Hop til indhold

Børne- og Undervisningsministeriet offentliggør nu resultaterne af folkeskolens prøver i skoleåret 2021/22.

Siden skoleåret 2020/21 har alle elever i 8. klasse skulle aflægge prøve i et af de toårige praktisk/musiske valgfag. Grundet COVID-19 pandemien har der ikke været afholdt prøver i de praktisk/musiske valgfag, men elevernes karakter i fagene indgår nu for første gang som en del af elevernes karaktergennemsnit for folkeskolens afgangseksamen.

For eleverne der afsluttede 9. klasse i 2021/22 ligger karakterne i de praktisk/musiske valgfag i 8. klasse generelt en smule under karakterne i de bundne 9. klasseprøver. Dette skal ses i lyset af, at der på grund af de aflyste prøver alene er tale om ophøjede standpunktskarakterer for praktisk/musiske valgfag. Det har derfor for så vidt angår de praktisk/musiske fag ikke været muligt at tage den højeste af enten prøve- eller standpunktskarakter, sådan som det har været tilfældet i flere af de øvrige obligatoriske prøver.
Generelt er det samlede karaktergennemsnittet ved folkeskolens afgangseksamen på niveau med tidligere år. I skoleåret 2021/22 har eleverne således et gennemsnit på 7,7, hvilket er lidt lavere end skoleåret inden, men højere end i skoleårene 2018/19 og 2019/20.

Figur 1. Karaktergennemsnit ved folkeskolens afgangseksamen i 9. klasse 

 

Note: Gennemsnittet i folkeskolens afgangseksamen udregnes for elever i 9. klasse med en karakter i alle obligatoriske prøver. Elever i specialklasse og privatister indgår ikke. De indberettede prøvekarakterer fra 2021/22 og 2021/2022 bygger på en kombination af prøvekarakterer og ophøjede standpunktskarakterer. Prøvekaraktererne fra 2019/20 bygger udelukkende på ophøjede standpunktskarakterer.

”Vi har en meget teoretisk skole og et alt for smalt dannelsesbegreb i Danmark. Det afspejler sig i fagene, og det giver ikke de unge et ordentligt grundlag at gå ind i voksenlivet med. Vi skal have det praktiske element integreret meget bedre i skolen, og derfor er jeg glad for, at vurderingen af elevernes praktiske færdigheder nu også indgår i folkeskolens afgangseksamen, så det ikke kun er de boglige fag, der tæller,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Prøveafholdelse under COVID-19 pandemien

  • I skoleåret 2019/20 blev alle prøver aflyst, og eleverne fik i stedet ophøjet deres afsluttende standpunktskarakterer til prøvekarakterer.
  • I skoleåret 2020/21 og 2021/22 blev prøverne delvist aflyst. Der blev således kun afholdt prøver i de bundne prøver i dansk, matematik og engelsk i 9. klasse samt i dansk og matematik for elever i 10. klasse.
  • For de aflyste prøver fik eleverne ophøjet deres afsluttende standpunktskarakterer til prøvekarakterer. Dette gjorde sig gældende for alle tre skoleår.
  • For de afholdte prøver fik eleverne ophøjet deres afsluttende standpunktskarakter til prøvekarakter, hvis standpunktskarakteren var højere end den opnåede prøvekarakter.
  • Derudover var der ved de afholdte prøver mulighed for at undlade at formulere spørgsmål til dele af pensum, som alene var gennemgået under nødundervisning uden fysisk fremmøde.

Se karakterer prøverne i grundskolen i Børne- og Undervisningsministeriets datavarehus (Uddannelsesstatistik.dk)

Gennemsnittet for folkeskolens afgangseksamen inklusiv 8. klasse er ikke en del af visningsmulighederne i datavarehuset.

Værd at vide om karaktererne

Sammenligning af karakterer fra år til år skal altid ske med en vis varsomhed. Ud over faglig fremgang eller tilbagegang kan mindre ændringer i karakterniveauet også skyldes ændrede prøveformer, prøveoplæg og hjælpemidler eller ændrede faglige mål. Specifikt for 2019/20, 2020/21 og 2021/22 skal prøvekaraktererne tolkes med ekstra forsigtighed, da de – grundet fuld aflysningerne af prøverne i 2019/20 og delvis aflysning i 2020/2021 og 2021/2022 som følge af COVID-19 pandemien – udgøres helt eller delvist af ophøjede standpunktskarakterer og ikke udelukkende resultater fra afholdte prøver.

Om folkeskolens afgangseksamen

Fra skoleåret 2017/2018 indførtes folkeskolens afgangseksamen med tilhørende obligatoriske prøver. Elever, der opnår et gennemsnit på 2 eller mere i de otte obligatoriske prøver, består afgangseksamen og har retskrav til optagelse på en ungdomsuddannelse.

Du kan læse mere om bevis og beståkrav for folkeskolens afgangseksamen (uvm.dk)