Hop til indhold

Med lov nr. 563 af 7. maj 2019 om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v., lov om efterskoler og frie fagskoler og lov om private institutioner for gymnasiale uddannelser (øgede frihedsgrader, rammer for donationer og styrket tilsyn med de frie skoler m.v.) er der indført en række ændringer i regelgrundlaget for frie grundskoler og for efterskoler, frie fagskoler og private gymnasier. 

Reglerne omkring donationer finder også anvendelse for kombinerede institutioner

Lovændringen trådte i kraft den 1. august 2019 og indeholder forbud mod anonyme donationer, regulering af udenlandske donationer fra lande uden for EU og EØS og regulering af donationer på mere end 20.000 kroner.

Donationer omfatter både kontante donationer og ikke-kontante donationer, som for eksempel it-udstyr, undervisningsmateriale mv. Donationer omfatter også lån til en institution, hvor lånet efterfølgende eftergives.

Totalforbud mod anonyme donationer

Der er med lovændringen indført totalforbud mod anonyme donationer uanset beløbets størrelse. Forbuddet omfatter både indenlandske og udenlandske donationer. 

Forbud mod udenlandske donationer fra lande uden for EU og EØS

Med lovændringen må private institutioner for gymnasiale uddannelser ikke modtage donationer på over 20.000 kroner eksklusive moms fra offentlige myndigheder, fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og EØS. Flere donationer, der samlet set udgør mere end 20.000 kroner eksklusive moms, forbydes ligeledes. Forbuddet omfatter også indgåelse af aftaler om leje af lokaler ejet af en offentlig myndighed eller fysiske eller juridiske personer uden for EU og EØS.

Det er muligt at søge styrelsen om dispensation fra forbuddet mod at modtage udenlandske donationer på over 20.000 kroner eksklusive moms. Ansøgning om dispensation fra forbuddet skal ske inden 90 dage efter modtagelsen af donationen.

Institutionen vil i ansøgningen blandt andet skulle redegøre for, at der er tilstrækkelig sikkerhed for, at den konkrete donation eller lejeaftale ikke vil påvirke institutionens overholdelse af kravene om frihed og folkestyre og uafhængighed. 

Ansøgning om dispensation til modtagelse af donationer over 20.000 kroner sendes til STUK's mailpostkasse.

Det er ligeledes muligt at søge styrelsen om dispensation fra forbuddet mod at indgå en lejeaftale, hvor lokaler, bygninger eller arealer er ejet af en offentlig myndighed eller fysiske eller juridiske personer fra lande uden for EU og EØS.

Ansøgning herom skal ske inden indgåelse af lejeaftalen. Ved ansøgning om godkendelse af lejeaftale skal institutionen i sin ansøgning til styrelsen tillige redegøre for, at der er tilstrækkelig sikkerhed for, at den konkrete donation eller lejeaftale ikke vil påvirke institutionens overholdelse af kravene om frihed og folkestyre og uafhængighed.

Herudover skal institutionen fremsende lejekontrakten samt to vurderinger af lejeniveauet på den/de lejemål, som institutionen ønsker at indgå. Vurderingerne skal være foretaget af ejendomsmæglere med kendskab til lokalområdet. Ansøgningen om godkendelse af lejeaftale skal sendes til denne mailpostkasse.

Krav om redegørelse ved modtagelse af donationer på over 20.000 kroner eksklusive moms (forklar eller afvis-modellen)

Med lovændringen skal private institutioner for gymnasiale uddannelser, når de modtager en donation på over 20.000 kroner eksklusive moms, overveje, hvorvidt der er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen ved modtagelsen af donationen opfylder kravene om frihed og folkestyre og uafhængighed. Disse overvejelser skal dokumenteres i en skriftlig redegørelse. Kravet omfatter både indenlandske og udenlandske donationer. 

Den skriftlige redegørelse underskrives af institutionens bestyrelse og opbevares af institutionen. Redegørelsen skal ikke sendes til styrelsen.

Generelt i forhold til donationer

Såfremt en institution modtager en anonym donation eller afviser en donation på over 20.000 kroner eksklusive moms på grund af påvirkningsrisiko, vil institutionen som udgangspunkt skulle returnere donationen til donator inden 30 dage fra modtagelsen.

Modtager institutionen en ikke-kontant anonym donation, som for eksempel it-udstyr og undervisningsmaterialer, som ikke kan returneres til donator, skal institutionen søge at værdisætte eller sælge donationen. Institutionen skal herefter tilbagebetale donator et beløb svarende til det konkret værdisatte eller modtagne beløb ved et salg. Såfremt det ikke er muligt at tilbagebetale donator, skal institutionen indsætte beløbet på Børne- og Undervisningsministeriets konto. Beløbet skal indsættes inden 30 dage fra modtagelsen af donationen.

Såfremt en institution modtager en donation på over 20.000 kroner eksklusive moms fra offentlige myndigheder eller fysiske eller juridiske personer uden for EU/EØS, vil institutionen som udgangspunkt skulle tilbageføre donationen eller ansøge styrelsen om dispensation inden 90 dage fra modtagelsen af donationen. Har institutionen ansøgt styrelsen om dispensation og fået afslag herpå, skal institutionen returnere donationen til donator inden 30 dage efter institutionens modtagelse af styrelsens afslag.

Hvis institutionen ikke kan tilbageføre den kontante eller ikke-kontante donation til donator, skal institutionen overføre donationen til Børne- og Undervisningsministeriet. 

Beløb indsættes på nedenstående bankkonto med følgende tekst: 

Reg. nr.: 0216
Konto nr.:  4069072232 
 Tekst til beløbsmodtager eller kreditorreference: 

 Anonym donation til (institutionsnummer), eller

Udenlandsk donation til (institutionsnummer), eller

Afvist donation til (institutionsnummer)

 

Institutionen skal efterfølgende orientere Børne- og Undervisningsministeriet om indbetalingen, herunder om: 

  • Donationens størrelse
  • Dato for modtagelse af donationen
  • Dokumentation og beskrivelse af donationen, herunder hvorledes donationen blev ydet (afsender, bank mv.), og om der er tale om en kontakt eller ikke-kontant donation. 

Orienteringen skal sendes til Børne- og Undervisningsministeriets mailpostkasse

Såfremt donator ikke kræver beløbet tilbagebetalt af Børne- og Undervisningsministeriet indenfor 6 måneder efter at donationen er overført, tilfalder donationen statskassen.

Sidst opdateret: 11. december 2023