Tilgængeligheden i AMU skal styrkes, og det skal være mere attraktivt at deltage i efteruddannelse, der er tilrettelagt og tilpasset deltageres og virksomheders behov. Derfor har ministeriet igangsat et forsøg, hvor der gives dispensation til, at virksomheder og deltagere i arbejdsmarkedsuddannelse kan få VEU-godtgørelse ved fuld fjernundervisning i AMU. Forsøgsordningen gælder fra 1. september 2018 og frem til udgangen af 2023 (Regeringen og arbejdsmarkedets parter har i 2021 og igen i 2022 indgået aftale om at forlænge aftalen, så den ikke som oprindeligt planlagt stopper med udgangen af 2021).
Dispensationen vil gælde alle arbejdsmarkedsuddannelser, der gennemføres som over 75 procent fjernundervisning. Dispensationen gælder dog kun ved afholdelse af arbejdsmarkedsuddannelser, hvortil der er udviklet en centralt godkendt prøve. Det vil fremgå af uddannelsesadministration.dk, om der er tilknyttet en prøve til uddannelsen. Desuden vil ministeriet løbende opdatere en liste over arbejdsmarkedsuddannelser, der er udviklet en centralt godkendt prøve til, og som kan indgå i forsøget. Listen opdateres hver måned.
FAQ om godtgørelsesforsøget
Kan kursisterne få et AMU-bevis, hvis de deltager i fjernundervisning – uden bestået prøve?
Der kan kun udstedes AMU-bevis til deltagere, der har gennemført og bestået prøven, med mindre de har fået tildelt dispensation for prøven. Hvis en deltager ikke har deltaget i eller bestået prøven eller efter lærerens bedømmelse ikke har nået uddannelsens mål, kan der eventuelt udstedes et dokument til deltageren, der beskriver, hvornår eller i hvilke dele af uddannelsen, vedkommende har deltaget i. Det er det, som skolerne kalder et deltagerbevis. Der er ikke noget krav om, at skolerne skal udstede disse, men de kan vælge at gøre det.
Hvad er prøvekrav på godtgørelsesforsøget?
Dispensationen gælder kun ved afholdelse af arbejdsmarkedsuddannelser, hvortil der er udviklet en centralt godkendt prøve. Det er dog ikke længere et krav, at kursisten gennemfører prøven. Med hensyn til opnåelse af AMU-bevis ved ikke aflagt eller ikke-bestået prøve, se ovenstående spørgsmål.
Kan man indgå i forsøget, hvis man har lånt rettighederne til at udbyde en FKB af en anden udbyder?
Med forsøgslempelsen af marts 2021 er det i resten af forsøgsperioden muligt at opnå VEU-godtgørelse til deltagere i fjernundervisning, der er blevet udlagt fra en godkendt AMU-udbyder, det vil sige hvor fjernundervisningen gennemføres af en uddannelsesinstitution på en såkaldt lånt godkendelse efter reglerne om udlægning i AMU-bekendtgørelsens § 23.
Hvilke krav stilles der til kursisternes ’tilstedeværelse/aktivitet’ i godtgørelsesforsøget?
Udbyderne har pligt til at dokumentere kursisternes aktivitet. Der findes ikke en udtømmende liste for, hvordan aktiviteten dokumenteres, men du kan finde inspiration i inspirationskataloget ”Inspiration til digital læring”, som findes nederst på siden i Læs mere-boksen.
Skal man tilmelde sig forsøget?
Det kræver ikke nogen formel tilmelding at deltage i forsøget. Godtgørelsen udbetales automatisk på alle forløb, der lever op til forsøgets kriterier.
Læs mere
- Se liste over tilskud til arbejdsmarkedsuddannelser
- Brev om lempelse af vilkår for forsøg med godtgørelse til fjernundervisning (pdf)
- Informationsbrev til skoler om muligheden for VEU-godtgørelse på certifikatuddannelser, der gennemføres som fjernundervisning (pdf)
- Inspiration til til digital læring (pptx)
- Vilkår i forbindelse med forsøg med VEU-godtgørelse ved fuld fjernundervisning i AMU (2018) (pdf)