De seneste måneder har der været mange historier om uro, forstyrrelser og larm i grundskolen. Det ødelægger undervisningen. Lærernes handlemuligheder er for uklare. Når jeg hører om lærere, der frygter personalesager og juridiske slagsmål med forældre, hvis de griber ind for at sikre ro og orden i skolen, bliver jeg bekymret.
Jeg forstår godt det pres, mange lærere står i, hvis rammerne er for flydende, og man er bange for, hvad der sker bagefter, hvis man handler. Det skaber utryghed. Og det risikerer at undergrave den autoritet, lærerne skal have i klasselokalet.
Lad mig forsøge at tegne et billede, jeg desværre tror, at mange lærere kan genkende.
Forestil dig en matematiktime. Læreren har forberedt sig. Timerne er planlagt. Målet er klart: Eleverne skal lære noget. Læreren går i gang med at undervise. Men én elev nægter at samarbejde. Råber. Skriger. Går rundt i lokalet. Læreren siger det mange gange. ”Sæt dig ned”. ”Følg med”. ”Vi skal i gang”. Men intet virker.
De andre elever begynder at miste koncentrationen. Nogle kigger væk. Andre opgiver. Læreren står der. Usikker på, hvad man må. Bange for konsekvenserne. Til sidst handler det ikke om undervisning. Det handler bare om at komme igennem timen. Det kan vi simpelthen ikke byde læreren. Ikke klassen. Og heller ikke den elev, der har brug for tydelige voksne.
En lovændring, som jeg er ved at se på, giver lærerne mulighed for at skabe ro og tryghed for hele klassen. Lærerne skal have mulighed for at tage ansvar. Også fysisk – hvis det er nødvendigt. Lærerne skal kunne føre en forstyrrende elev ud af lokalet. Eller skille to elever i konflikt ad. Det kræver tydelige regler om, at lærere og pædagoger godt må gribe fysisk ind over for en elev, hvis der ikke er andre muligheder.
Det har man gjort i Norge. Vores naboland har givet adgang til, at lærere og pædagoger kan gribe fysisk ind, hvis en elev krænker andre fysisk eller psykisk, skader ejendom eller forstyrrer undervisningen i en væsentlig grad. Det skal vi også kunne i Danmark.
Disciplin er ikke et fyord
Jeg har hørt kritikken. At det er gammeldags. Men det her handler ikke om at skrue tiden tilbage. Det handler bestemt ikke om, at vi skal tilbage til spanskrøret. Det handler om at tage ansvar for den skole, vi har i dag. Hvor lærere skal have lov til at være voksne. Hvor elever kan få tydelige rammer.
Kritikere siger, at vi burde tale om forebyggelse og trivsel i stedet. Og ja – de møder ingen modstand hos mig – selvfølgelig skal vi tale om både forebyggelse og trivsel. Det gør vi også.
Trivselskommissionen har her i foråret afleveret et grundigt stykke arbejde, der skal forbedre børn og unges trivsel. Og regeringen har allerede sat gang i en række tiltag, som følger anbefalingerne. Men trivsel er ikke et modsætningsforhold til klarere rammer for fysisk indgriben. En tryg og lærerig skole kræver begge dele: omsorg og konsekvens, forudsigelighed og rammer. Det er ikke gammeldags. Det er sund fornuft.
Ro og orden i skolen er en prioritet for regeringen. Vi holder hele tiden øje med, hvordan vi kan styrke lærernes autoritet til gavn for det store flertal af elever og lærernes arbejdsmiljø. Vi har også skærpet ordensbekendtgørelsen med otte justeringer, der skal være med til at passe bedre på skolens fællesskab.
Disciplin er ikke et fyord. Tværtimod. Rammer skaber frihed. Når elever ved, hvad der gælder, og hvad der sker, hvis de overskrider grænser, så giver det ro og tryghed. Og det er med til at skabe mere trivsel. At arbejde med konsekvenser er også pædagogik. Læreren skal ikke være autoritær, men må gerne være en autoritet. Jeg mener derfor, at der er behov for at bakke lærerne op, så de kan lykkes med at være netop den voksne i lokalet.
Hensynet til fællesskabet
Skal hensynet til den enkelte være størst – eller til fællesskabet? I min optik er svaret klart: Hensynet til fællesskabet er vigtigst. Det betyder ikke, at vi glemmer det enkelte barn. Men det betyder, at vi tør sige det højt: Ét barns adfærd må ikke systematisk tromle 23 andre børns mulighed for at lære.
Fysisk indgriben skal selvfølgelig kun bruges, når alle andre pædagogiske muligheder er forsøgt. I sådanne situationer er der et ansvar over for resten af klassen og deres undervisningsmiljø. Og et ansvar over for skolens personale. Så klassefællesskabet kan komme på ret køl igen, hvis en situation er blevet for overophedet.
Folkeskolen skal kunne rumme alle børn, men ikke al adfærd. Vold, mobning og hærværk er ødelæggende for skolens hverdag. Når elever ikke følger reglerne, skal det derfor være mere tydeligt beskrevet, hvordan skolens ledelse og personale kan gribe ind. Børn har brug for at få sat en grænse, og det kan være ubehageligt at tale om. Men det gør det ikke mindre rigtigt. Vi voksne må aldrig lægge ansvaret fra os her. Hverken i klasselokalet, på kommunekontoret eller på Christiansborg.
Jeg har tillid til, at lærerne godt ved, hvordan man bygger gode relationer til eleverne. Jeg har tillid til, at man bruger sin faglighed. Og jeg har tillid til, at lærere kun benytter sig af fysisk indgriben, hvis der ikke er andre muligheder. Der skal vi som politikere ikke tale uden om. Vi skal støtte lærerne. Af hensyn til både fællesskabet og undervisningen.