Hop til indhold

Forældrebetaling og fripladstilskud til SFO

Kommunalbestyrelsen fastsætter forældrebetalingen for SFO. Hvis barnet går i skole i en anden kommune, skal forældrene betale skolekommunens takst for SFO. Dog betales bopælskommunens takst, hvis den er den højeste.

Der gives fripladstilskud og søskendetilskud efter samme regler som for fritidshjem.

Læs om reglerne for tilskud til fritidshjem på ministeriets hjemmeside.

Mellemkommunal betaling af skolefritidsordning ved frit skolevalg

Som udgangspunkt påhviler udgifter til folkeskolens undervisning m.v. bopælskommunen, jf folkeskolelovens § 49, stk. 1. Efter reglerne om frit skolevalg vil et barn kunne optages i en anden skolefritidsordning end den kommune, hvor barnet er bosiddende. Betalingen kommunerne imellem for tilbud om skolefritidsordning for børn, der benytter skolefritidsordning i anden kommune end sin bopælskommune sker som udgangspunkt på baggrund af en aftale mellem de to kommuner.

Indgås der ikke en aftale om bopælskommunens betaling til skolekommunen som nævnt i folkeskolelovens § 36, stk. 7, 4. pkt., er tilbagefaldsreglen, at bopælskommunens betaling til skolekommunen udgør bopælskommunens gennemsnitlige nettodriftsudgift pr. barn i skolefritidsordning, jf. § 3 i bekendtgørelse om hvilken kommune udgiften til folkeskolens undervisning m.v. endeligt påhviler.

Det betyder:

  • at bopælskommunens betaling til skolekommunen udgør
    • enten bopælskommunens gennemsnitlige nettodriftsudgift pr. barn i skolefritidsordning,
    • eller såfremt bopælskommunen ikke har skolefritidsordning, bopælskommunens gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgift pr. plads i fritidshjem, klub m.v. beregnet for den aldersgruppe barnet tilhører,
  • og at betalingen dog højst kan udgøre et beløb svarende til skolekommunens tilsvarende nettodriftsudgift pr. barn i skolefritidsordning.

Lovgivning 

  • Aftale mellem kommunerne om betaling for SFO mellem kommunerne: § 36, stk. 7
  • Udgifterne til folkeskolens undervisning påhviler kommunerne: § 49
  • Kommunalbestyrelsen opkræver betaling for SFO: § 50, stk.2

Læs bekendtgørelse om hvilken kommune udgiften til folkeskolens undervisning m.v. endeligt påhviler her (retsinformation.dk)

  • Tilbagefaldsreglen for mellemkommunal betaling for SFO: § 3
  • Bopælskommunen opkræver forældrebetaling for SFO: § 6

Sidst opdateret: 21. juni 2023