Hop til indhold

Efter sommer er der ikke længere krav om, at elever får motion og bevægelse 45 minutter i løbet af skoledagen. Det blev besluttet med Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram fra marts sidste år. Det betyder, at det fremadrettet vil være op til lokal beslutning på den enkelte skole, hvordan motion og bevægelse skal indgå i undervisningen. En ny strategi skal nu sikre, at bevægelse fortsat understøttes og spiller en central rolle i elevernes skoledag. 

Bevægelsesstrategien er et landsdækkende projekt, der skal fremme bevægelse i hele elevens skoledag – både i undervisningen og pauserne og gennem lokale valgfag. Derudover skal strategien understøtte lokale samarbejder mellem skoler og idrætsforeninger i skoledagen, fx i de lokale valgfag. 

"Nu giver vi skolerne mulighed for at finde deres egen måde at få bevægelse ind i skoledagen på. På en måde hvor hver skole kan tilpasse det til deres elever og deres lokale forhold. Det er vigtigt, at bevægelse er en naturlig del af skoledagen. Og én ting er sikkert: Vi skal skrue op for bevægelsen i folkeskolen. Det giver en mere varieret og praktisk skole. Det kan strategien hjælpe til", siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Bevægelse i undervisningen og samarbejder med lokale foreninger

Konkret skal strategien gennem arrangementer og vejledning inspirere og hjælpe skoler til at integrere bevægelse i undervisningen, pauser og frikvarterer og skabe fælles retning omkring bevægelse i undervisningen. Samtidig skal strategien fremme samarbejder mellem skoler og lokale idrætsforeninger for at styrke børns deltagelse i et aktivt fritidsliv og bidrage til at skabe fællesskaber uden for skolen. 

Om strategien

Strategiens aktiviteter finder sted fra skoleåret 2025/2026 til og med 2028. 

Strategien tilbyder både landsdækkende inspirationsevents, udviklingsforløb og inspirationsmaterialer. I alt planlægges minimum 24 events rundt i landet med deltagere fra skoler og kommuner. Her kan deltagerne få viden og idéer til at arbejde lokalt med bevægelse.

Samtidig kommer der forløb, som tilbyder kompetenceudvikling for det pædagogiske personale og processtøtte til udvikling af lokale bevægelsesstrategier for skoler og kommuner. Forløbene forventes gennemført på 70 skoler. Enkelte skoler kan deltage i pilotafprøvning af forløbene allerede fra skoleåret 2025/2026.

Der er afsat 12 millioner kroner til arbejdet, som udmøntes af de seks danske professionshøjskoler med inddragelse af centrale aktører på området. Strategien understøttes af et advisory board nedsat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, som bidrager med faglig sparring og inspiration til det lokale arbejde med bevægelse i skolen. Boardet består af faglige organisationer, lokale idrætsforeninger, folkeskolens parter, vidensmiljøer, og fonde. 

Strategien retter sig mod det pædagogisk personale, skoleledelser og kommunale forvaltninger.