Langt de fleste unge er heldigvis i gang med en uddannelse eller i arbejde og klarer sig fint gennem overgangen til voksenlivet.
Men vi kan ikke være helt tilfredse. Der er stadig alt for mange unge, der støder hovedet mod muren i skolen eller farer vild i livets labyrint. I 2021 var omkring 42.000 af de 15-24-årige uden tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet. Det problem har regeringen sat øverst på den uddannelsespolitiske dagsorden. Det er først og fremmest vigtigt for os, at den forberedende grunduddannelse (FGU) bliver en succes.
Derfor er det heller ikke korrekt, hvad der står i en analyse bragt i A4 Uddannelse den 22. februar. Her står, at jeg "ikke har de store planer om at kaste den økonomiske redningskrans ud til FGU-institutionerne, de behøver for at holde sig oven vande".
Jeg var selv med til at udforme lovgivningen for FGU. Jeg syntes dengang, at FGU var helt rigtigt tænkt, og det synes jeg stadig. For jeg er overbevist om, at FGU og de mange engagerede ansatte og ledere på institutionerne er de helt rette til at hjælpe unge videre i uddannelse eller i arbejde.
Her spiller økonomien en central rolle. Det er vigtigt, at der er tilstrækkeligt med ressourcer på skolen til, at lærere og ledere kan løfte deres vigtige opgave. Folketinget har allerede flere gange tilført særtilskud til FGU'en. Men det er ikke sikkert, at det er nok. Regeringen vil derfor præsentere FGU-sektorens økonomi for 2023, når finanslovforslaget inden længe offentliggøres.
FGU's succes handler også om andet end økonomi
FGU har fået en meget svær start, blandt andet med faldende elevtal og covid-19-restriktioner. FGU'en er stadig en relativ ny uddannelse, og den skal have tid til at finde sine ben.
Det kan godt være, at vi skal justere på strukturerne og indholdet på FGU. Men jeg tror ikke på, at det kun er bygninger, taxametre og lovgivning, der får de unge til at lykkes.
Eleverne på FGU er vidt forskellige og har meget forskellige behov.
Mange af dem tvivler måske på sig selv. Kan jeg overhovedet få en uddannelse? Et arbejde? Går jeg bare i vejen? Er der nogen, der savner mig? Alt for mange unge tænker sådan.
De unge mødes af ansatte og undervisere på FGU, der ikke synes, de er til besvær eller er forkerte. Nogen, der forventer noget af dem. Savner dem, når de ikke kommer i skole. Den begejstring smitter, og den skal nok få eleverne med.
Men jeg har et indtryk af, at man på nogle FGU-institutioner stadig kæmper med at finde frem til den pædagogik, der skal være skolens identitet. Jeg vil gerne understøtte, at pædagogikken på FGU får mere fast grund under fødderne. Men jeg kommer ikke fra Christiansborg til at fortælle underviserne på FGU, hvordan de skal udvikle deres pædagogik. Det skal de selv, for det er de selv bedst til. Hvordan underviser man i matematik i et køkken? Hvordan arbejder man med en angstfyldt ung pige, mens hun ordner negle på de ældre fra et lokalt plejehjem?
Det er ikke en let opgave. Den kan ikke løses med en konference, en rapport og nogle konsulenter. Den kan heller ikke alene løses med flere penge. Den pædagogiske identitet skal og må udvikles i praksis. Det er mit hovedfokus.