Under COVID-19-nedlukning og genåbning i foråret fik folkeskolerne øgede frihedsgrader. På baggrund af de erfaringer indkalder børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil nu Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, SF, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance til en dialog om, hvordan landets folkeskoler kan få mere frihed.
”De erfaringer, folkeskolerne har gjort sig under COVID-19-nedlukningen og -genåbningen, vil vi gerne arbejde videre med. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan indkalde folkeskoleforligskredsen til et møde om, hvordan vi kan give skolerne mere frihed, end de har i dag,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Børne- og undervisningsministeren har tidligere i år sat gang i en erfaringsopsamling for at indsamle mere viden om det større lokale råderum, som folkeskolerne havde under COVID-19-nedlukningen. Den øgede frihed omfattede blandt andet beslutningskraft om undervisningens tilrettelæggelse, herunder prioriteringen mellem fag, fjernundervisning, inddeling i små hold og undervisning udendørs.
Det første møde finder sted onsdag den 2. september.