I det danske uddannelsessystem har vi siden 2006/2007 anvendt 7-trins-skalaen. Karakterskalaen består af syv karakterer fra -3 til 12 og er sammenlignelig med ECTS-karakterskalaen.

Bestået/ikke bestået

Hvis der til en eksamen er et bestå-krav, er eleven/den studerende bestået, når hun/han får karakteren: 02, 4, 7, 10 eller 12.

Eleven/den studerende er ikke bestået, når hun/han får karakteren: 00 eller -3.

Læs mere på karakterbekendtgørelsen (retsinfo.dk).

Karakterbeskrivelser

Hver karakter i 7-trins-skalaen har sin egen beskrivelse, som fremgår af skemaet nedenfor. Disse beskrivelser skal bruges i alle fag og sammenhænge, når der skal gives en karakterer.

Karakter Betegnelse Beskrivelse ECTS
12 Den fremragende præstation Karakteren 12 gives for den fremragende præstation, der demonstrerer udtømmende opfyldelse af fagets mål, med ingen eller få uvæsentlige mangler A
10 Den fortrinlige præstation Karakteren 10 gives for den fortrinlige præstation, der demonstrerer omfattende opfyldelse af fagets mål, med nogle mindre væsentlige mangler B
7 Den gode præstation Karakteren 7 gives for den gode præstation, der demonstrerer opfyldelse af fagets mål, med en del mangler C
4 Den jævne præstation Karakteren 4 gives for den jævne præstation, der demonstrerer en mindre grad af opfyldelse af fagets mål, med adskillige væsentlige mangler D
02 Den tilstrækkelige præstation Karakteren 02 gives for den tilstrækkelige præstation, der demonstrerer den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets mål E
00 Den utilstrækkelige præstation Karakteren 00 gives for den utilstrækkelige præstation, der ikke demonstrerer en acceptabel grad af opfyldelse af fagets mål Fx
-3 Den ringe præstation Karakteren -3 gives for den helt uacceptable præstation F

Sidst opdateret: 30. oktober 2017