremt censor ønsker prøvebesvarelserne sendt til sin privatadresse, skal censor kontakte den prøveafholdende institution og lave aftale herom senest en uge før prøvens afholdelse. 

Det skal fremgå tydeligt af forsendelsen, hvor prøvebesvarelserne og karakterliste skal returneres 
til efter bedømmelse. 


Når censor modtager prøvebesvarelserne

Censor og eksaminator har efter modtagelse af prøvebesvarelserne normalt otte hverdage til bedømmelsen. Efter denne periode fastsættes en karakter ved konferering.

Bemærk, at følgende prøver har én bedømmer:

  • dansk, sproglig prøve niveau G og D
  • dansk som andetsprog, sproglig prøve niveau G
  • engelsk, prøven i læseforståelse, niveau G.

Opbevaring af noter og prøvebesvarelser

Prøveinstitutionen opbevarer de originale prøvebesvarelser til klagefristens udløb og ellers indtil eventuelle klagesager er afsluttede.

Censor og eksaminator skal opbevare deres noter i et år af hensyn til behandling af en evt. klage, jf. § 29, stk. 3, i den almene eksamensbekendtgørelse (retsinformation.dk).

Eksaminanden vil kunne bede om at få udleveret noterne.

Ombedømmelse

Bestemmelserne for ombedømmelse fremgår af kapitel 9 og 10 i den almene eksamensbekendtgørelse (retsinformation.dk).

Ved omprøve til de skriftlige prøver, hvor Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har udpeget en censor ved den oprindelige prøve, udpeger institutionen efter styrelsens retningslinjer, nye bedømmere. 

Ombedømmerne skal have forelagt sagens akter jf. § 53, stk. 2, i den almene eksamensbekendtgørelse, herunder opgaven, prøvebesvarelsen, klagen, de faglige udtalelser fra de oprindelige bedømmere, klagers bemærkninger hertil og institutionens afgørelse.

Ombedømmerne skal efter ombedømmelsen afgive en skriftlig udtalelse til institutionen.

Sidst opdateret: 14. april 2025