Hvis man som ung eller voksen gerne vil begynde på en erhvervsuddannelse, men ikke lever op til adgangskravene, får man nu mulighed for at begynde, hvis man har relevant praktisk erfaring fra et fritidsjob.
Praktisk erfaring fra blandt andet fritidsjob tilføjes nemlig nu som et af vurderingsområderne ved optagelsessamtalen til erhvervsuddannelserne for de elever, som ikke elever op til de generelle adgangskrav.
Hvis man ikke opfylder adgangskravene til erhvervsuddannelserne, kan man søge om at komme ind via en optagelsesprøve og/eller en optagelsessamtale. I dag skal optagelsessamtalen som minimum inddrage seks specifikke vurderingsområder:
- Ansøgerens motivation for uddannelsen og lyst til læring.
- Ansøgerens generelle viden om uddannelsens krav og forventninger.
- Ansøgerens selvstændighed og ansvarlighed, herunder evne til at tage initiativ til løsning af opgaver.
- Mødestabilitet, med fokus på rettidighed og lavt fravær
- Samarbejdsevner.
- Evne til at udvise respekt og forståelse for andre mennesker.
”Jeg er meget optaget af at øge værdien af erhvervserfaring. Fritidsjob og anden erhvervserfaring er positivt og bidrager til at klæde unge på til arbejdsmarkedet. Derfor tilføjer vi nu praktisk erfaring som et af de områder, der vil blive lagt vægt på for dem, der skal til en optagelsessamtale til erhvervsuddannelserne”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Tilføjelsen af praktisk erfaring som et vurderingskriterie forventes at træde i kraft i slutningen af januar 2026.
Om adgang til erhvervsuddannelserne
Adgangskravet til en erhvervsuddannelse er en bestået folkeskolens af-gangseksamen med minimum 2,0 i dansk og matematik.
Elever, der ikke opfylder adgangskravene, kan blive optaget ved at gå til en optagelsesprøve og/eller optagelsessamtale på erhvervsskolen.
Elever, der ikke opfylder karakterkravene på 2,0 i dansk og matematik, skal både til optagelsesprøve og samtale. Elever, der ikke har bestået folkeskolens afgangseksamen, men dog op-fylder karakterkravene på 2,0 i dansk og matematik, skal kun til samtale.