Hop til indhold

Ansøgere til erhvervsuddannelser, som ikke opfylder adgangskravene, skal til en centralt stillet optagelsesprøve og en samtale på erhvervsskolen.

På baggrund af ansøgerens resultat ved prøve og samtale træffer skolen en begrundet afgørelse om, hvorvidt ansøgeren kan optages på en erhvervsuddannelse.

Ansøgere har, i tilfælde hvor de ikke består prøven, mulighed for at aflægge prøven én gang mere og under særlige omstændigheder eventuelt en tredje gang, jævnfør bestemmelserne i bilag 9 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser, BEK nr. 2499 af 13/12/2021 (retsinformation.dk).

Prøvernes udformning

Optagelsesprøverne er på niveau med kravene for at opnå karakteren 02 i folkeskolens 9.- klasseprøver i henholdsvis dansk og matematik. Prøverne har en faglig toning imod erhvervsuddannelserne.

Både dansk- og matematikprøven er af to timers varighed og bedømmes bestået/ikke-bestået af én ekstern censor.

Læs også Særligt om prøven i dansk og prøven i matematik.

Spørgsmål og svar

Optagelsesprøve til erhvervsuddannelserne

Opdateret 17/04 2020 kl. 13:08

Nej, der skal ikke udstedes noget særskilt bevis for bestået optagelsesprøve. For at undgå tvivl om hvorvidt en elev har aflagt en prøve og bestået en prøve, skal skolerne under alle omstændigheder foretage en registrering af hvilke elever, der har aflagt prøven, herunder hvilke elever, der har bestået prøven.

En bestået prøve indgår i alle helhedsvurderinger af en ansøger, som søger optagelse flere gange.

Man kan ikke ansøge om at komme til optagelsesprøve, men om at blive optaget.

Retten til at blive optaget knytter sig til den ansøgte skoles helhedsvurdering af, hvorvidt ansøgeren kan gennemføre en erhvervsuddannelse. Helhedsvurderingen foretages på baggrund af prøven og en samtale, jf. lovens § 5, stk. 2 og § 5 a, stk. 2, samt § 63, stk. 1 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser. 

Resultatet af helhedsvurderingen udmøntes i skolens begrundede afgørelse af, om ansøgeren kan optages, jf. § 63, stk. 4 i bekendtgørelse om erhvervsuddannelser. Det skal fremgå af den begrundede afgørelse, om optagelsesprøven er bestået. Det gælder uanset om ansøgeren optages eller ikke optages. Afgørelsen om optagelse skal være skriftlig, jf. § 61 i bekendtgørelsen, selv om kravet om skriftlighed ikke er fastsat udtrykkeligt.

Hvis ansøgeren bliver optaget, men alligevel ikke ønsker at begynde, kan vedkommende melde fra eller udeblive, og kan søge optagelse inden for de frister og procedurer, som gælder for næste optagelsestermin. Det samme gælder, hvis eleven ikke bliver optaget. 

Skolen, som får ansøgningen i 2. omgang, skal i begge tilfælde træffe en ny afgørelse om optagelse af ansøgeren på baggrund af en ny helhedsvurdering. 

Skoler med erhvervsuddannelser, kan aftale at ansøgere, som skal til optagelsesprøve, gennemfører prøven på en anden skole end den skole, som i givet fald skal optage ansøgeren, men samtalen og helhedsvurderingen og dermed optagelsesafgørelsen skal foretages af den optagende skole, som i almindelighed er den ansøgte skole. 

En elev kan klage til ministeriet over ikke at være blevet optaget, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelser § 1390, stk. 2. Der henvises endvidere til bekendtgørelsens bilag 9, hvori regler om klager over prøveforløbet samt øvrige regler og rammer for prøven er fastsat.

Sidst opdateret: 28. juni 2023