Hop til indhold

Inden for rammerne af fri- og privatskoleloven (Bekendtgørelse af lov om friskoler og private grundskoler m.v. nr. 1166 af 11. august 2022) kan en fri grundskole ifølge § 1, stk. 1, frit afgøre, hvilke elever de vil have på skolen. Det betyder, at skolen selv bestemmer, hvilke elever de vil optage på skolen, og at skolen har ret til at udskrive en elev, selvom forældrene og eleven ikke ønsker det.

Optagelse på en fri grundskole

Optagelse på en fri skole hviler på en aftale mellem forældrene og skolen. Som forældre medfører det et ansvar for at orientere sig om skolens grundlag, herunder om man kan tilslutte sig dette. På samme måde har skolen et ansvar for at orientere kommende forældre om forholdene på skolen. Den enkelte skole og de enkelte forældre må derfor sikre, at skolens overbevisning og praktiske forhold på skolen italesættes før indmeldelse.

Skolen skal altid inddrage forældrene, hvis der sker ændringer af denne aftale.

Udskrivning af en elev

Når en fri skole overvejer at afslutte samarbejdet ved at udskrive eller bortvise en elev mod elevens og forældrenes ønske, er det vigtigt, at skolens ledelse optræder professionelt. Processen omkring beslutningen bør være tydelig for både skolens ledelse, lærere og for eleven og dennes forældre.

Skolen skal, inden skolen træffer en beslutning om udskrivning af en elev, sikre, at eleven inddrages, så elevens perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk alt efter elevens alder og modenhed. Dette skal ske ved samtale med eleven eller på anden måde, der ved inddragelse af eleven belyser elevens perspektiv. Elevens perspektiv og eventuelle synspunkter skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med elevens alder og modenhed, jf. fri- og privatskolelovens § 4 a.

Ministeriet har udgivet en vejledning, der har til formål at være en inspiration for fri- og privatskolers, procedurer, der skal sikre inddragelse af elever i forbindelse med udskrivning, så det sker i overensstemmelse med fri- og privatskolelovens § 4 a.

Sådan inddrages eleverne – udskrivning på friskoler, private grundskoler, efterskoler og frie fagskoler, 2023 (pdf)

Sidst opdateret: 10. oktober 2023