Hop til indhold

Øvelser gør mester. Det siger man som forældre ofte til sine børn, når de er frustrerede over et eller andet, som de ikke kan - endnu. Hvis de gerne vil være dygtige, skal de øve sig.

Til DM i Skills, der afholdes i Roskilde de kommende dage, fejrer vi de unge, der er blandt de dygtigste til deres fag. Det er de ikke kommet sovende til. De har brugt tusindvis af timer på deres fag for at blive endnu dygtigere til at lave konditorkager, reparere biler, programmere robotter, yde omsorg for ældre og meget andet. De har lært af nogen, der allerede mestrer deres fag. Og når man har brugt så mange timer på at dygtiggøre sig, så lagres viden i kroppen, og man ser og forstår instinktivt detaljer om sit fag, som andre er blinde for.

Viden er ikke kun det, man kan læse sig til i bøgerne. En person, der er dygtig til at udtrykke sig på skrift, er ikke klogere end en person, der er dygtig til at udtrykke sig med sine hænder. Det er bare en anden form for viden.

Efterhånden har flere og flere heldigvis fået øjnene op for, at vi bliver et fattigere, mindre ambitiøst og mindre interessant samfund, hvis vi ikke i højere grad prioriterer og respekterer de faglige uddannelser.

Vi har i regeringen et klokkeklart sigte for erhvervsuddannelserne i Danmark: De skal være i absolut verdensklasse. Derfor har vi afsat 900 millioner kroner mere om året til erhvervsuddannelserne. Midlerne skal være med til at sikre, at erhvervsskolerne har det rette udstyr og de rette lærerkompetencer. Og vi er allerede i gang. I januar indgik regeringen en bred politisk aftale om at investere massivt i vores social- og sundhedsuddannelser. Det næste, vi skal kigge på, handler om at få erhvervsuddannelserne til at følge med den grønne omstilling, hvor den teknologiske udvikling går rigtig stærkt. Det handler for eksempel om fremtidens smede, der arbejder med fjernvarmen. Mekanikere, der skruer i el-biler. Og elektrikere, der opsætter solceller. Uden dem når vi aldrig i mål med den grønne omstilling.

Jeg ønsker ikke at lokke flere i retning af en håndværksuddannelse. Det skal de kun gøre, hvis det er rigtigt for dem. Pointen er, at både unge og voksne har ret til at træffe deres beslutning om uddannelse på et oplyst grundlag. Men vi har gennem årene været for dårlige til at vække nysgerrigheden for de faglige uddannelser. For mange tror, at det gode arbejdsliv kun findes efter en boglig uddannelse.

Derfor fortjener deltagerne i DM i Skills i den grad en hyldest. Fordi de viser hele Danmark - og særligt dem, der snart skal vælge ungdomsuddannelse - hvad man kan med en erhvervsuddannelse.

Og ikke mindst, at der er en meget værdifuld viden i vores samfund, som ikke kan skrives ned. Håndværksmæssige færdigheder, musikalske, æstetiske, kulinariske. Det kan ikke formidles til vores børn alene med bogstaver på en skærm. Det må prøves, øves og læres i praksis. Med en guitar, en pensel, en hammer, et piskeris.