Hop til indhold

Nu kan forlag og forfattere indstille et eller flere værker til årets Skriverpris. Skriverprisudvalget nominerer tre værker, som præsenteres på årets Bogforum den 1. november 2024, hvor vinderværket offentliggøres.

Skriverprisen er Børne- og Undervisningsministeriets pris med tilhørende 25.000 kroner til forfattere, der skriver læsevenlige skøn- eller faglitterære værker. Prisen har til formål at hædre en særlig bemærkelsesværdig indsats inden for dansk litteratur, der henvender sig til børn, unge eller voksne, der har svært ved at læse.

Skriverprisen har 29 år på bagen og blev uddelt første gang til Esther Skriver i 1995 for bogen ’Mads og Mie’. Siden da har mange gode værker vundet Skriverprisen. 

Prisen skaber fokus på et bredere udvalg af den litteratur, som er vigtig for de læsesvage børn, unge og voksne i Danmark. 

Sådan kommer værker i betragtning

Både digitale og fysiske værker af skønlitterær eller faglitterær art, der er udkommet i perioden den 13. juni 2023 -12. juni 2024, kan komme i betragtning til prisen.

Værket skal have litterær kvalitet, være sprogligt letforståeligt, have en layoutmæssig høj kvalitet og henvende sig ligeværdigt til læseren.

Prisen kan også tildeles en serie eller et helt forfatterskab, der inkluderer et værk, som er udkommet i perioden 13. juni 2023 -12. juni 2024.

Værket skal være dansksproget. Oversættelser af udenlandsk litteratur samt egentlige skole- og undervisningsbøger kan ikke komme i betragtning.

Hvis I som forlag eller forfattere ønsker at indstille et værk, en serie eller et helt forfatterskab til Skriverprisen, skal I inden den 12. juni 2024 sende syv eksemplarer af hvert værk til:

Sisse Mai Fogh
kfs@stukuvm.dk
Børne- og Undervisningsministeriet

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Teglholmsgade 1
2450 København SV
Mrk. Skriverprisen