Læs om muligheden for at deltage på ASIMI - den naturvidenskabelige sommerskole i Grønland
Børne- og Undervisningsministeriet kan tilbyde otte 2.g-elever fra en naturvidenskabelig studieretning på de treårige gymnasiale uddannelser at deltage på sommerskole i Grønland. Sommerskolens mål er blandt andet at inspirere og lære gymnasieelever om naturvidenskab i Grønland. Derudover styrker det samarbejdet og forståelsen mellem grønlandske, færøske og danske unge.
Sommerskolen 2026 kan ansøges med frist 25. februar 2026.
Ansøgningsskemaet findes nederst på denne side.
Sommerskolen ASIMI – Science Camp i rigsfællesskabet er et tværnationalt uddannelsesinitiativ for gymnasieelever fra Danmark, Grønland og Færøerne. Sommerskolen kombinerer feltbaseret naturvidenskabelig undervisning, projektarbejde og kulturudveksling og har til formål at styrke unges interesse for naturvidenskab og Arktis.
Navnet ASIMI betyder “i naturen” og afspejler campens tætte kobling mellem undervisning, feltarbejde og det arktiske landskab.
Perioden for sommerskolen er i den 29. juni 2026 (afrejse fra Danmark) til den 10. juli 2026 (hjemrejse fra Grønland).
Børne- og Undervisningsministeriet dækker transporten fra Københavns Lufthavn til Grønland tur-retur samt kursusafgift og ophold i Grønland.
Sommerskolen har base i Qeqertarsuaq i Diskobugten (Qeqertarsuup Tunua). Området rummer et unikt og varieret arktisk landskab med tundra, gletsjere, fjelde og et rigt dyre‑ og planteliv.
I udkanten af byen ligger Arktisk Station, som ejes af Københavns Universitet og fungerer som internationalt forskningscenter. Under opholdet arbejder eleverne sammen med forskere fra Arktisk Station og Grønlands Naturinstitut (Pinngortitaleriffik), hvor de får indblik i aktuel arktisk forskning.
Undervisningen er feltbaseret og projektorienteret. Den første del af sommerskolen introducerer eleverne til områdets natur, forskningsmetoder og sikkerhed i feltet. Herefter arbejder eleverne i tværnationale grupper med selvvalgte forskningsprojekter inden for fx:
• Biodiversitet og arktisk økologi
• Gletsjere, geomorfologi og klimaforandringer
• Geologi og landskabsdannelse
• Havets økologi, herunder hvaler og marine økosystemer
Arbejdet foregår med fokus på hands‑on feltarbejde, dataindsamling, analyse og formidling.
En central del af sommerskolen ASIMI er kulturudveksling i rigsfællesskabet. Der afholdes kulturelle aftener, hvor deltagerne præsenterer deres egne traditioner gennem mad, musik, lege og fortællinger.
Derudover introduceres eleverne til grønlandsk kultur og naturbrug, herunder lokale fortællinger, vilde urter, grønlandske specialiteter og fælles aktiviteter i naturen.
Se en video lavet af elever og forskere i 2024 (YouTube.com)
• Du går i 2.g og er i gang med en naturvidenskabelig studieretning på en uddannelsesinstitution beliggende i Danmark
• Du synes naturvidenskab er spændende og er fagligt dygtig
• Du kan fungere i pressede situationer
• Du besidder gode sociale kompetencer
• Du interesserer dig for kultur og kulturmøder
Vi modtager typisk et betydeligt antal ansøgninger til sommerskolen, og derfor sker udvælgelsen af deltagere på baggrund af en samlet vurdering af, i hvilken grad ansøgerne opfylder de fastsatte kriterier.
• At styrke interessen for naturvidenskab og Arktis
• At få indsigt i grønlandsk og arktisk forskning
• At motivere til at vælge en naturvidenskabelig uddannelse efter gymnasiet
• At skabe et internationalt netværk af venskaber, for eksempel til brug ved videre uddannelse
Ansøgningsskemaet udfyldes og sendes til sommerskole@stukuvm.dk
Ansøgningsskema til sommerskolen i Grønland (docx)
Du skal indsende din ansøgning både som en word-fil og en pdf-fil. Sidstnævnte laver du ved, at du først har printet ansøgningen ud, fået de relevante til at underskrive, og derefter scannet den ind.
E-mail: STUK@stukuvm.dk
Telefon: +45 23 67 56 35
Telefontid:
Tirsdag og torsdag klokken 9-12.