Jeg har udtalt til Berlingske, at folkeskolen ikke skal gøres til en arena for identitetspolitik. Det har fået KVINFOs direktør, Henriette Laursen, til at spørge, om jeg da mener, at undervisningssektoren er blevet woke.
Jeg må nok starte med at indrømme, at jeg faktisk ikke er helt sikker på, hvad woke egentlig betyder. Ligesom jeg ofte skal læse moderne tekster om køn, seksualitet og identitet mere end én enkelt gang, før jeg forstår dem.
Laursen nævner, at folkeskolen mangler penge til at "håndtere kønnede normer". At forskere "påviser kønsstereotypers negative forventninger". At virksomheder samles om at give et "Gender Diversity Pledge". At der arbejdes med "at fremme en reflekteret kønsfaglighed" blandt lærere og pædagoger.
Det er alt sammen meget godt. Og jeg skal ikke modsætte mig nogle af de mange tiltag.
Men jeg vil fastholde, at vi skal tænke os grundigt om, før vi ændrer lovgivningen for at bringe denne dagsorden ind i folkeskolen.
Jeg har fuld tillid til, at kulturen på danske skoler er præget af dyb faglighed og almindelig sund fornuft. Her lærer man i biologi om bierne og blomsterne, altså at der er to køn, og at de kan forplante sig. Man lærer, at der er mange forskellige måder at være dreng på, ligesom der er mange måder at være pige på. På skolerne understøtter man ligestilling mellem kønnene. Og fremmer en respekt for andre mennesker, uanset køn, religion, hudfarve eller seksualitet. Det er bærende værdier i samfundet og derfor også bærende værdier i skolen.
Og skolen skal netop understøtte samfundets bærende værdier. Jeg har derfor heller ikke noget imod, at skolen videreformidler normer. Derfor bliver jeg også altid ekstra opmærksom, når nogle siger, at pædagoger og lærere skal være normkritiske.
Jeg er med på, at jeg stikker hånden ind i et hvepsebo ved at blande mig i denne debat. Og jeg er muligvis bare en gammel forstokket mand, der endnu ikke er vågnet op og har set lyset. Men jeg har på afstand fulgt disse diskussioner i den amerikanske samfundsdebat. Jeg har set, hvordan de splitter og polariserer samfundet. På begge politiske fløje. Derfor har jeg en sund skepsis, når jeg ser konturerne af de samme synspunkter i Danmark.
I stedet for at gøre skolen til en arena for disse diskussioner vil jeg derfor hellere stole på den almindelige sunde fornuft, som præger de danske lærerværelser.