Hop til indhold

Som led i at opfylde målsætningen om 8.000-10.000 flere lærepladser årligt i forhold til 2016, blev det lærepladsafhængigt AUB-bidrag indført til gavn for virksomheder, der tager ansvar i forhold til at oprette et tilstrækkeligt antal lærepladser og til ugunst for virksomheder, der ikke gør. Det lærepladsafhængige AUB-bidrag er et afgrænset pengekredsløb ved siden af den generelle AUB-ordning. Kredsløbet består af indtægter i form af et merbidrag fra virksomheder, der ikke opretter et tilstrækkeligt antal lærepladser. Hertil består kredsløbet af udgifter i form af et elevtilskud til virksomheder med et tilstrækkeligt antal oprettede lærepladser.

Virksomheders ansvar for at oprette tilstrækkelige lærepladser defineres af måluddannelsesratioen, der udtrykker, hvor mange elever pr. faglært medarbejder en virksomhed skal have for at bidrage tilstrækkeligt til den overordnede målsætning om 8.000-10.000 nye lærepladser. 

Merbidrag og Elevtilskud

Elevtilskuddet tildeles de virksomheder som opfylder deres måluddannelsesratio. Størrelsen på elevtilskuddet afhænger af, hvor meget der bliver betalt i merbidrag til det lærepladsafhængige AUB-bidrag fra de virksomheder, der ikke opfylder deres mål. Det merbidrag der opkræves fra de virksomheder, der ikke opfylder deres mål, fordeles ud til de virksomheder, der gør, ud fra hvor mange elever virksomheden tager.

Hvis virksomheden ikke opfylder sin måluddannelsesratio, skal virksomheden betale et merbidrag på 27.000 kroner pr. læreårselev, som virksomheden mangler. En virksomhed, der ikke opfylder sin måluddannelsesratio og forgæves har søgt efter elever, kan ansøge om merbidragsfritagelse. Virksomheden skal dog dokumentere, at der ikke har været ansøgere på opslaget. Lærepladsopslaget skal have været synligt på lærepladsen.dk i minimum tre måneder.

Opdatering af ordningen

Det lærepladsafhængige AUB-bidrag trådte i kraft 1. januar 2018. I trepartsaftale om flere lærepladser og entydigt ansvar fra 2020 blev ordningen forenklet gældende fra 2021. Udgiftselementerne i form af bonusordningerne, samt tilskuddet pr. faglært, blev i forenklingen erstattet med et elevtilskud. 

Hvert forår vil virksomhederne modtage en forskudsopgørelse over blandt andet antallet af elever, den enkelte virksomhed skal ansætte for at opfylde virksomhedens måluddannelsesratio. Der kan læses mere om ordningen på AUB’s hjemmeside.

 
Sidst opdateret: 21. marts 2023