80-året for Danmarks befrielse fik mig til at tænke på, at jeg nok er den sidste generation, der har kunnet tale med mine bedsteforældre om krigen. Mine egne børn kommer ikke til at møde en overlevende fra en koncentrationslejr eller tale med en modstandsmand. De hører selvfølgelig om Hitler og Østfronten og storpolitik. Men de bliver den første generation, som ikke mødes ansigt til ansigt med den frygtelige verdenskrig.
Men betyder det noget? Det tror jeg. Hvis man vil forstå samfundets store historie, skal man starte med at lytte til menneskenes små historier. Men efterhånden som tiden går, forsvinder de små personlige historier om krigen, der fortælles fra generation til generation i familierne. Tilbage står kun samfundets store historie. Dermed svækkes også den fine fornemmelse for at se faresignalerne i hverdagen. Faresignalerne om, at antidemokratiske kræfter presser sig på.
Kan vi mon stadig få øje på truslen mod det demokratiske samfund? Eller tror vi, at diktaturet også næste gang kommer i skrårem og seler. Med hagekorsbannere og hornmusik?
Historien gentager aldrig sig selv på den måde. Den kommer også i form af mindre forståelse for vores medmennesker. Den kommer med splittelse. Ekkokamre. Og misinformation på sociale medier.
Danmarks og Europas frihed skal selvfølgelig sikres med kaserner, efterretningstjenester og ægte ammunition i geværerne. Jeg er helhjertet tilhænger af den militære oprustning.
Men det er ikke nok. Friheden sikres også i høj grad af vores fælles historie. Vores åndelige, kulturelle, demokratiske modstandskraft. Vores evne til at forstå, hvem vi er. Og hvorfor det, vi har, er værd at værne om.
Demokratiet er jo ikke kun Christiansborg og Højesteret. Konkrete bygninger, vi kan forsvare. Demokratiet er først og fremmest en måde at leve på, som Hal Koch sagde. Man kan ikke have et demokrati uden demokrater.
Demokrater, som ved, at det kræver mod at rejse sig op og sige sin mening. Men endnu mere mod at sætte sig ned og lytte til andres holdning. Som interesserer sig for, at andre mennesker har andre erfaringer og holdninger end dem selv. Og at de erfaringer og holdninger er ligeså legitime og værdifulde som deres egne.
Demokrater, som ved, at nysgerrighed er en dyd. At frie journalister på frie redaktioner, der tager ansvar for at sikre en oplyst debat, er godt.
Og demokrater, som også er fortrolige med deres egen historie og kultur. Fordi nye totalitære, antidemokratiske idéer altid starter med en løgn om fortiden. Og derfor er et folk uden bevidsthed om egne rødder også altid et let offer.
Åben debat er demokratiets forudsætning. Derfor bliver jeg også lidt bekymret, når jeg i stedet for samtale oplever, at store dele af debatten er flyttet over på sociale medier, hvor den er reguleret af store techfirmaer. Hvor had og splittelse og hurtige budskaber vinder over nøgterne, velovervejede argumenter.
Og jeg bliver bekymret for rodløshed. For manglende forståelse for kultur, for historie, for kristendom. For det dramatiske fald i unges evner til at fastholde koncentrationen og faktisk læse en bog. For evnen til at fordybe sig. I en tid, hvor jeg kan mærke på mine egne børn, at når TikTok-videoerne har varet mere end seks-syv sekunder, så bliver de utålmodige, rastløse og swiper videre.
Regeringens politik skal ses i det lys. Blandt andet vores skolepolitik.
Danske skoleelever er dem, der bruger flest timer på skærmen i skolen. Når vi vil have mobiltelefonerne ud af skolen og kritiserer mange timer på skærmen. Og når vi bruger ganske store beløb for at indkøbe fysiske bøger til skolen. Så er det både, fordi noget forskning siger, at det øger læseglæden. Faktisk at læse Astrid Lindgren i en bog i stedet for på en skærm.
Og så er det, fordi vi vil dyrke fordybelsen og koncentrationen. Evnen til at tilegne sig noget, som andre har gjort sig umage med at frembringe. Lære nye ord. Og dermed at kunne sætte ord på sine følelser og på sine holdninger. Uden et nuanceret og levende sprog tager andre udtryksformer over.
Når jeg igen og igen har understreget folkeskolens rolle med at styrke fællesskabet, så er det selvfølgelig, fordi det enkelte barn har godt af at møde børn fra andre sociale lag og fra andre kulturelle baggrunde. Men det er også, fordi folkeskolen som institution er en kæmpestor vaccine til det danske samfund imod dumhed og splittelse.
Derfor skal vi glæde os over, at det fortsat er 80 pct. af befolkningen, der har børn i folkeskolen. At der er opbakning til så bred og folkelig en institution, som det har været igennem mange år. Folkeskolens opgave er ikke kun at lære eleverne læsning og skrivning og regning. Det er også at få leveret demokratiet og vores idealer videre til den næste generation.
Freden og demokratiet har ikke sejret for evigt. Det må vi ikke bilde hinanden ind. Det er fortsat en opgave at vinde næste generation for demokratiet.
Intet demokrati uden demokrater. Derfor kan den militære oprustning ikke stå alene. Det kræver også åndelig og demokratisk oprustning.