Hop til indhold

I 2018 var mere end 45.000 unge i alderen 15-24 år uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet, svarende til omkring hver 15. unge i den alder. Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Det er ikke godt nok, mener børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

”Alle unge fortjener en god start på livet, hvor de er en del af samfundslivet og indgår i et fællesskab. Men vi kan se, at der er stadig er alt for mange, hvor det ikke lykkedes, og som ender uden fast tilknytning til uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet. Derfor er det godt med den nye FGU-uddannelse, som kan være et skridt på vejen for de unge, der har brug for at få styrket deres faglige, sociale og personlige kompetencer. Målet er, at alle skal med,” siger hun.

Fra 2017 til 2018 stod andelen af unge under 25 uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet stort set stille. Sammenlignet med 2017 faldt gruppen med 0,1 procentpoint svarende til under 500 personer.

I oktober 2017 blev partierne bag den Forberedende Grunduddannelse (FGU) enige om en ny uddannelsespolitisk målsætning. Målsætningen indebærer blandt andet, at flere unge skal have tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked inden 2030.

Konkret skal andelen af unge op til 25 år, som ikke har tilknytning til hverken uddannelse eller arbejdsmarked, halveres inden 2030. I 2016 var tallet 7 procent. Denne andel skal være halveret til 3,5 procent inden 2030.

I 2030 skal andelen af unge i alderen op til 25 år uden tilknytning til arbejdsmarkedet være halveret
Figur: Andel unge mellem 18 og 25 år, der ikke har tilknytning til hverken uddannelse eller arbejdsmarked

Uddannelsesmålsætningen fra 2017 indeholdt også en ambition om, at mindst 9 ud af 10 på en ungdomsårgang i 2030 skal tage en ungdomsuddannelse, inden de er blevet 25 år.

Uddannelsesmålsætningen kort fortalt

Alle 25-årige skal have gennemført en uddannelse, være i uddannelse eller være i beskæftigelse. Det betyder, at:

  • i 2030 skal mindst 90 procent af de 25-årige have gennemført en ungdomsuddannelse
  • i 2030 skal andelen af unge op til 25 år, som ikke har tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet, være halveret
  • alle unge under 25 år, der hverken er i gang med eller har fuldført mindst en ungdomsuddannelse, har ret til at få en uddannelsesplan og skal gennem en opsøgende og opfølgende indsats tilbydes vejledning om mulighederne for at øge deres formelle kompetencer på kort og på længere sigt.

Læs mere om den nye uddannelsesmålsætning

På uvm.dk kan du læse mere om profilmodellens resultater, herunder andel der forventes at få en erhvervskompetencegivende uddannelse, og metoden bag modellen. Der kan du også finde profilmodellens resultater i overbliksform i profilfiguren, hvor der er resultater både for land, region og kommuner.

Notat - Uddannelsesmålsætning 2018 (pdf)