Flere danskere end nogensinde før tager en uddannelse. Det er en af det danske samfunds store succeshistorier. Uddannelser, som før var for de få, er nu for de mange. Det stigende uddannelsesniveau er både godt for den enkelte, som har fået flere muligheder og større frihed. Og det er godt for samfundet som helhed, som er blevet rigere og mere trygt. Det kan med andre ord ikke overvurderes, hvor vigtigt uddannelse er for et velfærds- og videnssamfund som det danske.
Men når gymnasiale uddannelser og universitetsuddannelser er blevet en slags hovedvej i vores uddannelsessystem, skaber det nye udfordringer, som vi politikere bliver nødt til at tage alvorligt. For det passer ikke nødvendigvis til vores arbejdsmarked, at så mange går den samme vej.
FOR EKSEMPEL HASTER det med at få flere faglærte. Sidste år blev der uddannet 27.000 faglærte. Men vi har gode jobs til mange, mange flere. Det kan risikere at være en bremseklods for den grønne omstilling, hvis vi mangler elektrikere, smede og mange andre håndværkere til at føre de fine grønne intentioner ud i livet. Og når flere uddanner sig til at sidde bag et skrivebord, betyder det også, at vi mangler dygtige pædagoger, lærere, sygeplejersker og sosu'er til at give vores yngste og ældste en tryg hverdag. Det er en bunden opgave at gøre noget ved det.
Selvom flere og flere uddanner sig, er det desværre stadig ikke alle, som er kommet med. Det må vi ikke glemme midt i den store uddannelsessucces. Statsministeren nævnte i sin nytårstale, at over 40.000 unge hverken er i gang med uddannelse eller arbejde. Det er ikke retfærdigt over for de unge mennesker, der tidligt i livet bliver sat uden for fællesskabet og får et nederlag.
Vi ved, hvor afgørende det er for den enkeltes livskvalitet at få en uddannelse og være en del af et arbejdsfællesskab. Ingen er tjent med at stå udenfor. Vi skal insistere på, at alle unge er parate til en uddannelse - men vi har som voksne et ansvar for at huske vores unge mennesker på, at der findes en stor pallette af gode uddannelsesmuligheder. Den klassiske gymnasieuddannelse er langt fra den eneste vej til et godt voksenliv.
I DANMARK HAR mange af os nok også en opfattelse af, at den sociale mobilitet er øget voldsomt i takt med befolkningens stigende uddannelse. Men uligheden trives desværre stadig, når vi ser på, hvem der får uddannelse. Eksempelvis får en tredjedel af ufaglærtes børn ikke mere uddannelse end grundskolen - hvis de overhovedet gennemfører den. Det tal er fire procent for børn af forældre med lang videregående uddannelse. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. For rengøringsdamens børn har lige så meget potentiale som andre folks børn. Vi har i mange år diskuteret, om børn er skoleparate, men måske skulle vi i højere grad spørge skolen, om den er børneparat - parat til alle børn.
Det tyder på, at akademiseringen af vores samfund er sivet helt ned i vores grundskole, som er blevet mere og mere teoretisk. Det betyder, at det ikke er alle børn, der trives i den. Børn, der ikke diskuterer abstrakt og teoretisk omkring middagsbordet derhjemme, skal også føle sig velkomne og udfordrede i skolen. Vi bliver nødt til at overveje, om vi prioriterer de mange skattekroner, der bruges på uddannelse, rigtigt. Og her vil vi gerne slå fast med det samme, at regeringen ikke vil spare på uddannelse. Tvært imod. Vi vil samlet set investere mere i vores børn og unge. Men vi skal investere klogt og med udgangspunkt i den virkelighed, vi står i i dag og kommer til at stå i de kommende år - så pengene både kommer samfundet og den enkelte mest muligt til gode. For vi kan som bekendt kun bruge skattekronerne én gang. Uddannelsespolitik er et spørgsmål om prioritering, og vi vil ikke lægge skjul på, at vi har brug for at prioritere anderledes.
VI HAR FOR nylig præsenteret det første udspil i et omfattende reformprogram på uddannelsesområdet. Udspillet lægger blandt andet op til, at der skal være flere og mere fleksible veje gennem universitetet. Mange af os kender nok et ungt menneske, som valgte forkert som 20-årig, og som i dag har hus og børn og derfor ikke oplever det som en reel mulighed at sadle om. De valg, vi træffer som unge, hvor de færreste af os kender os selv til fulde, skal ikke låse os fast. Vi skal væk fra den gammeldags idé om, at uddannelse kun er noget, man tager i første del af livet. Videreuddannelse, omskoling og opkvalificering skal være nøgleord gennem hele uddannelsessystemet.
Samtidig foreslår vi at skabe en helt ny type kandidatuddannelser med mere undervisning og vejledning. For universitetsuddannelser, som engang var for de få, der ønskede klassiske akademikerjobs eller en forskerkarriere, er ikke i tilstrækkelig grad målrettet de mange studerende, som ender med at arbejde i det private erhvervsliv.
VORES REFORMUDSPIL HAR vakt debat. Det er ikke alle, der er enige i ønsket om at skabe nye kortere kandidatuddannelser med mere undervisning og feedback. Det er selvfølgelig helt fair med kritik - det vidner om et sundt demokrati. Det ville sikkert også være nemmere for os og måske endda mere populært at lade stå til. Så bliver ingen sure. Men ikke at træffe en beslutning, er også at træffe en beslutning, og der er brug for handling. Derfor er udspillet også blot første skridt, og vi kommer senere til blandt andet at se på, hvordan vi kan højne kvaliteten på erhvervsuddannelserne og gøre vores folkeskole mere virkelighedsnær og varieret. Vi skal turde se på hele vores uddannelsessystem. Fra første skoledag til sidste arbejdsdag.