Hop til indhold

Mange FGU-elever har ordblindhed eller andre skrive-og læsevanskeligheder. Derfor er FGU en af de uddannelser, som skal have penge til at styrke ordblindeområdet.

Det mener regeringen, som med sit forslag til finanslov for 2023 vil afsætte i alt 88 millioner kroner over de næste fire år. Heraf skal 40 millioner kroner gå til at løfte de inkluderende ordblindevenlige læringsmiljøer på netop FGU.

Regeringen har indtil videre lanceret tre ordblindepakker, og med pengene i finanslovudspillet lægges der altså op til den fjerde og hidtil største ordblindepakke, som indeholder indsatser, der er målrettet både børn, unge og voksne med ordblindehed og andre skrive-og læsevanskeligheder.

I Ordblindepakke IV lægges der på grundskoleområdet blandt andet op til, at elever med andre skrive-og læsevanskeligheder end ordblindhed støttes yderligere. Dette gælder for eksempel Developmental Language Disorder, der omhandler vanskeligheder med sprogproduktion. Med Ordblindepakke IV foreslås det, at der kommer flere vejledningsindsatser om disse udviklingsmæssige sprogforstyrrelser hos børn og unge. Der er også hjælp på vej til de utrænede læsere, som mangler læseerfaring og scorer lavt i Ordblindetesten uden nødvendigvis at være ordblinde.

Ordblindetesten for elever i 3.-9. klasse, der i dag kun anvendes i foråret, skal justeres, forbedres og videreudvikles, så den kan anvendes året rundt. Det skal styrke opsporingen af ordblinde elever, så de hurtigere kan få den hjælp, som de har brug for. 

På dagtilbudsområdet foreslås et forsøgs- og udviklingsprojekt målrettet forældre med ordblindhed og andre skrive- og læsevanskeligheder. Projektet skal afprøve, hvordan man kan understøtte forældre i at stimulere børnenes sprog i hjemmet gennem vejledning fra dagtilbuddene. Det foreslås også, at der afsættes penge til praksisnær kompetenceudvikling målrettet dagtilbudspersonale, der skal styrke pædagogiske og fysiske sprogmiljøer i dagtilbud.

”Vi har som samfund et ansvar for at opdage ordblindhed og andre skrive-og læsevanskeligheder og tilbyde den rette indsats hurtigt, så man ikke skal opleve unødvendige nederlag. Vi ved, at man, hvis man får den rette hjælp og støtte, sagtens kan klare sig godt i uddannelsessystemet, selvom man har ordblindhed. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi også i år sætter et stort beløb af til at styrke ordblindeområdet på tværs af uddannelsessystemet, ligesom at jeg er meget tilfreds med, at vi også sætter fokus på andre sprog- og læsevanskeligheder” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

Økonomisk ramme

I sit finanslovudspil foreslår regeringen en økonomisk ramme på i alt 88 millioner kroner til ordblindeområdet over de næste fire år, som fordeles således:
2023: 18 millioner kroner.
2024: 25 millioner kroner.
2025: 25 millioner kroner.
2026: 20 millioner kroner.

Fjerde ordblindepakke

Det er fjerde gang, regeringen lancerer en ordblindepakke. Læs om de tidligere ordblindepakker:
Ordblindepakke 1
Ordblindepakke 2
Ordblindepakke 3