Hop til indhold

Elever i børnehaveklassen og 1.-3. klasse skal have minimum 1110 timer i løbet af et skoleår.

Elever i 4.-6. klasse skal have minimum 1320 timer i løbet af et skoleår.

Elever i  7.-9. klasse skal  have 1400 timer i løbet af et skoleår. For  de ældste elever er der tale om et fast timetal, og eleverne må derfor hverken have flere eller færre timer på et skoleår end de 1400 timer.

De nævnte timetal omfatter alt, hvad der indgår i skoledagen; undervisning i fagene, understøttende undervisning og pauser.

Gennemsnitlig fordeling af timer

Et skoleår på 40 uger (200 dage), som er det mest almindelige, medfører følgende gennemsnitlige fordeling af timer:

  • minimum 27,8 timer i børnehaveklassen - 3. klasse inklusiv pauser
  • minimum 33 timer for 4. - 6. klasse inklusiv pauser
  • 35 timer for 7. - 9. klasse inklusiv pauser.

Øvre grænse

Der er en øvre grænse for undervisningstidens samlede varighed på et skoleår på 1400 timer. Det kan dog overstiges, blandt andet for elever, der vælger mere end et valgfag, og elever, der modtager supplerende undervisning.

Intention

Folkeskoleforligskredsens intention med reglerne om undervisningstidens samlede længde var og er, at en skoledag normalt varer fra klokken 8.00-14.00 for de mindste elever, cirka klokken 8.00-14.30 for de mellemste elever og klokken 8.00-15.00 for de ældste elever. Der er dog kun et egentligt lovkrav om, at undervisningen skal foregå mellem cirka klokken 8.00 og 16.00, medmindre der er tale om særlige arrangementer.

Det giver mulighed for, at eleverne kan deltage i fritidsaktiviteter efter skole, have et fritidsjob og have et aktivt liv sammen med familie og venner.

Op til kommunerne

Det er op til skolerne og kommunerne at beslutte, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, og kommunerne beslutter hvor mange og lange skoledage, eleverne skal have.

Kommunerne kan således for eksempel vælge at operere med flere skoledage end normalt, hvorved dagene hver især kan blive lidt kortere.

Konfirmationsforberedelse

Konfirmationsforberedelsen skal, så vidt det er muligt, lægges inden for det tidsrum, hvor undervisningen normalt foregår, som er mellem cirka kl. 8.00 og 16.00.

Det vil sige, at skolerne skal gøre plads i skemaet for de klasser, der kan modtage konfirmationsforberedelse (7. eller 8. klassetrin). Kommunalbestyrelsen kan således ikke henvise konfirmationsforberedelsen til om aftenen eller til andre ugedage end dem, hvor almindelig undervisning finder sted. Præsterne kan dog selv beslutte helt eller delvist at placere konfirmationsforberedelsen uden for det tidsrum, som undervisningen normalt foregår i.

Lovgivning og relevante paragraffer

  • Samlet undervisningstid i folkeskolen: § 14 b
  • Kommunalbestyrelsens kompetence at fastsætte antallet af skoledage mv.: § 40, stk. 5
  • Tid til konfirmationsforberedelse skal være inden for rammerne fastsat af kommunalbestyrelsen: § 53, stk. 2
Sidst opdateret: 15. november 2023