Hop til indhold

I perioden 2015-2018 har BFAU samarbejdet med Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) om at udvikle vejledningsindsatser for ikke-uddannelsesparate unge, så flere påbegynder og gennemfører en ungdomsuddannelse. Med overgangen til det nye år bevæger samarbejdet mellem BFAU og UU sig ind i sin afsluttende fase med særlig fokus på at sikre indsatsernes bæredygtighed efter projektperioden afsluttes.  

Forankring og bæredygtighed

Fokus på forankring har altid været en hjørnesten i BFAU’s arbejde. I samarbejdet mellem BFAU og UU bringes projektets solide erfaring med at sikre langvarig bæredygtighed nu i spil. UU er i gang med at videreudvikle og udbrede deres nyudviklede indsatser og metoder til gavn for hele vejledningssektoren. 

”Det er vigtigt, at de gode erfaringer og resultater lever videre efter projektperiodens afslutning. Målet er at sikre et kvalitetsløft i sektoren”, siger BFAU-konsulent Inaam Illahi Sahibzada. 
15 ud af 24 UU-centre, som BFAU samarbejder med, har netop gjort midtvejsstatus på deres igangværende projekter. De 15 UU-centre har arbejdet med at udvikle nye metoder og initiativer gennem forskningscirkler, og der er allerede gode erfaringer og resultater at hente.

I UU Silkeborg har man eksempelvis opnået gode erfaringer med at styrke samarbejdet med de unges forældre, så de kan blive mere aktive i deres børns uddannelsesvalg. 

”Vi kan anbefale et tæt, opfølgende og forpligtende samarbejde med lærere, unge, forældre, helhedsplaner, kollegaer og ledere… At have tid til planlægning, afholdelse og opfølgning af indsatserne i forhold til forældresamarbejde og nye mødeformer er væsentlige for en forankring og videreudvikling”, udtaler UU-vejleder Merle Lorentzen.

Fokus på erfaringsudveksling og videndeling

En del af BFAU’s fokus på forankring handler om at samle og udbrede relevant viden på området. Det sker blandt andet gennem vejledernetværk, hvor de 15 UU-centre fra BFAU’s forskningscirkler hver anden måned mødes for at videndele og erfaringsudveksle.

Vejledernetværkene fungerer som en slags studiegruppe, hvor UU-centrene deler deres gode erfaringer med henblik på at udvikle egen praksis og løbende samle op på erfaringer.

”Møderne understøtter vejledernes fortsatte kompetenceudvikling og bidrager samtidig til deres gejst og motivation… Det er med til at sikre varige resultater til gavn for de unge”, understreger BFAU-konsulent Helene Valgreen.

Netværkene afsluttes ved et fælles afsluttende møde i Undervisningsministeriet den 16. maj 2018.

Inspiration i vejledningssektoren

’Relationen i vejledningen’, ’Opsøgende vejledning’, ’Inddragelse af forældre i vejledningen’ og ’Samarbejde på tværs om vejledning og uddannelse’ – det er temaerne i de fire publikationer, som BFAU udgiver i løbet af foråret og sommeren 2018.

Hvordan kan vejlederen opbygge en brobyggende relation til den unge og derved få indsigt i den unges selvforståelse? Under hvilke særlige vilkår må vejlederne opsøge den unge i den unges eget miljø? Hvordan kan vejlederne inddrage forældrene i vejledningen på en respektuld måde? Det er spørgsmål, som publikationerne søger at afdække med henblik på at inspirere, formidle viden og videregive de gode resultater og erfaringer, som BFAU og UU i samarbejde har opnået i projektperioden 2015-2018.

Udover de fire publikationer udgiver BFAU også en miniudgivelse med fokus på forankring og bæredygtighed i pædagogiske indsatser.

Publikationerne er en del af BFAU’s afsluttende fase, hvor projektets erfaringer og resultater samles og videreformidles, inden det treårige samarbejde mellem BFAU og UU afsluttes på en stor konference ved udgangen af 2018.

”Konferencen markerer afslutningen på tre års samarbejde mellem UU og BFAU. Der er iværksat 24 forskellige indsatser målrettet ikke-udddannelsesparate unge, og vi glæder os til videreformidle projekternes mange gode erfaringer og resultater, så de kan komme hele vejledningssektoren til gode”, siger BFAU’s chefkonsulent Lisa Goth.

Alle UU-centre i Danmark samt andre relevante parter vil blive inviteret til afslutningskonferencen i november, hvor BFAU og UU deler sine mange erfaringer med at udvikle og forankre projekter med fokus på vejledning.