Hop til indhold

For at have retskrav på optagelse til de 3-årige uddannelser til teknisk (htx), merkantil (hhx) og almen (stx) studentereksamen i op til to år efter afslutningen af 9. klasse skal du:

  • have søgt rettidigt om optagelse til det skoleår, hvor du ønsker at starte uddannelsen.
  • være vurderet uddannelsesparat med mindst 5,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer i 9. klasse
  • have modtaget prøveforberedende undervisning i 2. fremmedsprog i 5.-9. klasse i folkeskolen eller prøveforberedende undervisning, der står mål hermed
  • have aflagt folkeskolens obligatoriske prøver efter 9. klasse i henhold til folkeskolelovens regler
  • have bestået folkeskolens afgangseksamen
  • have bekræftet det faglige niveau (5,0) fra uddannelsesparathedsvurderingen ved de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen.
    Har du ikke bekræftet det faglige niveau fra uddannelsesparathedsvurderingen har du dog krav på optagelse, hvis dit karaktergennemsnit fra de lovbundne prøver er på mindst 3,0.
    Har du mindst 2,0 men under 3,0 og gennemfører en vejledningssamtale med gymnasiets leder, har du også krav på optagelse.

Hvis du ikke har retskrav efter 9. klasse, skal du for få retskrav på optagelse til de 3-årige uddannelser til teknisk (htx), merkantil (hhx) og almen (stx) studentereksamen i op til et år efter afslutningen af 10. klasse:

  • have søgt rettidigt om optagelse til det skoleår, hvor du ønsker at starte uddannelsen
  • være vurderet uddannelsesparat med mindst 5,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer i 10. klasse
  • have modtaget prøveforberedende undervisning i 2. fremmedsprog i 5.-9. klasse i folkeskolen eller prøveforberedende undervisning, der står mål hermed
  • have aflagt folkeskolens obligatoriske prøver efter 9. klasse i henhold til folkeskolelovens regler
  • have bestået folkeskolens afgangseksamen
  • have bekræftet det faglige niveau (5,0) fra uddannelsesparathedsvurderingen ved de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen.
    Har du ikke bekræftet det faglige niveau fra uddannelsesparathedsvurderingen, har du dog krav på optagelse, hvis dit karaktergennemsnit fra de lovbundne prøver er på mindst 3,0.
    Har du mindst 2,0, men under 3,0, og gennemfører en vejledningssamtale med gymnasiets leder, har du også krav på optagelse
  • have modtaget undervisning i dansk, engelsk og matematik og aflagt enten 9.- eller 10.-klasseprøver i disse fag.

Uddannelsesparathed

Uddannelsesparathedsvurderingen er en helhedsvurdering af, om du har tilstrækkelige faglige såvel som personlige og sociale forudsætninger for at gennemføre uddannelsen.

For at opfylde de faglige forudsætninger for uddannelsesparathed i 8., 9. eller eventuelt 10. klasse, skal du have mindst 5,0 i gennemsnit af alle afsluttende standpunktskarakterer.

Læs mere om processen for uddannelsesparathed 

Bemærk: Hvis du er vurderet ikke-uddannelsesparat

Er du vurderet ikke-uddannelsesparat, men i øvrigt opfylder adgangsforudsætningerne, kan du optages på de 3-årige gymnasiale uddannelser, hvis du får mindst 6,0 i de lovbundne prøver ved folkeskolens afgangseksamen.

Optagelse efter konkret vurdering

Optagelse efter en konkret vurdering er en mulighed for de elever, som søger de 3-årige gymnasiale uddannelser, men ikke opfylder forudsætningerne for at have krav på optagelse. En konkret vurdering er en helhedsvurdering, som laves på baggrund af en centralt stillet optagelsesprøve og en samtale.

Eksempler på optagelse på en gymnasial uddannelse

Tre eksempler på optagelse på en gymnasial uddannelse (pdf)

Sidst opdateret: 1. august 2023