Hop til indhold

Analyser af digitalisering af VEU

Den nationale strategiske indsats for digitalisering blev indledt i 2018 med igangsættelse af tre analyser af henholdsvis muligheder og barrierer for e-læringsforløb, virksomheders og arbejdsstyrkens brug af digitale tilbud i VEU samt praksis for digitalisering af VEU. Alle tre analyser viser, at der er stor interesse for at prioritere e-læring og blended learning, både fra institutioners og virksomhedernes side, og at det særligt er fleksibiliteten ved e-læring, som er attraktiv.

Analyserne peger samtidig på, at uddannelsesinstitutionerne oplever høje omkostninger ved at omlægge til mere e-læring, at konkurrencen blandt udbydere gør det svært at samarbejde, samt at undervisernes kompetencer inden for e-læring er en barriere for succesfuld digital læring.

På baggrund af analyserne er der i 2019 igangsat en pulje til forsøg med samarbejdsmodeller om digitale undervisningsforløb på VEU-området og et projekt om kapacitetsopbygning for undervisere på almen voksen- og efteruddannelse.

Pulje til forsøg med samarbejdsmodeller om digitale undervisningsforløb på VEU-området

I december 2019 blev 9,5 millioner kroner udmøntet til seks samarbejdsprojekter mellem AMU-udbydere. Puljens formål er at understøtte, at flere voksne får relevant voksen- og efteruddannelse ved at udnytte den fleksibilitet og de nye læringsformer, der kan ligge i at arbejde strategisk med digitalisering. Det gør den ved at støtte AMU-udbyder til at overkomme nogle af de udfordringer, AMU-udbyderne oplever ved at omlægge til digital læring, herunder høje startomkostninger og konkurrence mellem udbydere om kursister. En erfaringsopsamling på forsøget med samarbejdsmodeller kan findes på denne side med evalueringer af VEU-trepartsaftalen.

Projekt om kapacitetsopbygning for undervisere på almen voksen- og efteruddannelse

Professionshøjskolen Absalon har i løbet af 2019 og 2020 udviklet både et generisk koncept for arbejdet med digital læring blandt undervisere og ledere i almen VEU og et konkret kompetenceopbygningsforløb, der bygger på det udviklede koncept. Forløbet er blevet afprøvet og er stillet til rådighed for interesserede på dkveu.dk.

Sidst opdateret: 21. marts 2023