Hop til indhold

Helhedsorienteret undervisning, synlige læringsmål og praksisbaseret dannelse og læring. Det er nogle af de didaktiske principper på den forberedende grunduddannelse (FGU) (pdf), som FGU-institutioner landet over får støtte til at arbejde med fra Børne- og Undervisningsministeriets udlodningspulje.

Projekterne skal udvikle, afprøve og evaluere indsatser, som giver viden til gavn for alle landets FGU-institutioner.

Hvert år støtter Børne- og Undervisningsministeriet nye aktiviteter inden for undervisningsområdet gennem projekttilskud. I år kunne der søges om støtte til projekter inden for temaet: Indsatser for udvikling og understøttelse af FGU-institutionernes arbejde med de didaktiske principper i praksis.

Børne- og Undervisningsministeriet har modtaget 14 projektansøgninger om støtte, og syv projekter har fået tilsagn om i alt 19,9 millioner kroner.

Børne- og Undervisningsministeriets udlodningsmidler

Børne- og Undervisningsministeriets udlodningsmidler er en del af overskuddet fra Danske Spil A/S. Puljen har til formål at støtte aktiviteter og nye tiltag inden for undervisningsområdet gennem projekttilskud.

I 2023 kunne der søges om støtte fra udlodningsmidlerne i puljen: Indsatser for udvikling og understøttelse af FGU-institutionernes arbejde med de didaktiske principper i praksis

Se listen over alle tilskudsmodtagerne (pdf)

Alle tilskudsmodtagere gennemfører deres projekter i samarbejde med andre FGU-institutioner, professionshøjskoler og/eller andre aktører.