Hop til indhold

Børn skal have den bedst mulige start på skolelivet. For nogle børn er et ekstra år i børnehaven lige præcis dét, der skal til for at blive klar til skolen.

Derfor foreslår regeringen med det kommende Finanslovforslag for 2023 at fastholde midlerne til finansiering af hhv. bedre mulighed for udsat skolestart og sænkelse af klasseloftet i 0.-2. klasse fra 28 til 26 elever. 

Midlerne skal sikre de økonomiske rammer for, at flere børn kan starte senere i skole, hvis de af trivselsmæssige, sociale eller faglige årsager har behov for det. Formålet med et lavere antal elever i de små klasser er at give de yngste elever en god skolestart, som understøtter børnenes faglige, trivselsmæssige og sociale udvikling. 

”Det er vores opgave at sørge for, at vores børn får den bedst mulige start i skolen. Det kan gøre en stor forskel for resten af deres skoletid og videre i livet, at de fra starten får en tryg og rolig skoledag. For nogle børn vil et ekstra år i børnehaven være lige præcis dét, de har brug for, for at blive klar til at træde ind ad døren i folkeskolen. Samtidig vil sænkelsen af klasseloftet give mere tid til den enkelte elev og bidrage til en mere tryg og rolig start i skolen for de yngste elever,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Afsatte midler

  • Finanslovforslaget for 2023 viderefører reserverne på Finansloven for 2022 til sænkelse af klasseloftet og bedre mulighed for udsat skolestart. Med finanslovforslaget for 2023 afsættes der 113,3 mio. kr. i 2023 og 207,8 mio. kr. årligt i 2024 og frem til at dække kommunale udgifter til forslaget om bedre mulighed for udsat skolestart. For forslaget om sænkelse af klasseloftet i 0.-2. klasse afsættes der 98,7 mio. kr. i 2023, 151,7 mio. kr. i 2024, 206,8 mio. kr. i 2025 og 160,0 mio. kr. årligt fra 2026 og frem. Reserverne vil på Finansloven for 2023 blive tilpasset det senere ikrafttrædelsestidspunkt. De økonomiske konsekvenser skal forhandles med KL.
  • Udmøntning af midlerne til bedre mulighed for udsat skolestart forventes at kunne ske ved fremsættelse af lovforslag i næste samling med ikrafttræden 1. januar 2024 og ikke fra 1. januar 2023 som forudsat i den tidligere regerings udkast til lovforslag. Ændringen vil dermed få virkning for børn, der skal starte i skole i skoleåret 2024/2025. Tilsvarende forventes midlerne til folkeskoleforligskredsens aftale om at sænke klasseloftet i 0.-2. klasse at blive udmøntet ved fremsættelse af lovforslag i næste samling med ikrafttræden 1. august 2024. Ændringen vil dermed få virkning for nye årgange fra skoleåret 2024/2025 og ikke 2023/2024 som forudsat i aftalen. Udskydelse af ikrafttrædelsestidspunkterne skyldes, at de nødvendige lovforslag som følge af Folketingsvalget den 1. november 2022 ikke kunne fremsættes og vedtages i tide til, at kommunerne ville kunne nå at implementere ændringerne.