Hop til indhold

Både elever, lærere og pædagoger er enige om, at pædagogernes tilstedeværelse i undervisningen har betydning for elevernes trivsel og styrker klassens læringsmiljø. Det viser en ny rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), som giver status på lærer-pædagogsamarbejdet i de danske folkeskoler. I rapporten bliver der set nærmere på både potentialer ved samarbejdet og udfordringer. 

For eksempel peger undersøgelsen på, at der bliver opbygget bedre relationer til eleverne, og at beslutninger, der træffes om elever med særlige udfordringer, bliver bedre og mere afbalancerede, når både lærere og pædagogers perspektiver inddrages. Det daglige samarbejde kan også i mange tilfælde styrke det sociale miljø i klassen og bidrager til at skabe ro og fokus i timerne. Også i samspillet mellem skole og SFO/klub spiller samarbejdet en rolle. Pædagogerne har en viden om elevernes dagligdag og deres venskaber i klub og SFO, som de bringer med ind i skolen. Derudover baner pædagogernes tilstedeværelse i undervisningen også vej til en stærkere forældrekontakt gennem pædagogers mere uformelle kontakt til forældrene.

Eleverne er også glade for pædagogerne. De svarer i undersøgelsen, at de oplever, at de hurtigere kan få hjælp og komme videre med opgaver, når pædagogerne også er til stede i undervisningen.

Undersøgelsen viser også, at der er plads til forbedring. Mens 91 procent af pædagogerne i meget høj grad eller i høj grad ser en værdi i, at lærere og pædagoger skal samarbejde, er det tilsvarende tal for lærere 50 procent. Lærerne er dog noget mere positive, når de bliver spurgt til, om samarbejdet er godt givet ud ressource- og tidsmæssigt. Her svarer 72 procent af lærerne i indskolingen, 63 procent af lærerne på mellemtrinnet og 68 procent af lærerne i udskolingen, at samarbejdet enten i høj grad eller i nogen grad er ressource- og tidsmæssigt godt givet ud.

Der er nedsat fire arbejdsgrupper under Kvalitetsforum for Folkeskolen, som skal se på henholdsvis det gode børneliv, den gode undervisning, forældreinddragelse og det gode arbejdsliv. Undersøgelsens resultater vil indgå i grundlaget for det videre arbejde i arbejdsgruppen for den gode undervisning.

EVA-rapport: Lærere og pædagogers samarbejde om undervisningen (pdf)

Fakta om rapporten 

  • Rapporten er en del af EVA’s årlige handlingsplan og stiller skarpt på både en række forhold, der viser potentiale i forhold til at styrke elevers læring og trivsel, og en række udfordringer, der på nuværende tidspunkt virker som barrierer for et velfungerende samarbejde.
  • Undersøgelsen er baseret på en deskresearch om lærer-pædagogsamarbejde, en kvantitativ kortlægning af lærer-pædagogsamarbejdet fra 2016 og en kvalitativ undersøgelse af velfungerende samarbejdspraksisser på seks af landets folkeskoler.